Naturens fascinerende snyltere: 3 dyr der udnytter andre arter
Nogle dyr har udviklet kreative og ligefrem udspekulerede måder at overleve på. F.eks. overtager gøgeungen mindre fuglearters reder for at blive fodret, mens parasit forvandler myrer til zombier.
Skovmyrens lykke synes gjort, da den finder nogle små æg. Hurtigt fortærer myren byttet uanende om, at den i resten af dens korte levetid vil være en zombie. Æggene tilhører nemlig en parasit kaldt leverikte, der via et æg overtager myrens krop.
Og nu får parasitten fuld kontrol over myrens bevægelser.
Leverikten udnytter sin zombie fuldt ud og får den magtesløse myrekrop til at kravle op på toppen af et græsstrå. Her tvinges myren til at blive siddende, indtil græsset bliver ædt af et pattedyr. Myren kan se, men ikke reagere på, at den bliver ædt.
Der er enorme dramaer i naturen som langt overgår fiktion, og der kæmpes med alle midler i naturen. Der er masser af grufulde drab, smart snyderi, elegant og indsmigrende lokken og kalden og masser af gement tyveri.
- Selvom vi nogle gange glemmer det, så hænger alt i naturen sammen, og arterne er indbyrdes afhængige af hinanden. Det store spil om liv og død foregår derude hvert eneste sekund af hver eneste dag, lyder det fra Henrik Jørgensen, biolog i Danmarks Naturfredningsforening.
Parasitten lever i mange dyr
Leverikten er kompleks og lever af og i mange dyr. Leverikten arbejder sig ind i for eksempel rådyrets lever, efter at rådyret har spist myren. Her producerer den æg. Æggene ryger så ud af tarmen på dyret og tilbage på skovbunden.
Her bliver de ædt af en snegl. Inde i sneglen bliver æggene til endnu flere parasitter og det ender med, at sneglen hoster dem op i små slimbolde. Dem finder skovmyrerne og uanende om konsekvensen tror myren, at dens lykke er gjort og æder æggene.
Og så starter det hele forfra.
Blåhathvepsebien stjæler andre biers pollen
Blåhathvepsebien er en anden art, der udnytter andre dyr. Den lægger nemlig sine æg i blåhatjordbiens reder, og larverne lever af den pollen, som blåhatjordbien har samlet til sine egne æg.
Blåhatjordbien lever kun af blomsten blåhat. Hanbierne afpatruljerer området omkring blåhatblomsterne, mens hunnerne bygger reder i jorden.
Rederne er storentrepriser med en række sidegange med kamre i hver gang. De flittige blåhatjordbier fylder generøst deres reder op med pollenkorn. En bi kan bære 30.000 pollenkorn ad gangen, og da der kræves omkring 300.000 pollenkorn til opfostring af en enkelt larve, skal bien tømme ca. 12 blomsterhoveder af blåhat.
Det er som at lade en fyldt isbil stå ubemandet på en sommervarm strand. For mens blåhatjordbien knokler rundt for at finde mere pollen, dykker en blåhathvepsebi ned i reden og lægger sine æg dernede, så larverne kan leve af blåhatjordbiens indsamlede pollen.
- Blåhathvepsebien er en snedig snylter, der kun overlever ved at snylte på blåhatjordbien, der igen alene overlever ved at trække på blåhat. Blomsten klarer sig fint med andre bestøvende insekter, mens både blåhatjordbien og blåharhvepsebien er helt afhængige af blomsten, siger Henrik Jørgensen.
Hvorfor findes snyltende arter?
- Helt generelt er snyltere med til at holde balance i naturen ved at forhindre, at bestemte arter bliver for talrige og dermed udkonkurrerer andre arter. Når det er sagt er der stor forskel på de mange forskellige snyltere og parasitter, og det er langt fra dem alle, vi mennesker ville "savne", hvis de forsvandt.
- Mange snyltere "ved", at det ikke er smart at udrydde sit værtsdyr eller sin værtsplante, da man selv mister sit livsgrundlag.
- Der foregår et evolutionært våbenkapløb mellem værter og parasitter/snyltere; værten opbygger modstandskraft, mens parasitten responderer ved at udvikle typer, som kan overvinde værtens forbedrede modstandskraft osv.
Hjælp Danmarks insekter
De vilde bier i Danmark er generelt truede, og blåhatjordbien og blåhathvepsebien er blot to eksempler på sjældne biarter.
Du kan gøre en forskel for Danmarks insekter ved for eksempel at gøre haven mere vild og plante og så planter, som insekterne godt kan lide.
Gøgeungen ødelægger fremmede fugles rede
Gøgen har en særlig metode til at skaffe føde til sine unger. Strategien er at udvælge en bestemt fugleart og lægge sit æg i dens rede. Gul vipstjert, engpiber, rørsanger og tornsanger er blandt gøgens udvalgte.
Når gøgen har lagt sit æg i eksempelvis engpiberens rede, ligner gøge-ægget alle de andre æg. Når engpiber-forældrene henter mad til deres egne unger, fodrer de også gøgeungen uden at vide det. Den er allerede ved udklækning markant større end de oprindelige unger, som enten bliver ædt eller vippet ud over redekanten, mens de intetanende engpiber-forældre søger føde til deres unger.
Når gøgeungen er den sidste i reden, bliver engpiber-værtsparret babysittere på fuldtid for den stadigt større fremmede unge, der konstant skal fodres. Først hen på højsommeren er gøgen ved at være flyvefærdig og sætter derfor kursen mod Afrika.
Engpiberen selv fik ingen unger på vingerne dette år.
