Selvom guldsmeden er et iøjefaldende flot insekt med dens mange changerende gyldne farver, der fanger øjet, når den flyver rundt i sensommersolen, så har den ikke altid haft det flatterende navn - guldsmed.

Tidligere blev den kaldt 'Fandens Ridehoppe', 'Firvinge' og mest brugt var navnet 'Øjenstikker', som nordmændene og tyskerne også kaldte den.

- Selvom den så vidt vides aldrig er gået til angreb på øjne, har europæisk folklore haft et negativt syn på den, siger Thomas Neumann, naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening.

I Japan står guldsmeden for styrke, mod og lykke, og man kan da forestille sig, at dens japanske navn lever op til dens ry.

Guldsmeden overgår dronen

Alle droners moder må være guldsmeden. Den kan nemlig styre sine fire vinger individuelt og synkront – den kan stå stille i luften, flyve baglæns, flyve i slæbegear og fare af sted i superfart.

Den er blandt de bedst seende insekter, og den kan styre sine øjne asynkront, så den på en og samme tid kan kigge på et flyende bytte og samtidig holde øje med sine omgivelser.

Guldsmedene parrer sig i sensommeren før kulden begynder at komme og deres føde, de små insekter, forsvinder.

Den harmløse guldsmed

Det relativt store insekt kan måske virke en smule frygtindgydende, når den kommer flyvende imod en, men guldsmeden gør ikke mennesker fortræd.

Hvis den er træt, kan den dog godt finde på at hvile sig på mennesker, men det er også alt, den gør.

I gamle dage troede man, at den stak folks øjne ud, deraf det gamle navn, men det kan det misforståede insekt altså ikke finde på.