Som lille drømte skuespiller Trine Pallesen om at være havfrue – i dag frygter hun for havet

Interview med skuespiller Trine Pallesen:

Ret tidligt i livet følte jeg mig forbundet med naturen. Da jeg var barn, og mine forældre drev Hjørring Revyen, havde vi et sommerhus i Tværsted. Min søster og jeg legede meget ude. Vi havde vores helt egen verden i engen ned mod Vesterhavet.

Vi legede med de her plastiktrolde med det lange hår og samlede blomster, sten og muslinger. Når jeg tænker tilbage, kan jeg stadig huske, hvordan Vesterhavet både skræmte og tiltrak mig med sin enorme kraft.

Som ung var jeg opfyldt af en dyb længsel, som hele tiden trak i mig, som en rastløs uro, uden at jeg vidste, hvad jeg længtes efter. Jeg havde det bedst i naturen – i skoven eller ved havet.

Jeg kunne sidde og stirre ud over havet i timevis. Her faldt jeg ligesom til ro.

Da jeg gik på Teaterskolen og boede i Aarhus, havde jeg ofte brug for at være alene og være i naturen, når jeg havde fri. Jeg gik lange ture ude omkring Moesgaard. Jeg havde min sovepose med, og nogle gange faldt jeg i søvn i skovbunden.

Gå i et med havet

Jeg er temmelig kompromisløs, uden filter, og jeg har altid fået at vide, at jeg var for meget, for voldsom. Men i naturen følte jeg mig ikke så forkert.

Da jeg var lille, drømte jeg om at være havfrue. Jeg føler mig hjemme i havet, og jeg har nogle gange bare lyst til at blive derude.

Jeg var 22, da jeg begyndte at vinterbade. Første gang var i vinterbaderklubben ’Den permanente’ ved Risskov i Aarhus. Jeg mærkede min krop på en helt ny måde. Jeg sad i saunaen og fik pludselig øje på alle farvenuancerne i himlen, som før bare var grå.

Kroppens møde med kulden og varmen hjalp mig med at mærke mig selv, og jeg har badet hele året lige siden. Nogle morgener ved jeg, allerede når jeg kører tilbage fra stranden, at jeg må af sted igen om aftenen.

Da jeg tog dykkercertifikat i Lillebælt for mange år siden, sad jeg nede på bunden og følte mig hjemme. Det var pissekoldt, og der var helt vildt meget strøm. Men det var vidunderligt at være i vandet og få lov at blive der.

Jeg har haft oplevelsen af at gå i ét med vandet en dag, hvor jeg lagde mig på ryggen og kiggede op i himlen. Jeg glemte, hvor jeg var, og følte vægtløsheden; som om jeg selv var vand.

Jeg tror, at havets og skovens tiltrækning på mig handler om en dyb længsel efter at komme hjem og føle mig forbundet med naturen.

Mit værste mareridt

I de her år oplever jeg, at vi bliver mere og mere bevidste om, at vi er forbundet med naturen. Måske er vi ved at gøre os parate til, at vi på et tidspunkt skal gå i ét med naturen? Måske er det også en følelse af at blive ånd, glemme alt det materielle, indkøb og opvask og vores higen efter at blive set og klappet af.

Jo dybere man føler forbundetheden og taknemmeligheden over naturen, jo hårdere er det også at se på, at den bliver ødelagt. Jeg tror, det er derfor, at flere og flere mennesker har lyst til at gøre ting i naturen. Man oplever, hvad naturen kan give, og vil ikke tillade, at den bliver ødelagt.

Mange af os er ved at finde tilbage til fællesskaberne og et dybtfølt ønske om at gøre noget for naturen sammen. F.eks. Andelsgaarde, der vil omlægge landbruget og redde biodiversiteten og klimaet ved at opkøbe landbrugsjord, gård for gård, i et andelsfællesskab. Da jeg læste om projektet, meldte jeg mig ind med det samme.

Mit værste mareridt er billedet af et dødt hav. At komme ned til havet en morgen og pludselig finde det helt giftgrønt, slået ihjel af iltsvind og forurening, så jeg ikke længere kan få lov til at gå ned i det. Det har jeg meget svært ved at rumme.

Interviewet er skrevet af Anne Anthon Andersen og bragt første gang i Natur og Miljø, september 2023.