Sommer, sol og søndag. Den perfekte kombi til en dejlig tur i skoven, på stranden eller i parken. Men du er nok ikke den eneste, der tænker sådan. Faktisk viser flere undersøgelser, at vi danskere efter coronakrisen har fået øjnene op for naturen og bruger den i højere grad end før.

Selvom det er positivt, at så mange danskere har fundet glæde i at opleve naturen, kan den øgede interesse skabe et uheldigt pres på mange naturområder. Det kan i værste fald ende med skadede planter og stressede dyr – ikke mindst ynglefugle. Mange fugle får nemlig deres unger her i foråret og er derfor ekstra sårbare.

Heldigvis er der råd at hente, og ved at følge et par af naturens ’færdselsregler’ sikrer du dig selv og andre en god oplevelse, uden at det bliver på bekostning af de dyr og planter, der bor i naturen.

Her giver vi dig 10 gode råd til din næste tur i naturen:

1. Forberedelse giver pote

Brug lidt tid på at forberede dig, inden du skal ud i naturen. Kig fx på et kort og undersøg, hvad du skal være opmærksom på i det naturområde, du vil besøge.

2. Lad bilen stå

Hop på cyklen eller brug offentlig transport, når du skal afsted. Så er du med til at mindske trængsel og trafikpropper ved naturområderne.

3. Gå uden om rørskovene

Rundt om mange søer gror græs-planten tagrør, som danner tætte rørskove, der kan blive flere meter høje. Rørskovene er et vigtigt levested for ynglende fugle, f.eks. skægmejser og rørsangere, og de har brug for fred og ro. Du kan derfor give fuglene en tiltrængt pause ved at følge stierne uden om søerne eller gå på de anlagte boardwalks, der fører gennem rørskovene.

4. Husk hundesnoren

Hold din hund i snor, når du er ude i naturen. Løse hunde kan være et stort problem for især kystfugle, der forsøger at skjule sig på stranden med deres æg og reder. I skoven kan løse hunde stresse hjorte og skræmme fugle som skovsnepper ud af deres reder.

5. Pas på ynglende fugle

I foråret vrimler det med dyr, og det er især fugle, der ruger på jorden, der er i risiko for at blive forstyrret. Det samme er skovens ynglende rovfugle. Hvis du ser en rovfugl flyve væk, skyldes det højst sandsynligt, at du er for tæt på dens rede. Du kan derfor være med til at passe på de ynglende fugle ved at færdes i naturen med omtanke.

6. Hold øje med skilte og hegn

Følg altid anbefalingerne fra skiltningen og respekter hegningen. På den måde er du med til at tage hensyn til områdets dyr og planter. Hvis du går tur i private skove, er det desuden vigtigt, at du kun færdes på veje og stier.

7. Natur uden affald

Hvis du har mad og drikke med på din tur, så husk at bruge skraldespanden eller tage dit affald med dig.

8. Smilet smitter

Hils venligt på folk, du møder på din vej. Måske er du endda heldig, at de kan fortælle dig en spændende historie om lige netop det område, du færdes i.

9. Nyd nuet

Giv dig selv tid til at nyde lyset, vinden i håret og lyden af fuglenes kvidren - læg måske telefonen i lommen og tag det hele ind. Sådan spreder du god energi omkring dig. Og har du din telefon med, kan du med fordel tjekke nogle af alle de spændende værktøjer og apps, der kan bruges til at lave sjove ting i naturen, bestemme arter og gå på skattejagt. For eksempel iNaturalist eller GeoCaching.

10. Udvid horisonten

Nogle naturområder er mere kendte end andre og derfor også mere velbesøgte. Brug lidt tid på at undersøge de mange muligheder, og overvej at besøge en af de mindre kendte naturperler i stedet. På den måde giver du dig selv en ny naturoplevelse, samtidig med at du er med til at mindske presset på de mere kendte og populære naturområder.

Uanset om du er til vilde kyster, dybe skove eller smukke landskaber, har Danmark noget at byde på. Find inspiration til dit næste naturbesøg herunder.

Object reference not set to an instance of an object.