Cigaretskod, grænsebajere og fastfood-emballager fik igen i år affaldssækkene til at bugne hos de mange indsamlere, der gav naturen en overhaling på Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.

Men når hundredtusindvis af danskere gennemtrevler naturen, så dukker der også ting op af mere opsigtsvækkende karakter:

Gulv i skoven

Tæt på Odense fandt borgere et vinylgulv i skovbrynet. Historien melder ikke noget om, hvor mange kvadratmeter, der var tale om, eller om en af de gæve indsamlere stod og manglede et nyt køkkengulv.

Rester fra julen

En borgerforening i Favrskov stødte på 2,5 kilo steg og et juletræ midt i naturen. Det lignede mest af alt en forladt julefest, hvor gæsterne aldrig nåede til hovedretten.

Læs også: Resultatet er klar: Så meget blev der samlet på Affaldsindsamlingen

Verdens dyreste krydderi

I madkategorien gjorde en nordsjællandsk børnehave også et bemærkelsesværdigt fund. De fandt nemlig en æske med safran, der kan koste over 100 kr. grammet og derfor kaldes for verdens dyreste krydderi.

Glas til genbrug

En dagpleje i Sønderborg fandt en glaslåge fra en vaskemaskine. Den er nu vasket og bruges som frugtskål. Det må være indbegrebet af genbrug.

En lignende historie finder vi i Næstved, hvor skoleelever faldt over 30 vinglas på deres indsamling. Glassene er i dag rensede og står i skolekøkkenet.

Læs også: Hvem samlede mest affald? Se resultaterne for din kommune

Levn fra fortiden

På Affaldsindsamlingen falder indsamlerne ind imellem over gensyn med fortiden. Således fandt gode folk i Lisbjerg nær Århus en chipspose fra 1978, mens der andetsteds blev fundet en McDonald’s-sovseemballage fra 1990’erne.

Prisen blev dog alligevel taget af indsamlere i Lejre, der faldt over resterne af en gammel hestevogn i en mose. Måske har den tidligere ejer ment, at det nu var på tide at skifte til automobil.

Læs også: Rekordmange deltog i årets affaldsindsamling

Vildfarne bolde

Nær Herning stødte en indsamlingsgruppe på 65 golfbolde i et afgrænset område. De sendte straks en tanke til den lokale golfklub om at indstille driveren lidt bedre i fremtiden.

Licensbreve

I Horsens fandt lokale indsamlere en bunke licensbreve fra DR smidt i det grønne. Naturen kan imidlertid ikke betale licens, skulle nogen være i tvivl – det må modtageren desværre selv stå for.

Se endnu flere sære fund fra Affaldsindsamlingens historie her.

Det fandt vi også:

  • Badekar
  • Lolitadukke
  • Ødelagt pengeskab
  • Pistol (indleveret hos politiet)
  • Kemikalieflaske fra 1976
  • Betonvibrator
  • Viagrapiller
  • 55” fladskærm
  • Bh’er
  • PGO-scooter
  • Foodprocessor
  • Pilatesbold
  • Sølvtøjsservice til 12 pers.
  • Dukkearm
  • Pornofilm
  • Autostol
  • Frituregryde
  • Kassettebånd
  • iPad
  • Kunstigt bryst til førstehjælpsøvelser
  • Toilet
  • Uglehoved
  • Litauisk kørekort
  • Heliumflasker
  • Paryk
  • Hashpibe
  • Hel kasse Mokai
  • Steakkniv
  • 2 kg. fiskefrikadeller
  • Komfur
  • Tyske nummerplader
  • Mikrofonstativ
  • Plæneklipper