Havgusen blandede sig med duften af dådyr fra jægernes bål, børn løb leende rundt blandt ulv, elg og ørn hos Danmarks Naturfredningsforening, mens gråskæggede mænd med grønne safariveste debatterede over fuglekvidderet fra ornitologernes telt.

Op mod 12.000 organisationsfolk, politikere, forskere og naturinteresserede borgere var i tre dage i sidste uge samlet i Hirtshals for at deltage i Naturmødet. Der blev diskuteret biodiversitet, havbrug, vandløb og vild natur.

- Fantastisk stemning og alt sammen drejede sig om naturen. Naturmødet i Hirtshals viste klart, at danskerne er rigtigt glade for deres natur og naturmødet afdækkede også, at der er alvorlig rift om naturværdierne. Derfor er naturen en politisk kampplads. Heldigvis er der - med meget få undtagelser- enighed om, at naturen har brug for et ordentligt løft. Og det vil vi gerne bidrage til, siger Søren Bojer Nielsen, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

Fra pæn til vild

Hvad skal det løft så bestå i? Danmarks Naturfredningsforening giver et bud med containeren Back to the Nature, hvor der i alle tre dage var lange køer for at få et glimt af en ørn og et gys fra en ulv.

Op mod 1000 børn og voksne var på vild oplevelsestur i den rigtigt vilde natur i containeren, hvor naturen gennem virtual reality udvikler sig for øjne og ører af tilskueren.

"Vild oplevelse", grinede de nordjyske børn, hvor flere stillede sig op i køen igen for at opleve naturen gå fra pæn til vild.

I love Nature

I DN’s stand ved siden af blev der ivrigt diskuteret natur, og her kom op mod 2000 besøgende kiggede forbi.

Hundredvis af grønne luppe og flotte tatoveringer med 'I love Nature' blev revet væk, og sjældent er et vildsvin, en odder eller en grævling blevet aet så ihærdigt og vedholdende. Udstoppede – forstås.

Det er andet år, Naturmødet i Hirtshals, finder sted. Dansk Ornitologisk Forening, forskellige naturfonde som Aage V. Jensens Fonde, kommuner, jægere og Friluftsrådet og selvfølgelig DN inviterede til hyggelig samtale og oplysende debat om naturen.

Repræsentanter for DN’s nordjyske afdelinger sørgede for hygge, blomster, og leverede stærk viden om den natur, de færdes i hver dag.

Meget at nå før næste naturmøde

- Det er fantastisk inspirerende at være omgivet af masser af naturinteresserede mennesker og gennem debatter og samtaler få ny viden. Naturen er en hjertesag og der er meget at kæmpe for, siger Søren Bojer Nielsen og slutter:

- Vi glæder os til Naturmødet næste år og vi glæder os til at se, hvor meget, vi har formået at flytte for naturen på det år.

Danmarks Naturfredningsforening har turneret landet rundt med containeren Back to the Nature for at sætte den vilde natur på dagsordenen. Læs mere om den vilde natur oplevelse her

alt
Tine Gjerløv
Chefrådgiver
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 22 85 22 08