Muslingeopdræt
Konsekvenserne ved de mange muslingeopdræt og den slam, de udleder, er stadig ikke undersøgt. Samtidig optager de værdifuld plads i det hav, som er danskernes fælleseje.Landbrug og muslingeopdrættere ønsker i stigende grad muslingeopdræt anlagt i de danske fjorde for at rense havmiljøet for kvælstof og fosfor, der kommer fra spildevand og landbrug.
I regeringens oplæg til Danmarks kommende plan for hvad havet skal bruges til de næste 10 år, er der således udlagt omkring 4800 km2 til opdræt af skaldyr - et areal på størrelse med Fyn og Lolland-Falster. Det drejer sig blandt andet om store dele af Limfjorden, Aarhus Bugt, Horsens og Vejle Fjord, Sønderborg Bugt, og store dele af det kystnære hav omkring Fyn, Vestsjælland og Isefjord.
Det er alt for meget plads, der risikerer at blive fjernet fra danskernes fjorde og optaget af erhverv. Og hvor meget slam og mulig iltsvind vil anlæggene medvirke til?
Muslingeopdræt skal planlægges nøje, så de ikke forurener havmiljøet
Muslinger lever af alger, plankton og andre små partikler, de filtrerer fra vandet. De kan derfor være med til at rense vandet for næringsstoffer, der ellers kan føre til algeopblomstringer og iltsvind.
Ifølge DTU Aqua kan en enkelt middelstor blåmusling filtrere 5 liter vand for alger på en time. De kan altså fungere som et såkaldt marint virkemiddel, der kan være med til at genoprette miljøtilstanden i vores fjorde og kystvande, der på grund af årtiers udledninger fra især landbrug og spildevand har det meget dårligt.
Men muslingerne har også i sig selv en indvirkning på det vandmiljø, de lever i. Omkring en tredjedel af det, de indtager, bliver udledt igen som fækalier med stort indhold af kvælstof, fosfor og iltforbrugende stoffer. De udskiller også, via deres stofskifte, betydelige mængder kvælstof til vandet. Derfor giver store koncentrationer af muslinger på opdrætsanlæg risiko for, at muslingernes fækalier danner lokale slamophobninger, iltsvind og skade på havbunden.
Flere eksperter har peget på netop denne risiko, og på vigtigheden af, at man nøje planlægger, hvor muslingefarmene skal ligge, og tager højde for den oprindelige flora, fauna og havbund, lokale strømforhold og iltning af vandet – inden der gives tilladelse til muslingeopdræt.
Antallet af muslingeopdræt vokser
- Ansøgninger om at drive muslingeopdræt i især Limfjorden er eksploderet.
- Muslingeanlæggenes konsekvenser for havmiljøet undersøges i dag ikke, før der gives tilladelser, og det kan være alvorligt.
- Muslingeopdræt på liner har for eksempel så store koncentrationer af muslinger på et lille areal, at hvis ikke de placeres med omtanke, hvor der er gode strømforhold, så risikerer man voldsom lokal ophobning med muslingefækalier og iltsvind i lokalområdet. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvor eller hvor mange anlæg man lægger i et område.
Hvordan opdrætter man muslinger?
Der findes overordnet set tre metoder til muslingeopdræt i dag. De varierer, alt efter om man dyrker muslinger til menneskemad eller industri, som for eksempel dyrefoder, og om anlægget skal fungere som såkaldt marint virkemiddel.
-
Lineopdræt: Her vokser muslingerne på lodrette liner fastgjort til lange vandrette liner i fjord/hav. Linerne er fastgjort til bunden og markeret med bøjer i hver ende. De muslinger vi spiser, bliver dyrket på liner, og håndteret mindre maskinelt. Denne slags opdræt sætter en stor begrænsning på hvordan vi kan bruge vores fjorde og kystområder. Man kan for eksempel ikke sejle, dykke eller fiske i områderne.
-
SmartFarms: I SmartFarms vokser muslingerne på stormaskede net, der hænger lodret ned fra flydende, vandrette plastikrør. Muslingerne bliver høstet af en maskine, der kører langs rørene. Muslingerne på SmartFarms vokser tæt, og er derfor af meget varierende størrelse. De egner sig derfor ikke til at blive spist af mennesker, men kan i stedet blive brugt i foder til landbrugets dyr. SmartFarms er den visuelt tydeligste form for muslingeopdræt, da de store plastikrør ligger på vandoverfladen, og optager store arealer. Et standard anlæg fylder ca. 40 fodboldbaner. De skæmmer derfor i højere grad landskabet og hindrer færdsel, end andre former for muslingeopdræt.
-
Muslingebanker: Dyrkning af muslinger på hav- eller fjordbund, de såkaldte kulturbanker, har ikke tilsvarende høje muslingetætheder som lineopdræt og SmartFarms, men de beslaglægger naturlig hav- og fjordbund. Når de skal høstes, bliver bunden skrabet, hvilket har en negativ indvirkning på de dyr og planter, der har indfundet sig på muslingerne, der fungerer som et biogent rev. Muslinger dyrket på havbunden kan bruges til både spisemuslinger og som foder, alt afhængigt af, hvornår de bliver høstet.
Danmarks Naturfredningsforening mener:
- Alle ansøgninger om nye muslingeanlæg skal sættes på pause, indtil regeringen har lavet en god, nutidig planlægning på området, så anlæggene kan få tilladelser på fuldt oplyst grundlag. Det vil være til gode for vores kystvande og alle vi danskere, der bruger havet og ser det som fælleseje.
- Muslingeopdræt skal kun bruges med henblik på at komme historiske kvælstof-og fosforbelastninger til livs. Der skal stadig arbejdes målrettet på at stoppe de nuværende udledninger ved kilden, inden de forurener grundvand, vandløb, søer og til sidst hav- og fjord. Muslingeanlæg må aldrig blive til et kompensationsmiddel for landbrugets kvælstofudledninger.
