Når du kører på de danske veje, kan du prøve at lade blikket vandrer langs grøftekanterne. Hvad ser du? Nedklippet græs eller vilde, farverige blomster?

Der har været en tendens til at holde offentlige og kommunale naturområder så velfriserede som muligt. Men nu går mange kommuner i den modsatte retning. Og det er gode nyheder for de pressede vilde bier og de danske sommerfuglearter.

En kort græsplæne er nemlig som en ørken for insekterne, fortæller Therese Nissen, der er natur- og miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening:

- Skifter man en kortklippet græsplæne ud med vilde blomster og planter, der får lov til at blive år efter år, giver det mere mad og flere værtsplanter. Det gavner både de bestøvende insekter, som vilde bier, der henter pollen og nektar, men der kan også komme flere bladlus og mariehøns. Alt dette insektliv tiltrækker fugle til området, så det er en måde at øge biodiversiteten på, siger hun.

Derfor er det en god nyhed, at flere kommuner nu tager initiativ til at skifte græsørknerne ud med vilde blomsterenge.

Nogle af de kommuner, der har gjort en ekstra indsats for insekterne med vildere natur er Ishøj Kommune, Stevns Kommune og Herning Kommune.

Ishøj Kommune:

”Ishøj Kommune har plads til alle – også insekter”

Sådan skrev Ishøj Kommune på Facebook den 3. maj, da de lagde en video på siden, hvor de skræller græs af for at skabe plads til vilde blomster.

En måned senere kunne de dele billeder af en vejrabat i fuldt flor.

Formand for Klima- og Miljøudvalget i Ishøj Kommune, Erkan Yapici (A), glæder sig over, at kommunen kan være med til at hjælpe insekterne med mere vild natur:

- Vi bekymrer os for, hvordan bierne og insekterne har det. Derfor besluttede vi os for at udlægge nogle af vores store græsområder og grøftekanter til vildeng. Og borgerne i kommunen har vist stor opbakning til projektet. De synes det pynter i bybilledet og er glade for, at vi gør mere for vores insekter, siger han.

Når de ikke længere skal slå græs, så sparer det også brændstof, og derfor ser Erkan Yapici det udelukkende som et positivt bidrag til natur og klima.

Ishøj Kommune

Stevns Kommune:

I Stevns Kommune har naturen fået mere plads på Flagbanken i Stevns Naturcenter ved at lade græs og blomster vokse frit.

Kommunen gør det først og fremmest til fordel for insekterne, der mangler plads i naturen. Men området er også til stor glæde blandt skoler i lokalområdet, skriver de på Facebook:

"At naturen får lov til at brede sig ved Stevns Naturcenter gavner selvfølgelig naturen selv – blomster, insekter og fugle – men er også til stor glæde for de lærere og elever, som søger ud til Naturcentret for at lære mere om biodiversitet, og om hvordan naturen ser ud, når vi mennesker ikke gør helt lige så meget ud af at holde den nede."

I Stevns Kommunes Facebook-opslag deler de billeder fra sidste år og et nyt billede fra i år, der viser, hvordan det nu står mere vildt og blomstrende.

Sådan påvirker du din kommune i en vildere retning

Det er langt fra alle kommuner, der gør en indsats for at få vildere natur på deres arealer. Ønsker du mere liv og vildtvoksende natur i din kommune?

Se her, hvad du kan gøre

Herning Kommune:

I Herning har man siden 2008 haft en naturpolitik, hvor målet er at give kommunen mere natur, der også er sammenhængende.

Det har Herning Kommune gjort ved at anlægge vilde blomsterenge, lade græsset gro og lave vilde naturområder på kommunens arealer.

For Herning Kommune er initiativerne sat i gang til fordel for insekterne, men den økonomiske gevinst spiller også en rolle:

- Vi holder vores kommunale arealer vildere for at skabe mere plads til insekter. Og så er det en bonus, at kommunen sparer penge ved kun at klippe græsset ned 1-2 gange om året, siger Louise Berg Hansen, der er biolog for Natur og Grønne Områder i Herning Kommune.

Hun fortæller, at kommunen er en del af foreningen Vild Med Vilje, som har været med til at inspirere dem til at lade naturen få mere plads og stå mere vildt.

Bliv medlem og støt vildere natur i Danmark