Nana Agger fornemmede intet ud over det normale, da hun for et par uger siden kørte sin campingvogn ind på Venø Klit Camping.

Men hurtigt opdagede hun en masse aktivitet på nabogrunden. Hun fandt ud af, at en buksebikoloni var flyttet ind.

-Efter de første par dage tog de til i mængden. De var enormt sjove og imponerende at betragte, fordi man tydeligt kan se, hvordan de bruger deres ben til at grave huller. Og jeg syntes, det var synd, hvis de hele tiden skulle blive forstyrret i deres byggeri, siger Nana Agger, der kommer fra Svendborg og er kunstner.

Nana Agger handlede hurtigt. Hun fik campingpladsens administration til at levere stolper og afspærringsbånd. Nu har bierne et område på cirka 125 kvadratmeter at boltre sig på. Kolonien består af hundredvis af små huller spredt ud over området, som bierne graver, og hvor hunnen lægger æg.

Kom i tanker om uheldig aflivningssag fra Hundested

Både børn og voksne kommer ofte forbi biernes campingområde for at kigge på bierne, som meget, meget sjældent stikker. Så fortæller Nana Agger om buksebiernes adfærd til stor fornøjelse for publikum.

Kunstneren har også lavet et fint skilt, der informerer forbipasserende om buksebi-aktiviteten.

Nana Agger fortæller, at der for nylig var en mor forbi med tre små piger, og moren fik hurtigt advaret mod at gå for tæt på bierne. Da Nana Agger fortalte, at bierne faktisk er fredelige og ret søde, gav familien sig til at gå rundt mellem hullerne og kigge på bierne.

Især efter at Nana Agger har fortalt campingpladsens gæster om, hvor fredelig bierne er, har ingen ønsket bierne fjernet. Flere havde også hørt om historien fra Hundested, hvor en stor buksebikoloni blev aflivet med gift, fordi kommunen ikke vidste, bierne var fredelige. Den sag kunne Nana Agger også huske.

Læs om sagen fra Hundested: Tusindvis af fredelige bier aflivet

-Hvis det havde været hvepse, der stak, var det måske ikke så rart. Men der er absolut ingen grund til at komme af med buksebierne, der jo lever helt fredeligt. Vilde bier har det ikke godt, og vi skal beskytte de dyr, der samler pollen og skaber liv, siger Nana Agger.

Fakta om buksebien:

  • Buksebien er en enlig bi, hvilket betyder, at en hun har sin egen rede, hvor hun samler pollen til bibrød, lægger et æg og forsejler cellen, og så laver hun en ny celle.
  • En koloni består af en masse gange og huller, og hver enkelt gang under jorden kan blive op til 70 cm, lange. Bierne graver gangene med deres store ben.
  • De enlige bier er meget lidt aggressive, og skal virkelig irriteres før de stikker, og hvis de stikker, så vil det ikke føles særlig slemt som fx et stik fra en honningbi eller hveps.

Buksebier er et fascinerende dyr

Efter sagen om aflivning af en buksebikoloni i Hundested har flere været ude for at kritisere kommunens reaktion. Therese Nissen, der er biolog i Danmarks Naturfredningsforening, udtalte sig til TV2 for at fortælle om, hvordan man skulle have håndteret bierne.

- Man kunne sagtens have spærret den lille del af fortovet af, sat et skilt om, at her bor der altså nogle buskebier de næste par uger. Det ville samtidig være en fantastisk måde at formidle, at naturen godt kan være midt i byen, sagde Therese Nissen blandt andet.

Sådan kan du gøre en forskel for bier og andre insekter

Buksebier er nemlig notorisk fredelige og skal nærmest nulres mellem fingrene, før de stikker fra sig. De er kendt for at lave deres reder i kolonier i bl.a. løs, sandet jord, som f.eks. parkeringspladser og små stier. Derfor er de ofte tæt på mennesker, hvilket altså kan give nogle misforståelser.

Buksebien er almindelig i Danmark, men vilde bier er generelt truede. De er vigtige for vores økosystem, fordi de bestøver planterne og giver større biodiversitet.