Hvert år bruger danskerne mere end 30 tons sprøjtegift, når kampen mod ukrudt og skadedyr skal tages op i haverne. Og det er kun en procent af den samlede mængde sprøjtegift, der bliver anvendt i Danmark landet årligt.

Al denne gift påvirker vores økosystem og risikerer at ende i grundvandet. For at beskytte grundvandet og sikre et rigt dyre- og planteliv har Samsø Labyrinten besluttet at være giftfri og blive en del af kampagnen Giftfri Have, som Danmarks Naturfredningsforening og

Landsforeningen Praktisk Økologi står bag.
Således er Samsø Labyrinten virksomhed nummer 2, der bliver en del af kampagnen.

Ansvarlig og miljørigtig drift

Virksomhedens tilmelding skaber naturligvis glæde i DN. Projektleder Gitte Holmstrup er begejstret over, at virksomheder begynder at få øjnene op for deres rolle og derfor yder stor støtte og opbakning i kampen om at få danskerne til at droppe giften på grønne arealer.

- Jo, vi er bestemt meget glade for at kunne tilmelde Samsø Labyrinten til Giftfri Have. Vi bruger ingen form for gift på det 6 ha store areal. Med prædikatet Giftfri Have vil vi gerne sende det signal til vore gæster og til de lokale, at vi naturligvis prioriterer natur, mangfoldighed, miljørigtig og bæredygtig drift meget højt, fortæller Erik Poulsen, ejer af labyrinten.

Samsø Labyrinten er en tidligere juletræsplantage, hvor der blev sprøjtet. Nu er den helt giftfri og under omdannelse til en frodig løvtræsbevoksning med mange vilde planter og et meget rigt fugleliv, fortæller han. Og det er til stor gavn og glæde for labyrintens gæster, for grundvandet og for biodiversiteten.

Den gode udvikling fortsætter

Giftfri Have startede som et projekt, hvor danskerne kunne tilmelde deres haver i kampen mod gift i privat brug. Det tog dog hurtigt fart, og efterfølgende har mange store arealer i Danmark fået mærkater ’giftfri’.

- Det er en kampagne, som alle kan bidrage til på lige fod. Det er vigtigt at få fokus på, at mange bække små kan gøre en stor å. Tendensen forstærkes hele tiden, fortæller Gitte Holmstrup, der glæder sig til at følge udviklingen.

Hvis du vil vide mere om Giftfri Have

Hvis du vil vide mere om Giftfri Have og tilmelde dig, så gå ind på giftfri-have.dk. Her kan du også se kortet over tilmeldte haver og registrere din egen have eller virksomhed.

I skrivende stund er 6.600 private haveejere tilmeldt projektet på landsplan og sammen med virksomhederne holder de knap 1300 ha. fri for skadelige kemikalier.

Der er fundet 26 forskellige fuglearter i Samsø Labyrinten. Hold øjne og øre åbne, når du besøger labyrinten!

Ynglende fugle:

  • Fuglekonge
  • Tornirisk
  • Grønirisk
  • Gulspurv
  • Gærdesmutte
  • Sangdrossel
  • Solsort
  • Ringdue
  • Gærdesanger
  • Hvid Vipstjert
  • Landsvale
  • Rødhals
  • Sortmejse
  • Musvit
  • Gråkrage

Ikke-ynglende fugle:

  • Sanglærke
  • Løvsanger
  • Gransanger
  • Tornsanger
  • Bomlærke
  • Blåmejse
  • Karmindompap
  • Ravn
  • Skovskade
  • Spurvehøg
  • Musvåge
  • Tårnfalk
  • Skovsneppe
  • Fasan