En sammenkrøllet dåse i skovbunden og dynger af plastik på stranden er desværre intet særsyn. Mange steder i naturen flyder det med henkastet affald – i hvert fald hvis man spørger danskerne.

Ifølge en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Danmarks Naturfredningsforening, oplever 64 procent af den voksne del af befolkningen, at der ligger for meget affald i naturen. Blot otte procent oplever intet eller næsten intet affald.

Tilsvarende mener 60 procent, at der ligger for meget affald i byområderne.

I Danmarks Naturfredningsforening genkender man billedet af, at affald ofte havner andre steder end i skraldespanden. Siden 2006 har foreningen hvert år afholdt en landsdækkende affaldsindsamling, og her er det ikke så lidt, der bliver fundet.

– Hvert år bliver vi desværre bekræftet i, at vi har et stort problem med henkastet affald, og rundtom i hele landet finder vi enorme mængder skrald, som er blevet tabt eller efterladt i naturen. Og det er alt lige fra engangsemballager og cigaretskod til rustne knallerter og bunker af byggeaffald – ting og sager, der alle har det til fælles, at de ikke hører til i naturen, siger Charlotte Juul, projektleder for Affaldsindsamlingen.

Sidste år deltog op mod 185.000 børn og voksne i Affaldsindsamlingen. På en enkelt uge samlede de mere end 167 ton affald – heriblandt 120.000 stykker takeaway-emballage, 52.000 engangsmundbind og 87.000 dåser.

Affaldet påvirker os

Den nye undersøgelse viser også, at det henkastede affald går mange af os på. For eksempel svarer godt halvdelen af de adspurgte, at de bliver kede af det, når der ligger affald i naturen.

Og det er ikke kun humøret, det går ud over. Knap hver tredje svarer, at affaldet forringer naturoplevelsen.

En stor del bliver dog også påvirket til at handle. Ifølge undersøgelsen får mere end hver fjerde lyst til selv at gøre noget ved problemet, når de tænker på, at der ligger affald i naturen. Og faktisk svarer hver tredje, at de altid eller for det meste samler affald op, når de ser det ligge og flyde.

Læs også: Derfor er det godt for dig at samle affald

Danmarks Naturfredningsforening oplever også stor interesse for at komme naturen til undsætning.

– Selvom det er trist, at det overhovedet skal være nødvendigt at samle affald i naturen, er det dejligt at mærke det enorme engagement, vi hvert år oplever, når danskerne går sammen om at gøre en forskel for naturen. Der er virkelig mange, der har lyst til at give naturen og lokalområdet en kærlig hånd – både foreninger, virksomheder, skoler, dagtilbud og ikke mindst private danskere, siger Charlotte Juul og fortsætter:

Vi håber på stor opbakning igen i år, så vi kan få luget ud i alt det skrald, der ligger derude, og så vi sammen kan sende et klart signal om, at affald ikke hører til i naturen.

Læs også: Danskere laver langt mere affald end andre europæere

Opret din egen affaldsindsamling

Årets udgave af Affaldsindsamlingen løber af stablen i uge 13. Fra d. 28. marts til 3. april kan du således deltage i den landsdækkende forårsrengøring af den danske natur.

www.affaldsindsamlingen.dk kan du allerede nu oprette din egen indsamling og invitere naboerne, kollegerne eller hele byen med ud at samle affald. Opretter du en indsamling inden d. 15. marts, modtager du en gratis indsamlingspakke med bl.a. affaldssække.

Du kan dog også være med uden at oprette en affaldsindsamling selv. På hjemmesiden kan du finde offentlige indsamlinger i hele landet. Hjemmesiden bliver løbende opdateret med nye indsamlinger.

alt
Charlotte Juul
Projektleder
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 31 48 94 36

Opret din egen affaldsindsamling

I uge 13 løber den årlige affaldsindsamling af stablen, hvor børn og voksne i hele landet befrier naturen for affald.

Vær med til at gøre en forskel for naturen og dit lokalområde - opret din egen indsamling og invitér familien, venner, naboerne eller hele byen med ud at samle skrald.

Opret din indsamling her.

Opretter du en indsamling inden d. 15. marts, modtager du en gratis indsamlingspakke med bl.a. affaldssække.

Om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er foretaget af Epinion for Danmarks Naturfredningsforening blandt 1034 repræsentativt udvalgte danskere i perioden 17. - 20. januar 2022. Epinion har spurgt:
  • Hvordan oplever du generelt mængden af affald, der ligger og flyder i de områder, hvor du færdes udendørs? I naturen
    • Der ligger alt for meget affald (25%), Der ligger for meget affald (39%), Der ligger kun lidt affald (27%), Der er intet/næsten intet affald (8%), Ved ikke/jeg færdes ikke i de områder (2%).
  • Hvordan oplever du generelt mængden af affald, der ligger og flyder i de områder, hvor du færdes udendørs? I byen
    • Der ligger alt for meget affald (21%), Der ligger for meget affald (39%), Der ligger kun lidt affald (31%), Der er intet/næsten intet affald (7%), Ved ikke/jeg færdes ikke i de områder (2%).
  • På hvilken måde påvirker det dig, at der ligger affald i naturen? FLERE SVAR MULIGT
    • Jeg bliver ked af det (52%), Jeg får en dårligere naturoplevelse (32%), Jeg bliver indigneret (29%), Jeg får lyst til at gøre noget ved det (28%), Jeg føler mig magtesløs (24%), Andet, angiv venligst hvordan (7%), Jeg bliver ikke påvirket af henkastet affald (2%).
  • Samler du selv affald op, når du ser det ligge og flyde, hvor det ikke hører til?
    • Ja altid/næsten altid (9%), Ja for det meste (23%), En gang imellem (43%), Det sker sjældent (18%), Nej aldrig (8%).