Vejrguderne var med de mange deltagere og arrangører på Naturens Dag. Søndag brød solen frem i store dele af landet, og det trak tilsyneladende danskerne væk fra skærmene og ud til Naturens Dags 360 arrangementer.

50.000 glade mennesker mødte søndag op til sjove naturoplevelser både på land og til vands. Ugen op til søndagen var 154.500 børn fra landets skoler og institutioner udenfor til egne arrangementer. De har inden Naturens Dag fået tilsendt en gratis pakke med inspirations- og undervisningsmaterialer.

- Der har været en rekordstor interesse for Naturens Dag i år. Så stor, at det har været en udfordring at skaffe nok materialer til alle interesserede. Det er dejligt, at både lærere, pædagoger og børnene er så interesserede i natur, for vi ved, at børn med mange naturoplevelser vokser op som brugere og beskyttere af naturen, siger Ole Laursen, leder af skoletjenesten i Danmarks Naturfredningsforening.

Deltagere oplevede naturen på en ny måde

Temaet for Naturens Dag i år er mangfoldighed, og man må sige, at der har været et mangfoldigt udbud af arrangementer landet over. Naturisterne var på svampetur i Nordsjælland, krabber gik om kap i Østjylland og børnene kunne afprøve naturyoga på Fyn.

Til Naturens Dag på Amager Fælled kunne man røre ved de økologiske kvæg, undersøge insekter og ride på ponyryg. For Ea Lichtenberg Rasmussen og hendes søn Arthur er Naturens Dag en god mulighed for at opleve velkendte områder på en anderledes måde.

- Vi kender jo godt fælleden og er her tit. Men det er sjovt at være her en dag, hvor der bliver åbnet op for nogle andre muligheder og ting at lave, man ikke lige havde tænkt på, siger Ea Lichtenberg Rasmussen.

Det er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, der står bag Naturens Dag med økonomisk støtte fra Nordea-fonden.

- Vi håber, at alle har fået gode oplevelser med hjem og har fået lyst til at gøre hver dag til Naturens Dag. Året rundt er foreninger klar med aktiviteter med natur og friluftsliv og vi Naturens Dag er med til at vise mangfoldigheden i det man kan lave i naturen" siger Lars Mortensen, formand i Friluftsrådet.

Vi ses næste år!

Fakta om Naturens Dag

  • Naturens Dag er Danmarks store mærkedag for natur og naturoplevelser.
  • Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet arrangerer hvert år Naturens Dag for familier den anden søndag i september og for skoler og institutioner i ugen op til.
  • Naturens Dag er støttet af Nordea-fonden.
  • I 2017 inviteres til Naturens Dag i hele landet den 10. september.
  • 154.500 børn holdt Naturens Dag i skoler og institutioner fra den 4.-8. september. På selve dagen var omkring 50.000 mennesker ude til de 360 arrangementer.

Object reference not set to an instance of an object.