Du kender det sikkert: Du kommer gående ned ad den smukkeste skovsti og pludselig forstyrres idyllen af noget skrald, der ligger og flyder langs stien.

Der er henkastet affald overalt i Danmark, og skraldeindsamling er for længst gået hen og blevet en vaskeægte folkesport. Eksempelvis samlede en facebookgruppe, dedikeret til formålet, på knap tre uger over 20.000 medlemmer:

- Det er virkelig dejligt, at flere og flere får øjnene op for, at skrald ikke hører hjemme i det fri, men i stedet i skraldespanden, siger Charlotte Juul, projektleder for Affaldsindsamlingen i Danmarks Naturfredningsforening.

Du kan selv være med til at samle affald til den årlige Affaldsindsamling og finde en indsamling nær dig.

Cirkulær økonomi er vejen til et affaldsfrit samfund

Selvom det er positivt, at der er flere og flere danskere, der kaster sig ud i at samle skrald på deres daglige gåture, så ville det være langt bedre, hvis skraldet slet ikke havnede i naturen i første omgang.

Her kommer cirkulær økonomi ind i billedet. Og selvom navnet får konceptet til at lyde tørt, så er det vejen frem, hvis vi skal affaldsproblemet til livs:

- Helt forsimplet betyder cirkulær økonomi, at alle de ting vi omgiver os med skal genbruges og genanvendes, så de ikke ender i skraldespanden - eller som henkastet affald i naturen. Eksempelvis skal engangsemballage udskiftes med emballage, som kan bruges igen og igen og igen, forklarer Mette Hoffgaard Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Danmark er ifølge Eurostat det land i Europa, der producerer mest affald pr. indbygger. Det er nok er en af grundende til, at Affaldsindsamlingen år efter år kan sende tusindvis af mennesker på gaden efter skrald.

Læs også: Scheweiz genbruger take away-emballage

Fuld cirkulær økonomi i 2050

Lige nu har Danmark en lineær økonomi. Det betyder, at vi udvinder naturressourcer, laver produkter, forbruger produkterne og smider dem ud som affald.

Vi har f.eks. engangsemballage, som vi kun bruger én enkelt gang, inden det bliver til affald. Det ønsker Danmarks Naturfredningsforening at ændre på:

- Vi arbejder for, at vi inden 2050 har en fuld cirkulær økonomi herhjemme. Sådan at hele vores samfund bliver indrettet efter cirkulære principper, forklarer Mette Hoffgaard Ranfelt, og fortsætter:

- Det betyder bl.a., at virksomheder ikke længere skal producere og sælge artikler, som kun kan bruges én gang, og at vi skal blive bedre til reparere vores produkter, genbruge dem og genanvende i lukkede kredsløb, forklarer Mette Hoffgaard Ranfelt.

Cirkulær økonomi handler om en ændret mentalitet:

  • Vi retænker: Vi skal ikke eje, men vi skal dele, leje og låne
  • Vi reducerer vores forbrug
  • Vi genbruger produkter mange gange
  • Vi genanvender ressourcerne til nye produkter

Læs mere om cirkulær økonomi her

alt
Mette Hoffgaard Ranfelt
Miljøpolitisk chefrådgiver