Har du lyst til anderledes oplevelser i nattens natur, så er der gode muligheder næste weekend. Den 7.-9. maj inviterer foreninger og organisationer til en række arrangementer, hvor der er fokus på oplevelser om natten i naturen.

På hjemmesiden voresnatur.nu kan du se, om der er nogle spændende arrangementer i nærheden af dig.

Vil du hellere selv tage med familie eller venner på eventyr i naturen i mørket, så er her lidt inspiration til fem spændende natte-aktiviteter.

Læs også: Find inspiration til aktiviteter i mørket i pjecen 'Nat i naturen'

1) Sov i naturen

Det er skønt at falde i søvn og vågne til naturens lyde. Og du kan sove udendørs på mange måder. I telt, shelter, i primitiv bivuak eller under åben himmel ude i naturen. Eller måske bare den helt simple løsning med at sove udendørs på altanen eller i haven.

Husk at tjekke vejrudsigten og tag tøj med efter temperaturen. Og pak det mest nødvendige som lommelygte, snacks og vand.

Læs mere: Overnat i naturen på 3 måder

2) Leg i mørket

Når vi får sværere ved at se i mørket, så bliver vores andre sanser forstærket. Og der er mange lege og aktiviteter, som er gode til at få aktiveret sanserne.

Du kan lave et lille natløb, hvor bare det at finde posterne kan være en udfordring. I kan sætte jer stille sammen og prøve at registrere de mange forskellige lyde, og måske tegne dem ind på et kort, hvis I kan identificere, hvor de kommer fra. I kan arrangere en sansetur, hvor I skal følge en snor i mørket og undervejs mærke på ting og gætte, hvad det er. Og mange almindelige lege som dåseskjul bliver ekstra spændende i mørket, når man i ly af mørket kan forsøge at snige sig lydløst forbi fangeren.

Læs mere: 4 lege i mørket

3) Find nattens dyr

Når mørket falder på, går nogle dyr i seng ligesom mennesker. Men til gengæld kommer der liv i de nataktive dyr, som vi sjældent møder. Flagermus, grævlinge, ræve, frøer og pindsvin er nogle af dem.

Hvis du har mod på at være stille og lidt tålmodig, så kan det være en sjov aktivitet at prøve at finde nogle af de nataktive dyr, mens de pusler rundt i mørket.

Læs mere: 5 nataktive dyr, som du kan finde i mørket

4) Nyd stjernehimlen

I godt selskab kan man nemt bruge timer på at se på stjerneskud og stjernebilleder – og opfinde sine egne.

De bedste betingelser for at se på stjerner findes uden for byerne, hvor man kommer væk fra lysforureningen. Det kan være en god shelterplads langt byer eller ved kysten, hvor man kan kigge ud over havet. Kig på vejrudsigten og vælg en skyfri aften.

Læs mere: 10 tips til stjernekiggeri

5) Hyg ved bålet

Nat i naturen og bål hænger godt sammen. At sidde i varmen fra bålet og stirre ind i flammerne og gløderne gør de allerfleste glade og afslappet. Det kan også være en dejlig aktivitet at lave mad over bålet.

Husk at have styr på sikkerheden og tjekke reglerne for bål, inden I går i gang.

Læs mere: Tre gyldne regler for bål