Oktober 2018 var den måned, hvor Coop har solgt mest økologi nogensinde. Det er resultatet af Danmarks Naturfredningsforening og Coops fælles kampagne Øktober.

Hele måneden har parterne slået på, at økologi i kurven også giver rent drikkevand. Og det har fået danskerne til i højere grad at vælge økologi. Coops butikker – Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen og Coop.dk – solgte i sidste måned fem procent flere øko-varer, end de gjorde i oktober 2017. Og dengang satte Øktober ellers også rekord.

Danmarks Naturfredningsforening er meget tilfredse med samarbejdet med Coop, og at de endnu engang har skubbet på den økologiske udvikling.

- Vi er glade for, at vi igen i år har fået øko-salget til at stige. For hver eneste gang en forbruger vælger en dansk økologisk vare, undgår grundvandet og naturen mødet med sprøjtegift, siger foreningens præsident Maria Reumert Gjerding.

Lavere priser på øko-varer

For at fremme salget af økologi har Coop også sat priserne ned.

- Sidste år var kampagnen hjulpet godt på vej af stor medieomtale og en intern konkurrence i butikkerne. I år har vores primære fokus været at sætte priserne ned og vise det store sortiment. Salget i Øktober viser, at kunderne kvitterer positivt, når vi fjerner nogle af de barrierer, der kan være for at vælge økologi. Så vi betragter helt klart kampagnen som en succes, siger Thomas Roland, der er CSR-chef i Coop.

Han lover samtidig, at prisnedsættelserne er kommet for at blive, og at Coop fortsætter et højt aktivitetsniveau for økologien. Deres mål er, at økologi udgør 16 procent af det samlede dagligvaresalg i 2020. I dag er øko-andelen 13 procent, mens den i 2014 var otte procent.