Undgå at spise opdrættet norsk laks

Opdrættet laks er sammen med andre aquakultur-fisk blevet udnævnt til at være en af løsningerne på at mætte jordens voksende befolkning.

Det er muligt at gro enorme mængder af mad i havet. Hvis vi kan skaffe fisk nok, ved at farme dem, kan man begrænse overfiskning af vilde bestande.

Men opdrættet eller farmet laks er ikke problemfri som menneskeføde. Det viser den store norske produktion af laks.

Vi skal ned under overfladen i de norske fjorde for at finde årsagen til, at man skal lade være med at spise opdrættet laks.

Over en million ton burlaks

De dybe, beskyttede norske fjorde, hvor kraftigt tidevand sørger for vandudskiftningen gør Norge til det ”ideelle” område for laksebrug. Der er givet 534 tilladelser til 3444 bure hele vejen fra syd for Oslo til øst for Kirkenes i nord. Over en million ton fersk laks bliver hvert år sendt herfra ud på markedet.

Indehaverne af laksebrugene er oftest store selskaber, der kæmper en konstant kamp, for at holde laksene sygdoms- og parasitfri. For i havet bliver sygdomme, vira og parasitter, konstant spredt imellem laksebrugene.

Især lakselus er en kilde til store problemer. Lakselusen er et lille krebsdyr, der sætter sig fast på laksen og gnaver sig igennem det slim, skæl og blod, der skal beskytte fisken imod infektioner.

I naturen er lusen ikke det store problem. En rask voksen laks kan sagtens tåle at transportere nogle blinde passagerer. Og de hopper selv af, når laksen drager på brudefærd i de ferske elve.

Konsekvenserne for miljøet er ikke undersøgt

For laksene i burene forholder det sig noget anderledes. De kommer aldrig i nærheden af ferskvand og lever så tæt, at det giver lakselusene noget nær perfekte livsbetingelser. Resultatet kan være så voldsomt inficerede laksebrug, at man bliver nødt til at nødslagte alle fiskene.

Det bliver forsøgt at bekæmpe lakselusene med kraftige doser af for eksempel formalin og brintoverilte. I 2015 alene blev der brugt over 67.000 ton bekæmpelsesmidler.

Tonje Høy, fagdirektør i veterinærmedicin Norges sundhedsstyrelse, siger til Norges radio, NRK, at brugen af medicin må stoppe:

- Det går slet og ret ikke længere at bruge medicin som hovedstrategi i bekæmpelsen af lakselus.
Ifølge fagdirektøren kender man reelt ikke miljøkonsekvenserne af de voldsomme mængder medicin, der lukkes ud I havet. En helt målbar konsekvens er til gengæld, at de norske lakseopdrættere, ifølge fiskeritidende.dk, i 2015 brugte mellem 4 og 5 milliarder norske kroner på at bekæmpe lakselus.

Resistente lus

Et af de anvendte bekæmpelsesstoffer ødelægger lusenes keratinskaller. Det har den uheldige sideeffekt, at andre dyr omkring lakseburene som rejer, tanglopper, krabber og hummer, lider samme skæbne som lakselusene.

Resultatet er, at der ikke er nogen skraldemænd, til at tage sig af det overskydende foder og afføringen fra fiskene. For at gøre ondt værre har lakselusene udviklet resistens over for en del af bekæmpelsesmidlerne.
Så meget at lusene, ifølge fagdirektør Tonje Høy, bliver hurtigere resistente end nye midler udvikles.

Problemer for vilde og naturlige laks

Fjordene, hvor laksebrugene ligger, er der hvor elvene munder ud i havet. Når de små vildlaks, smolten, for første gang dypper finnerne i saltvand, kan de ikke undgå at svømme forbi burene med tamlaks.

Det er en fristelse, der er for stor for lakselusene, der kaster sig over dem i store mængder. Smolten er ikke livskraftig nok til at modstå angrebet.

Der skal bare nogle få lakselus til at dræbe dem. Det er en af årsagerne til at laksebrugene er en trussel imod den vilde laksebestand. Og truslen skal tages alvorligt. Det norske videnskabelige råd for lakseforvaltning anslår, at vildlaksebestanden er halveret fra 1993 til i dag.

En anden trussel er vira, der spredes mellem burene med laks. Svækkede fisk, der normalt ville blive taget af rovdyr i naturen, bliver ved med at smitte andre og dermed også vildfiskene.

Helt galt står det til på den canadiske vestkyst, hvor norske firmaers atlanterhavslaks i bure smitter vilde stillehavslaks med vira, som de lokale fisk ikke har nogen forsvarsværker imod. Det medfører massedød i floderne.

Et andet offer for de mange lakselus er havørreden, laksens hjemmeboende fætter. Den drager aldrig på langfart, men bliver hjemme i fjordene. Derfor er den ekstra udsat for lakselusene fra de mange bure.

Kok: Ikke burlaks i min restaurant

Hver eneste elv har en genetisk unik bestand af vildlaks. Selvom laksebrugene ligger i læ af fjordene, sker der ofte udslip af burlaks under storme eller under den daglige håndtering. Burlaksene hører ikke til i en bestemt elv, men en del af dem vil gå op i elvene, for at parre sig med vildlaksene.

Elvenes laksestammer bliver på den måde genetisk forurenet. Den kode, der gør at laksene overlever i lige netop den elv, bliver ødelagt.

Udslip af norske burlaks påvirker også den danske vildlaksebestand. Det sker, at danske lystfiskere får dem på krogen. Forskellen fra vildlaks kan mærkes med det samme. En burlaks føles som en sæk kartofler uden muskler i den anden ende af linen.

Det kan Bo Jacobsen, medindehaver af “Restaurationen” i København, skrive under på:

- Norsk laks er blevet skampint, og jeg kunne ikke finde på at købe det, og slet ikke servere det for mine gæster. Et er, at fiskene bliver fodret med alt muligt skrammel. Det er i sig selv slemt. Noget helt andet er, at de ikke bevæger sig nok. Fiskene er simpelthen slaskede i kødet og ikke værd at sætte tænderne i.

Bo Jacobsen får en sjælden gang fat i vildlaks og ellers køber han økologisk laks fra især Skotland.

Forbudt gift

Da den norske lakseproduktion begyndte, fik fiskene pillefoder lavet af i især bifangster fra erhvervsfiskerne. Det krævede cirka tre kilo fisk at producere et kilo laks.

Efterhånden som produktionen steg, blev det både dyrt og alt for belastende for de vilde bestande at fortsætte på den måde. Derfor er kun 20 procent af foderpillerne i dag fiskeolie og fiskemel. Resten er vegetabilsk.

Det er bl.a. soya som laksefoderfabrikkerne henter i Sydamerika, hvor insektgiften endosulfan stadig anvendes. Den er ellers ved at blive udfaset.

Hos mennesker giver giften fosterskader og forsinker udviklingen af kønsorganerne hos drenge. Endosulfan ophobes i kroppen på samme måde som det forbudte insektgift DDT.

Forsker ved Bergens Universitet, Jerome Ruzzin, har sammen med en gruppe amerikanske forskere, undersøgt indholdet af miljøgifte i en række madvarer. Han udtalte i 2013 til Aftenposten, at indholdet af miljøgifte i burlaks er alt for højt. Og han fraråder små børn og gravide kvinder at spise burlaks.

Artiklen er en redigeret udgave af en artikel bragt i Natur & Miljø, juni 2016