Efteråret vrimler med spiselige svampe, du selv kan plukke i naturen.

Men hvordan skal du bruge de lækre fund, når du kommer hjem i køkkenet?

Frygt ikke, der er massevis af inspiration at hente.

Her kommer vi med 3 opskrifter, som kan forvandle svampene til dejligt tilbehør til dine efterårsretter.

Læs også: 5 almindelige spisesvampe du skal kende

Natur og Miljø

Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.

Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?


Trifolati med svampe


Det skal du bruge:

500 g svampe som f.eks. Karl Johan eller violet hekseringridderhat

1-2 fed hvidløg

1 spsk. hakket persille

3 spsk. ekstra jomfruolivenolie

Chiliflager

Salg og peber

Sådan gør du:

Når du skal rense svampene, skal du være omhyggelig. Skrab stilkene rene med en kniv, og rens hatten med en fugtig klud, så du fjerner alle jordrester.

Skær svampene groft ud, og hak persillen fint.

Hæld tre spsk. olivenolie på en pande, opvarm ved lav varme, og tilføj hvidløg og chili efter smag. Steg det forsigtigt i 2-3 minutter, og vær opmærksom på ikke at brænde hvidløget.

Skru varmen op til medium, og tilføj svampene til panden. Steg svampene, indtil de er færdige – tiden afhænger af, hvilke svampe du bruger, men lad dem få en flot brun stegeoverflade.

Rør rundt i svampene jævnligt, smag dem til med salt, og fjern hvidløget fra panden.

Tilføj persille og steg videre i 2-3 minutter. Servér straks enten som tilbehør eller i en pastaret.


Svampesmør


Det skal du bruge:

500 g gammeldags kærnet smør

500 g finthakket brungul rørhat (eller granmælkehat). Du skal bruge en blender.

30 g æblecider

100 g skalotteløg

2 fed sort hvidløg - kan købes i adskillige supermarkeder

5 g tørret svampepulver

8 g havsalt

Peber og allehånde

Olie

Sådan gør du

Varm olien i en kasserolle, og steg de hakkede svampe, til de er gyldne.

Tilsæt løg, sort hvidløg og svampepulver til gryden, og lad det stege lidt.

Tilsæt æblecidereddike, salt, peber og allehånde, og lad det koge ind i et minut.

Kom smørret i gryden, og lad det stå ved lav varme i 15 minutter. Hæld massen i en beholder, og sæt den på køl.

Kør massen en-to gange i en blender, indtil den ønskede konsistens er opnået.

TIPS

Denne portion er stor og giver i nærheden af et kilo svampesmør. Man kan selvfølgelig skalere ned, hvis man skal lave en mindre portion.

Smørret kan bruges til at give supper og saucer mere smag. Ellers fungerer det også godt på ristet brød med lidt ristede svampe.

Ønsker man yderligere umamismag, kan man tilsætte 50 g miso til smørret.


Konserverede svampe


Det skal du bruge:

1 kg svampe (f.eks. brunstokket rørhat, granmælkehat, kantarel)

500 ml vand

500 ml hvidvinseddike

1 spsk. havsalt

1 spsk. sukker

800 ml olie (raps eller solsikke)

Sorte peberkorn

Sådan gør du:

Rens svampene grundigt med en fugtig klud, og vær opmærksom på, at du fjerner alt jord.

Skær enderne af stokkene, og tør svampene godt af.

Put vand, eddike, sukker og salt i en gryde, og bring den i kog. Tilføj svampene og kog dem i 5 minutter.

Når svampene er klar, hældes væsken fra. Lad dem tørre på et rent viskestykke i minimum 15 minutter.

Placer svampene i et steriliseret sylteglas. Tilføj peberkorn.

Hæld olien over, og rør rundt med en gaffel, indtil svampene er helt dækket af olie, og der ikke er nogen luftbobler tilbage. Luk glasset, og stil dem mørkt og køligt uden direkte sollys. Svampene er klar til at spise efter en uge.


Modtag Natur og Miljø i postkassen

- og støt en god sag