Der er rester af pesticider i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer rundt om i Danmark.

Det viser den nyeste grundvandsovervågning af drikkevandet ifølge tal fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Siden 2016 har antallet af forurenede drikkevandsboringer været kraftigt stigende. Og ifølge seniorforsker Anders Risbjerg Johnsen fra GEUS kan vi forvente yderligere stigninger i de kommende år.

- Vi vil nok snart se et nyt hop op på grund af et meget udbredt svampemiddel i frugt og bær og i maling. Desuden er en del vandforsyninger endnu ikke blevet undersøgt for de allernyeste stoffer, siger han til Ritzau.

Der er i 2021 fundet rester af pesticider i 50,1 procent af de aktive drikkevandsboringer. I 13,4 procent af boringerne er der fundet pesticidrester over grænseværdien.

Stigningen skyldes ikke nødvendigvis, at grundvandets tilstand er ændret væsentligt i perioden, men at der bliver testet for flere og flere pesticider i grundvandsovervågning, skriver GEUS i rapporten.

- Dybt alarmerende

Hos Danmarks Naturfredningsforening vækker de nye tal bekymring.

Præsident i foreningen Maria Reumert Gjerding kalder det “dybt alarmerende”, at der er pesticider i så stor en del af vores aktive drikkevandsboringer.

- Det understreger blot behovet for hurtig, politisk handling. Vi ved, at det vil hjælpe at forbyde sprøjtning omkring selve drikkevandsboringerne, siger hun.

Du kan gøre en forskel - skriv under

Vi risikerer at løbe tør for rent drikkevand. Der er rester af pesticider i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer i Danmark.

Samtidig er forurening med PFAS en voksende bekymring.

Derfor har vi i Danmarks Naturfredningsforening et krav til politikerne: Red det rene drikkevand nu!

Vil du være med i kampen, så skriv under nedenfor.

- Men der skal endnu mere til. Derfor har vi sammen med vandværkerne også peget på grundvandsparker med sprøjteforbud på de omkring 200.000 hektar omkring boringerne, hvor drikkevandet dannes.

Samtidig peger Maria Reumert Gjerding på, at evighedskemikalierne PFAS-stoffer i stigende grad er begyndt at dukke op i drikkevandet. En kendsgerning, der i endnu højere grad understreger behovet for at beskytte vores drikkevand.

- Vi skal have et nationalt forbud mod PFAS og en konkret plan for at udfase alle fluorstoffer, siger hun.

Manglende handling

Tirsdag skulle regeringen have påbegyndt forhandlingerne om en akutplan for at beskytte de sårbare drikkevandsområder, BNBO’erne. Men forhandlingerne er blevet udsat til efter vinterferien.

Det kommer, efter at den hidtidige indsats for at beskytte området ved drikkevandsboringerne er slået fuldstændigt fejl. De sidste tre år er det kun lykkedes at beskytte fem procent af de sårbare drikkevandsområder.

Det på trods af, at en politisk aftale tilbage i 2019 havde til hensigt at beskytte drikkevandsboringerne mod pesticider. Forligskredsen aftalte dengang – med daværende miljøminister Jakob Ellemann i front - at der skulle indtræde et sprøjteforbud, hvis den frivillige indsats ikke lykkedes.

 Læs også: Red det rene drikkevand - skriv under her

Men i regeringsgrundlaget er sprøjteforbuddet droppet, kunne DR fortælle lørdag. I stedet har miljøminister Magnus Heunicke indkaldt til forhandlinger om en akutplan, som skal sikre bedre motivation til at fortsætte den frivillige ordning.

Og det har mødt kritik fra både SF, Konservative og Enhedslisten, at regeringen nu ser ud til at løbe fra aftalen om sprøjteforbud ved drikkevandsboringer.

Samtidig kalder Maria Reumert Gjerding det “under al kritik”, at den politiske aftale fra 2019 har spillet fallit.

- Der er ingen grund til yderligere evalueringer. Vi ved, hvor problemerne er, og hvad der skal til, siger hun.

alt
Kasper Pihl Møller
Chefrådgiver for presse og public affairs
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 26 81 62 28

 Hjælp os med et sende et signal til politikerne

Vi kender problemet - vi kender løsningen. Nu er der brug for handling!