Mange steder i den danske natur kan du opleve det imponerende syn af træer, der er svøbt i mørkegrønne blade, der næsten ligner frakker. Det er dog ikke træerne selv, der har groet de ekstra blade, men derimod vedbenden, der har hægtet sig fast.

Den imponerende slyngplante er ikke kun smuk at se på, men også til stor gavn for insekterne. Vedbenden blomstrer nemlig meget sent i forhold til andre planter og udgør dermed en vigtig fødekilde i efteråret. Det forklarer Therese Nissen, der er natur- og miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

-De blomsterknopper, der ikke bliver spist af skovblåfuglens sultne larver, udgør et overdådigt sensommermåltid af nektar for mange insekter, herunder fluer, hvepse og bier samt sommerfugle som admiraler. Efter afblomstringen sætter vedbenden små sorte bær, som igen bliver til en ny fødekilde for flere fugle. Bærrene er dog giftige for mennesker, fortæller Therese Nissen.

En alsidig plante i haven

Vedbend (Hedera helix) er en hjemmehørende plante, der også bliver kaldt ved sit tyske navn "efeu". Vedbend er sammen med almindelig gedeblad de eneste lianlignende slyngplanter i den danske natur. Vedbend vokser især i skove, ved hegn og parker, men er også et almindeligt syn i haver og byrum, hvor planten kan ses kravle op ad mure, gavle og andre bygninger og med tiden dækker store arealer.

Vedbend kan også kravle hen over jorden, og kan i fx skovbunde blive til et grønt tæppe. Men så snart de rette forhold er til stede, vil den begynde at stige til vejrs og kravle op ad fx træstammer.

Læs også: Plant disse buske og træer, hvis du vil tiltrække sommerfugle

Hvis du er på udkig efter en alsidig plante, der tilmed beholder sin smukke, grønne farve året rundt, er vedbend et oplagt bud. Planten kan bruges som bunddække, men kommer især til sin ret, når den har noget at klatre opad.

-Takket være sine specielle klatrerødder kan vedbend gribe fat i stort set alle overflader, hvilket gør planten oplagt til at skabe levende hegn i haven, forklarer Therese Nissen.

Vedbend fylder, men kvæler ikke

Planten vil søge de bedste lysforhold, og derfor ser man den ofte kravle op ad træernes stammer, hvor den med tiden kan nå op til 30 meter i højden og ende med at indhylle træet. Det er dog en misforståelse, at vedbend decideret kvæler træet.

Læs også: Sådan får du en bi- og sommerfuglevenlig altan

Hvis træet er sundt og gammelt nok, sker der intet ved, at vedbend slynger sig som en dekorativ gæst på træet – i hvert fald ikke de første par år. Med tiden kan der dog være en risiko for, at vedbenden vokser sig så stor og tæt, at den til sidst også dækker for træets krone. Hvis det sker, risikerer træet at gå ud, fordi vedbenden har skygget det ihjel. Det gælder især mindre træer.

-Har man i forvejen døde træer i sin have, er de derimod oplagte som klatrestativ for vedbenden. Samtidig er dødt træ en ideel genvej til at skabe bedre vilkår for havens biodiversitet til gavn for bl.a. svampe, insekter og fugle, forklarer Therese Nissen. En livskraftig vedbend, der har vokset sig stor og bred, giver også ly til mange insekter, og tiltrækker dermed også masser af småfugle, der går på jagt efter et lækkert måltid i løvet.

Vedbend vokser også velvilligt op ad mure og gavle som dekorativ facadebegrønning, men da slyngplanten vokser hurtigt, kan det være nødvendigt at beskære den med jævne mellemrum, så den ikke kryber ind gennem lofter, vinduesfugninger og andre sprækker og hulrum i huset.

Slip haven fri og hjælp insekterne

  • Vedbend er en fantastisk haveplante, der både pryder og hjælper insekterne.
  • Du kan gøre endnu mere for insekterne i din have ved at få flere blomster, buske eller træer, som insekterne elsker.
  • Meld din have til Slip Haven Fri og få løbende vejledning til at indrette din have, så den både bliver smuk og giver en hånd til biodiversiteten. Alt det kræver er, at du slipper mindst 20 procent af haven fri til fordel for insekter og dyr.
  • Du modtager til gengæld en flot sticker, du kan bruge på postkassen.

Et festmåltid for havens insekter

Når vedbenden har nået en vis størrelse og får tilstrækkeligt med lys, begynder en af naturens seneste blomstringer. Vedbenden blomstrer nemlig fra september og helt ind i november eller senere, hvis vinteren er mild nok.

-Når vedbenden sætter blomsterknopper i august, kan man være heldig at få besøg af hunnen af den smukke skovblåfugl, der bl.a. lægger sine æg på vedbends blomsterknopper. Efter et par uger kommer larven ud, og spiser sig mæt og stor i den næringsrige knop. Bagefter kryber den ind i det tætte løv som vedbenden laver, og forvandler sig til en puppe. Og i april-maj kommer den nye skovblåfugl frem, og en ny cyklus kan begynde, fortæller Therese Nissen

Vedbend er med andre ord lidt af en ener i den danske natur, og planter man den med omtanke, kan man se frem til et stedsegrønt element og en fantastisk fødekilde for mange dyr – ikke mindst insekter – mange år frem.

alt
Therese Nissen
Natur- & miljøpolitisk rådgiver

Object reference not set to an instance of an object.