Virksomheder, boligselskaber, kirker og ejerforeninger vil gerne hjælpe Danmarks trængte insekter. Faktisk vil de det så meget, at Danmarks Naturfredningsforening nu har slået frivilligstillinger op i hver af landets kommuner.

Knap 100 sommerfugleambassadører skal komme insekterne til undsætning ved at få deres kommuner til at blomstre.

Baggrunden for indsatsen er dyster. Over halvdelen af Danmarks sommerfugle er truede, sårbare eller helt forsvundet. Det skyldes primært, at sommerfuglene mangler levesteder med en god variation af nektarrige planter, som de lever af og på.

Men det er netop det, de frivillige sommerfugleambassadører skal ud og arbejde for at ændre.

Sommerfugleambassadører skal få kommunerne til at blomstre

En sommerfugleambassadørs opgave bliver at opsøge virksomheder, ejerforeninger, kirker, institutioner og lignende og hjælper dem med at omlægge dele af deres arealer til at blive insektvenlige. Det indebærer typisk en masse, smukke blomstrende planter.

Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, opfordrer alle til at søge frivilligjobbet:

- Alle undersøgelser lige nu viser, at vores insekter forsvinder i en alarmerende hast. Derfor må vi have alle mand på dæk for at inspirere og hjælpe de steder, hvor en stor, kortklippet græsplæne kunne forvandles til et paradis for sommerfugle, vilde bier og andre insekter.

Ansøg frivilligstillingen her

Kampen for insekterne skal vindes lokalt

Danmarks Naturfredningsforening har de sidste år arbejdet hårdt for at vende insektkrisen herhjemme bl.a. ved at lancere en vildengsblanding til haverne sammen med COOP og gennem en succesfuld kampagne imod neonikotinoider (bidræber) i dansk landbrug.

Men kampen for insekterne skal vindes lokalt og hver kvadratmeter tæller, når det handler om at skabe nye levesteder for bier, sommerfugle og biller.

- Den største trussel imod vores insekter er manglen på plads. Målet er et blomstrende og langt mere insektvenligt Danmark, end det vi kender i dag, og som en græsrodsforening tror vi på, at frivillighed er løsningen. Vi har allieret os med de dygtigste insekteksperter og fagfolk på området, så vores ambassadører kan forvente at blive godt klædt på til opgaven, siger Simon Leed Krøs der er projektleder for sommerfugleambassadørerne.

Sommerfugleambassadør er et frivilligt job

Stillingen som sommerfugleambassadør er foreningens første frivilligjob nogensinde. De udvalgte ambassadører skal deltage i en obligatorisk kursusdag og indgår i et netværk af ambassadører fra hele landet med samme mål.

Der vil også blive udnævnt en komite, der har overblik over projekterne og sørger for, at alt går rigtigt for sig. Komiteén vil blandt andet bestå af Michael Stoltze, biolog og forfatter til flere bøger om sommerfugle.

- Projektet skal foregå fagligt korrekt, og uden at ødelægge eksisterende natur. Derfor hjælper vi løbende ambassadørerne og sørger for, at de nye insektvenlige arealer rent faktisk gør gavn for naturen, siger Michael Stoltze.

Virksomhederne står i kø for at hjælpe insekter

Danmarks Naturfredningsforening oplever netop nu helt ekstraordinært mange henvendelser fra specielt virksomheder, som vil omlægge deres frie arealer til gavn for insekter.

Virksomhederne kan blive Sommerfuglepartner hos Danmarks Naturfredningsforening, hvis de udlægger mindst 20% af deres areal til natur og er virksomhedsmedlem hos foreningen.

Til gengæld kan virksomheden se frem til rådgivning, startkit, et sommerfuglepartnerskilt og en sværm af nyttige insekter til sommer.

Virksomheder kan ansøge via hjemmesiden her

Object reference not set to an instance of an object.