Der er lagt op til den helt store forårsrengøring, når tusindvis af danskere inden længe rykker ud i naturen med affaldssække og gribetænger.

Affaldsindsamlingen venter lige om hjørnet, og i år er det med rekordstor opbakning fra landets skoler og dagtilbud.

I hverdagene 20. til 24. marts skal 188.000 børn fra skoler og dagtilbud ud at samle affald.

Det er skoleledere, lærere, pædagoger og dagplejere, der har tilmeldt deres elever og børn til årets indsamling – og i år slår de rekorden fra sidste år, hvor 164.000 børn var tilmeldt.

Læs også: Her kan du selv deltage i Affaldsindsamlingen

Hjælp os i kampen mod affaldet!

Den 20.-26. marts afholder vi affaldsindsamlinger i det meste af landet. Kom og hjælp os et par timer med at fjerne affald, der forurener vores natur og skader vilde dyr.

Gør en konkret og synlig forskel

– Vi oplever en særligt stor interesse for Affaldsindsamlingen i år, og det er virkelig fantastisk, at så mange børn skal med ud at samle affald, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmark Naturfredningsforening, og fortsætter:

– Det kommer ikke kun til at gøre en helt konkret og synlig forskel for naturen, når så mange børn giver en hånd med. Affaldsindsamlingen er også en meget håndgribelig måde og en god anledning til at lære børnene, hvor vigtigt det er at passe godt på naturen og miljøet.

Som led i Affaldsindsamlingen får skolerne og dagtilbuddene adgang til digitale undervisningsmaterialer, der blandt andet skal gøre børnene klogere på affald, affaldsforebyggelse og ikke mindst sammenhængen mellem affald og klima.

Tjek kortet: Så mange børn er tilmeldt i din kommune

Alle kan være med hele ugen

Det er ikke kun de yngste generationer, der deltager i årets affaldsindsamling. I løbet af ugen deltager også en lang række foreninger, virksomheder og ikke mindst private borgere, der har arrangeret deres egne lokale indsamlinger.

I weekenden 25.-26. marts kulminerer affaldsugen med hundredvis af offentlige affaldsindsamlinger i hele landet. Her forventer Danmarks Naturfredningsforening, at op mod 35.000 vil tage del i den landsdækkende skraldejagt.

www.affaldsindsamlingen.dk kan man finde en oversigt over indsamlingerne. Her kan man også oprette sit helt eget arrangement.

Læs også: Derfor er vores affald et kæmpe problem for både natur og klima

Hylder skolernes affaldshelte

Når skoleeleverne har været i marken i løbet af hverdagene, er der ikke kun spænding om, hvor meget affald de har samlet.
Merrild, der er officiel partner på Affaldsindsamlingen, ønsker at hylde skolerne og de ihærdige elever, som alle er sande affaldshelte.

Derfor sætter Merrild for fjerde år i træk et gavekort på 25.000 kr. på højkant i skolekonkurrencen ”Merrilds Grønne Pris 2023”, som går til skolen med årets grønne projekt.

Sidste år gik prisen til Køge Lille Skole.

Vil du også bruge et par timer på at hjælpe os i kampen mod affaldet? Så tjek, hvor og hvornår der er en affaldsindsamling i dit område.

Affaldsindsamlingen

  • I 2022 deltog op mod 204.000 voksne og børn i den årlige indsamling.
  • På blot en enkelt uge samlede de mere end 97 ton affald og intet mindre end 350.000 stykker engangsemballage - heriblandt 25.000 engangskopper og 54.000 øl- og sodavandsdåser.
  • Affaldsindsamlingen er støttet af NIO, Merrild, New Loop, Rudolph Care, DKTV, GoBoat, Sol og Strand, Maxi Zoo og Northern Hunting.
alt
Mikkel Blichmann Faartoft
Presseansvarlig for kampagner, events og projekter