Skadedyrsbekæmpere skal være bedre til at sige nej til opgaver, når borgere ringer og vil have et bibo udryddet. Det mener Danmarks Naturfredningsforening efter en række episoder sidste sommer, hvor kolonier af fredelige bier blev dræbt med gift.

For efter en mild vinter er lyden af de nyligt udklækkede bier, hvepse, brumbasser og svirrefluer nu ved at fylde Danmark. Og Therese Nissen, biolog i Danmarks Naturfredningsforening, frygter endnu flere misforståelser, når de små insekter bruger haver og parker som bosted.

- Man kan måske godt blive forskrækket, hvis der pludselig er flyttet en masse murerbier ind i fugerne i huset, eller hvis en masse buksebier eller murerbier har fundet det perfekte sted til deres reder i jorden i den lokale park, og derfor tilkalde en skadedyrsbekæmper. I sådan en situation er det vigtigt, at bekæmperen kan fortælle, at bierne hverken er farlige eller har tænkt sig at blive særlig længe, siger Therese Nissen fra Danmarks Naturfredningsforening.

Meld dig ind og hjælp os med at passe på naturen

Insekterne rykker ind i byen

Det var især sagen fra Hundested i juni sidste år, hvor tusindvis af buksebier blev sprøjtet væk, der trak opmærksomhed på problemet.

Læs: Kommuner under kritik: Aflivede 100.000 harmløse bier

Her lød forklaringen fra kommunen, at de mange buksebier var for tæt på en skole. Kommunen beklagede senere fejlen.

-Her kunne det have været fantastisk med en skadedyrsbekæmper, der kunne fortælle, at buksebierne er helt fredelige og fascinerende at observere. Så kunne eleverne have lært om det i stedet for at se lidt lokal natur blive udryddet, siger Therese Nissen.

Læs: Buksebier fik deres eget areal på campingplads: De skal have fred til at grave

Buksebien er almindelig i Danmark, men generelt er de vilde bier i kraftig tilbagegang. Det er til dels på grund af sprøjtegifte, men især på grund af manglende levesteder, altså god natur, som bierne kan bo i og spise af.

- Og med en skrumpende natur er det naturligt, at naturen nogle gange rykker ind til byerne, siger Therese Nissen.

Brancheorganisation: Vi får mange henvendelser fra folk om jordbier

Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer er enig i, at vidensniveauet om insekter bør øges – også blandt skadedyrsbekæmpere. Morten Helholm, biolog i Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer, fortæller, at skadedyrsbekæmpere allerede får mange henvendelser om jordbier.

- Vi skal have udbredt kendskabet til det her problem, så vi ikke ender i misforståelser, hvor fredelige bier bliver dræbt, og have sat fokus på biernes kæmpestore betydning, f.eks. som bestøvere af de tidlige forårsblomster, siger han.

Skal man have fat i en skadedyrsbekæmper er det vigtigt, at man tager fat i i én, som er medlem af brancheforeningen, påpeger Morten Helholm og Therese Nissen. Her er der nemlig mere fokus på, hvornår man skal sige nej til at udføre en skadedyrsbekæmpelse.

Se og læs om forskellen på de forskellige bier her

Fakta: Det foreslår DN

  • DN ønsker, at miljøministeren sætter krav om at alle skadedyrsbekæmpere, der anvender biocider, kan fremvise et gyldigt sprøjtecertifikat.
  • Derudover at man har deltaget i et AMU-kursus i genkendelse og levevis af forskellige insekter, herunder vilde bier.
  • Vilde bier stikker usandsynligt sjældent. Derfor: Lad de vilde bier være og nyd det, hvis de er flyttet ind i din have, fugerne i en mur, i parken eller vejsiden. Hvis du møder et bo er bierne der kun et par uger, og så er de voksne individer væk igen.
  • Vær obs. på, at biernes larver lever videre i deres reder. Så ved du, at du har reder fra vilde bier, så pas godt på dem, lad være med at ødelæg dem når de voksne bier forsvinder.
alt
Therese Nissen
Natur- & miljøpolitisk rådgiver