I Mols Bjerge på den sydlige del af Djursland har Molslaboratoriet ligget i årtier. Her plejede man at lave traditionel naturpleje, som man stadig gør i det meste af Danmark. Det vil sige, at man styrede græsningen minutiøst og brugte maskiner til bekæmpelse af opvækst. Og derfor havde man en relativt ensartet natur med store områder med græs, græs og atter græs.

Men i 2016 begyndte man et opgør med den traditionelle naturpleje ved at sætte vilde heste og kvæg ud i området. Og så lod man ellers naturen passe sig selv, og det har forandret området markant.

- Det er helt ekstremt, så varieret naturen er blevet på ganske få år. Det er befriende at opleve den store biodiversitet, når man går rundt herude. Man føler, at man kan opleve noget nyt bag hvert hjørne, hvor det tidligere var en meget mere homogen og ensformig natur, siger Morten D.D. Hansen, der er biolog og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum Aarhus, som står for Molslaboratoriet.

I øjeblikket er der 14 Galloway-kvæg og 22 Exmoor-ponyer, der frit går rundt og græsser i området. Det skaber solid grobund for vilde blomster, når de tramper rundt og holder planter naturligt nede.

- Hvis man vil opleve, hvordan Danmark kan blomstre, så skal man tage herud om sommeren. Der er kommet ufatteligt mange flere blomster i løbet af de seneste år, hvor der tidligere nærmest bare var ørkener af græs, siger Morten D.D. Hansen.

Læs også: Sådan påvirker store planteædere naturen

Sådan ser naturen ud på Molslaboratoriet i sommeren 2020

Flere arter i fremgang

Den vilde flora har også haft en stor effekt på dyrelivet, hvor mange arter stortrives. Der er et mylder af råvildt og en stigende bestand af harer. Der har aldrig været flere vadefugle, og der har været et ynglende par viber, der fik unger, hvilket er en sjældenhed i området. Der har også været en forekomst af agerhøne for første gang i 25 år.

Arter, der lever ved dyrelort som gylden jagtrovbille, er også alle i stor fremgang.

- Vild natur ved Molslaboratoriet er den bedste idé, som jeg nogensinde har fået. Jeg har kun fortrudt, at jeg ikke gjorde det for 20 år siden, siger Morten D.D. Hansen.

Læs: Naturen får frirum i de kommende 15 naturnationalparker

Morten DD. Hansen fortæller om naturens udvikling på Molslaboratoriet.

Danmark får snart 15 naturnationalparker, som på mange måder bliver ligesom Molslaboratoriet med store fritgående planteædere og en vild natur, der får lov at pleje sig selv. Og mange flere danskere vil derfor få adgang til anderledes oplevelser med vild og varieret natur.

- Hvis man i naturnationalparkerne gør ligesom os, så bliver det en mega succes, som folk godt kan glæde sig til, siger Morten D.D. Hansen.

Jo vildere natur, jo flere besøgende

På Molslaboratoriet har man oplevet, at der kommer flere end ti gange så mange gæster som tidligere. Og samtidig er der stadig masser af motionister, der cykler på mountainbike eller løber i området, som de altid har gjort. Så det er ikke sådan, at man ikke længere kan færdes sikkert i området, fordi der nu er vilde heste og køer.

- Vi har aldrig fået en klage fra motionister. Men man skal selvfølgelig tænke sig om og behandle vild natur med respekt, så man skal for eksempel ikke stille sig mellem en kalv og en ko, siger Morten D.D. Hansen.

Holder øje med dyrene

Molslaboratoriet:

  • Ligger i Mols Bjerge på den sydlige del af Djursland.
  • Har været en del af Naturhistorisk Museum Aarhus siden 1941.
  • Molslaboratoriet tilbyder naturvejledning, feltbaseret undervisning samt kursusfaciliteter og ophold.
  • Der er plads til 50 overnattende gæster midt i naturen.
  • Derudover er der kontorer og laboratoriefaciliteter, som benyttes af det faste personale og gæstende forskere.

På Molslaboratoriet fodrer man ikke de vilde dyr, og det har fået velmenende borgere til at blive bekymrede for, om de fritgående heste og køer sulter om vinteren. Men under de lovpligtige dyrelægetilsyn og kontroller fra myndigheder, har der endnu aldrig været en anmærkning.

Læs også: Dyreetisk Råd: Dyrene har et godt liv i naturen

- Vi holder øje med dyrene, og hvis de viser tegn på at mistrives, så bliver de fjernet fra området. Men det er vigtigt at huske på, at de vilde dyr, som lever frit her, de har et virkeligt fedt liv. Det er en fornøjelse at se dem gå rundt og nyde livet, som vilde dyr har gjort i tusindvis af år. Det er meget meningsfuldt at opleve, siger Morten D.D. Hansen.

Molslaboratoriets område er blot 1,2 km2, men Morten D.D. Hansen håber, at der snart kommer meget mere vild natur i Mols Bjerge. Og det kan der meget vel gøre, da området er et af de steder, der kan blive udpeget til en kommende naturnationalpark.

- Det vil være en ualmindelig god idé. Man kan jo tydeligt se, hvor stor forskel der er på den vilde natur i vores område, når man sammenligner med de arealer med almindelig naturpleje, der ligger lige ved siden af, siger Morten D.D. Hansen.