Frugt, grøntsager og hvedemel. Det er nogle af de vigtigste fødevarer, du skal købe økologisk, hvis du gerne vil undgå rester af pesticider i din krop.

Ifølge DTU Fødevareinstituttet er der ni fødevarer, som er kilde til næsten to tredjedele af alle de rester af pesticider, der ender i vores krop gennem maden.

Her kan du læse om de ni fødevarer, og om hvor ofte der er rester af pesticider i de ikke-økologiske fødevarer.

Sig nej til pesticider

Det er ikke kun vores fødevarer, der indeholder rester af pesticider. Det findes også i over halvdelen af vores drikkevandsboringer.

Hjælp os med at beskytte vores fremtidige drikkevand med din underskrift.

1. Æbler

Æblet er den fødevare, der bidrager mest til danskernes indtag af rester af pesticider. Hele 15 procent af de pesticider, vi får ind med maden, kommer fra æbler. Det skyldes, at æbler er en af de fødevarer, som vi danskere spiser flest af. Derudover indeholder ikke-økologiske æbler ofte rester af pesticider, og vi spiser dem generelt med skræl på.

I 2021 indeholdt 61 procent af de danske æbler rester af pesticider. Det samme gjaldt for 90 procent af de udenlandske.

2. Salat

Salat er kilde til ni procent af de rester af pesticider, danskerne får ind med maden. Dermed er genvejen til mindre pesticider i maden også at skifte konventionelle salater ud med økologisk salat.

58 procent af dansk salat indeholdt i 2021 rester af pesticider, mens det gjaldt for 43 procent af den udenlandske salat.

3. Tomater

Tomater står også for en stor del af de rester af pesticider, vi indtager med maden. Den røde sag er kilde til 8 procent af det.

I 2021 indeholdt syv procent af de danske tomater rester af pesticider, mens det gjaldt for hele 80 procent af de udenlandske ikke-økologiske tomater.

4. Hvedemel

Hvedemel er kilde til syv procent af de rester af pesticider, vi indtager med maden. Da vi danskere er glade for at bage, udgør ikke-økologisk hvedemel en stor del af vores indtag af pesticider.

Der blev i 2021 fundet rester af pesticider i 31 procent af det danske ikke-økologiske hvedemel. Det samme gjaldt 67 procent af det udenlandske.

5. Kartofler

Syv procent af de pesticid-rester, vi indtager med maden, kommer fra kartofler. Og den er en stigende kilde til rester af pesticider i kroppen, da den i tidligere undersøgelser kun bidrog med tre procent.

Ifølge myndighedernes prøver fra 2021 var der rester af pesticider i 22 procent af de danske ikke-økologiske kartofler, mens det gjaldt 31 procent af de udenlandske.

6. Agurker

Agurker er kilde til syv procent af de rester af pesticider, vi indtager med maden. Dermed er det en god ide at skifte agurkestængerne i madpakken ud med de økologiske af slagsen.

I 2021 var der rester af pesticider i 36 procent af de ikke-økologiske danske agurker. Det gjaldt 59 procent af udenlandske.

7. Pærer

Pærer er kilde til fem procent af de rester af pesticider, vi indtager med maden.

I 2021 fandt man, at der var rester af pesticider i 45 procent af de danske pærer, mens der blev fundet rester af gift i hele 96 procent af de udenlandske pærer.

8. Jordbær

Jordbær er kilde til tre procent af de rester af pesticider, vi indtager med maden. De røde bær indeholder meget ofte rester af pesticider, men fordi vi ikke indtager lige så mange jordbær som eksempelvis æbler og tomater, udgør pesticider fra jordbær en mindre andel.

Der er god grund til at gå efter de økologiske jordbær: Tallene fra 2021 viser, at hele 86 procent af de danske, konventionelle jordbær indeholder pesticidrester. For de udenlandske gør det sig gældende for 97 procent.

9. Vindruer

Vindruer er kilde til tre procent af de rester af pesticider, vi indtager via maden.

I 2021 tog de danske myndigheder kun prøver af udenlandske vindruer. Men der var til gengæld rester af pesticider i næsten alle sammen: Hele 98 procent.

Vil du være med til at kæmpe for en ren natur?

Fakta om undersøgelsen

  • DTU Fødevareinstituttet har undersøgt rester af pesticider i fødevarer i Danmark i rapporten Pesticide Residues in Food on the Danish Market.
  • Resultaterne dækker perioden 2012-2017.
  • Resultaterne viser, at der er langt flere fund af pesticider i frugt og grøntsager end i andre afgrøder.
  • Resultaterne er brugt til at beregne eksponeringen for den danske befolkning fra fødevarer ved at gange gennemsnittet af pesticidindhold med det gennemsnitlige forbrug af fødevarerne.
  • De analyseresultater, der ligger til grund for rapporten, er generelt udført på rå afgrøder og ikke på skrællede eller tilberedte produkter.
  • Tallene om pesticider i fødevarerne i 2021 stammer fra Fødevarestyrelsens rapport Pesticidrester i fødevarer 2021.