I Danmark er vi omgivet af vand, og intet sted i landet er der længere end 52 kilometer til kysten. Alligevel er mange ikke klar over, hvilke vilde og fantastiske skabninger der lever under overfladen i de danske farvande. I hvert fald ikke, hvis man spørger den yngste del af befolkningen.

En ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Danmarks Naturfredningsforening, viser, at størstedelen af de 5-12-årige ikke ved, at nogle af de mest kendte havdyr rent faktisk findes herhjemme i Danmark.

Ifølge undersøgelsen er det for eksempel kun 35 pct. af børnene, der ved, at der findes hajer i Danmark, mens blot 38 pct. af børnene er bevidste om, at vi også har blæksprutter. Samtidig tror 23 pct. af børnene ikke, at sælen hører hjemme i danske farvande.

At det kun er relativt få børn, der forbinder arterne med den danske havnatur, kommer ikke bag på Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Hun mener, at det derimod er et godt eksempel på, at havnaturen får alt for lidt opmærksomhed:

Kom med til Naturens Uge

Vær med, når vi sætter fokus på livet under overfladen i Naturens Uge den 4. til 10. september.

I løbet af hele ugen bliver der afholdt lokale naturarrangementer landet over. Alene i weekenden er der over 160 arrangementer. Så find ét nær dig, og tag med os ud i den blå natur.

– Det er tankevækkende, at vores børn ikke ved, at nogle af de allerførste havdyr, de lærer at kende, faktisk lever i havet herhjemme. Men der er nok mange – helt sikkert også voksne – der anser hajer og blæksprutter som nogle eksotiske arter, der kun lever i fjerne egne og under varmere himmelstrøg, siger hun og fortsætter:

For mig at se illustrerer det meget godt, at der ikke er fokus nok på havet, og at vi bliver nødt til at gøre mere for at introducere vores børn til den danske havnatur. Vi skal åbne deres øjne for, hvor fantastisk og mangfoldig havnaturen er – ikke mindst så de bliver klar over, hvad vi risikerer at miste, hvis vi ikke passer på den.

Læs også: Kom med på strandsafari eller hop i havet

Udforsk livet i vandet

Det er ellers ikke, fordi børnene ikke kan lide at være i eller ved havet. I undersøgelsen svarer 83 pct. af børnene, at de synes, at det er sjovt at være i eller ved havet, mens 56 pct. finder det spændende.

Samtidig viser undersøgelsen, at stort set alle børn i alderen 5-12 år har prøvet at bade og soppe i havet herhjemme i Danmark.

Men når det kommer til at rette blikket under overfladen, er det straks mere begrænset med erfaring. Ifølge undersøgelsen har to tredjedele af børnene aldrig prøvet at snorkle eller dykke i havet herhjemme, mens hvert tredje barn aldrig har prøvet at fiske med net.

Læs også: 16 smukke og vilde kyster i Danmark

Og det er en skam, mener Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet. For selvom man hverken støder på hajer eller blæksprutter på en almindelig snorkel- eller fisketur i Danmark, kan mødet med nogle af de mange fantastiske arter, man kan finde i det kystnære vand, vække interessen for havet:

Foto: Ditte Valente
Ifølge undersøgelsen har to ud af tre børn aldrig prøvet at snorkle eller dykke i havet i Danmark

– Det gør indtryk på børnene, når først de får hovedet under vand og med egne øjne oplever liv under den blanke overflade. Eller når de hiver fiskenettet i land og får øje på, hvad de har fundet af smådyr og fisk. Så det handler virkelig om at få børnene ud til kysten og lade dem opleve, at havet rummer så meget mere, end hvad man kan se på overfladen. Det giver ikke kun gode oplevelser i den friske havluft – det kan også gøre børnene nysgerrige på, hvad der ellers gemmer sig i havet, siger Winni Grosbøll.

Læs også: 13 vidunderlige søer og vandløb i Danmark

Fokus på naturen under overfladen i denne uge

I de kommende dage er der rig mulighed for at komme ud at opleve livet i havet. Naturens Uge, der begynder i dag, sætter i år særligt fokus på den blå natur, og i løbet af ugen bliver der afholdt offentlige arrangementer landet over, hvor man ikke mindst kan blive klogere på livet under havoverfladen.

Også hos skoler og dagtilbud i hele landet er der natur på skemaet. Her i hverdagene skifter flere end 106.000 børn deres klasseværelse eller dagtilbuddets indendørs rammer ud med den lokale natur.

Foto: Ditte Valente

Den landsdækkende naturuge bliver i dag skudt i gang af H.K.H. Kronprins Frederik, der sammen med 2. klasse fra Ørestad Friskole skal på opdagelse langs Amager Strandpark i København.

naturensuge.dk kan man se, hvad der sker i løbet af ugen.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af Epinion i perioden 7. juni 2023 til 19. juni 2023 som webbaserede interview blandt 1.019 børn i alderen 5 til 12 år og deres forældre blandt et repræsentativt udsnit af målgruppen af børnefamilier.

Epinion har spurgt børnene:
Nedenfor ser du nogle dyr. Nogle af dem findes i den danske natur. Hvilke af nedenstående dyr, tror du, findes i Danmark?

  • Krabbe (DK): 95%
  • Blæksprutte: (DK) 38%
  • Salamander (DK) 53%
  • Haj (DK): 35%
  • Sæl (DK): 77%
  • Dragefisk: 4%
  • Elektrisk ål: 22%
  • Krokodille: 4%
  • Klovnfisk: 11%
  • Piratfisk: 6%
  • Jeg ved det ikke: 2%

Nedenfor er nogle billeder af forskellige ting man kan lave i naturen. Hvilke af følgende ting har du prøvet før?

  • Rørt ved en vandmand: 69%
  • Gået i bare tæer i tang: 64%
  • Svømmet/badet i havet eller en sø: 88%
  • Fisket med net i søer, havet eller vandløb: 69%
  • Fisket efter krabber: 77%
  • Slået smut med sten på stranden: 80%
  • Snorklet eller dykket i havet: 33%
  • Jeg har ikke prøvet nogle af tingene: 0%
  • Husker ikke: 0%

Hvordan synes du, det er at være ved eller i havet eller søer?

  • Sjovt: 83%
  • Kedeligt: 6%
  • Afslappende: 25%
  • Farligt: 5%
  • Skræmmende: 5%
  • Spændende: 56%
  • Ulækkert: 11%
  • Noget andet – skriv gerne hvad: 3%
  • Ved ikke: 3%

Epinion har spurgt forældrene:

Hvilke af følgende aktiviteter har dit barn prøvet?

  • Badet i havet
    • Prøvet i Danmark: 96%
    • Prøvet i udlandet: 61%
    • Har mit barn ikke prøvet: 2%
  • Soppet i vandkanten
    • Prøvet i Danmark: 98%
    • Prøvet i udlandet: 65%
    • Har mit barn ikke prøvet: 2%
  • Dykket eller snorklet under vand i havet
    • Prøvet i Danmark: 31%
    • Prøvet i udlandet: 27%
    • Har mit barn ikke prøvet: 58%