Over halvdelen af Danmarks areal bliver sprøjtet med gift. Flere gange. Hvert år.

- Mange miljøministre har gennem tiden prøvet at få landbruget til at sætte sprøjtegiftforbruget ned. Hidtil uden held. Det er hverken naturen, danskerne eller landbruget tjent med. Vi ønsker ikke et landbrug på sprøjten, siger Ella Maria Bisshop-Larsen, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Den holdning deler et flertal af danskerne. 51 procent mener, at det konventionelle landbrug generelt bruger for meget sprøjtegift. Det viser en ny undersøgelse, der er lavet i forbindelse med Øktober-kampagnen.

Danmarks Naturfredningsforening vil sætte ekstra skub i økologien som det sprøjtefrie alternativ til de traditionelle fødevarer - under overskriften 'Et Sprøjtefrit Danmark'.

Over 2.000 ton sprøjtegift om året

Danske landmænd sprøjter deres marker med gift flere gange om året for at slå ukrudt, svampe og skadedyr ihjel.

Ifølge de seneste tal fra Miljøstyrelsen bruger landbruget i alt 2.617 ton sprøjtegifte om året.

- Danmarks Naturfredningsforening arbejder for, at vi på sigt omlægger til 100 procent økologi for at undgå sprøjtegifte. Det er også et samfundsansvar, som vi alle kan være med til at løfte, siger Ella Maria Bisshop-Larsen.

Rester af de store mængder sprøjtegifte ender i vores mad, drikkevand og i sidste ende vores kroppe. Det bekymrer en af Europas førende forskere på området.

Danskerne køber økologi for at undgå sprøjtegift

- Inden for alle slags pesticider er der mindst et af hver slags, vi ved, er skadeligt for menneskets hjerne. Nogle af dem fordi de er målrettet til at skade nervesystemet hos skadedyr. Vi kender allerede 100 pesticider, som kan føre til symptomer fra hjernen. Og vi regner med, at de alle er farlige, specielt for fostre, siger Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin og forskningsleder på SDU.

Sammen med seks andre forskere skrev han sidste år en videnskabelig rapport for Europa-Parlamentet, der anbefalede EU at satse helt eller delvist på økologien for at mindske borgernes indtag af sprøjtegiftrester.

Danskerne har taget forskernes bekymring til sig og gør allerede noget ved problemet. En ny undersøgelse viser, at tre ud af fire danskere køber økologi, og den primære årsag er, at de vil undgå rester af sprøjtegift i maden.

Støt økologien

Du kan støtte arbejdet for mere økologi og mindre gift ved at melde dig på et Øktober-hold:

Så meget sprøjter danske landmænd

  • Landbruget bruger i alt 2.617 ton sprøjtegifte om året
  • Hvert år sprøjtes 21.710 km² med gift
  • Det svarer til 50,7 procent af Danmarks samlede areal
  • Der bliver brugt over 150 forskellige sprøjtegifte herhjemme

Kilde: Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelstatistik 2015

Hvilken påstand om konventionelt landbrug er du mest enig i?

51 % Landbruget anvender generelt for mange pesticider
32 % Landbruget anvender den nødvendige mængde pesticider
2 % Landbruget anvender generelt for få pesticider
15 % Ved ikke

Kilde: Coop Analyse, blandt 1.016 voksne danskere.

alt
Michael Ohmsen
Kampagneansvarlig
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 31 19 32 14