Er der noget bedre end at få en klimavenlig, personlig og overraskende julegave, som giveren har lagt blod, sved og tårer i at finde på og udføre?

Det mener vi ikke! Lav dine julegaver selv og spar både penge og CO2.

Her er nogle gode idéer til hjemmelavede julegaver, du eller dine børn kan overraske med juleaften.

Din hjemmelavede julegave kan være en oplevelse

En oplevelse i naturen kan være gratis, og du er endda med til at hjælpe klimaet.

Pak en picnic-kurv, og tag modtageren med i din yndlingsnatur. Mangler du idéer til områder, så download vores guide til 15 fantastiske fredede områder i Danmark, eller se vores liste over smukke naturområder fordelt på landsdele.

Husk, der findes masser af børnevenlige og smukke udflugtsmål og aktiviteter i den danske natur. For eksempel Skovtårnet ved Næstved, Den Blå Planet ved Kastrup, Naturkraft ved Ringkøbing, Økolariet ved Vejle og meget mere.


Giv hjemmelavede julesnacks i julegave

Juletid er ganske vist ikke den mest frodige sæson for sanketure og spiselige planter. Men der er alligevel gode ting at hente, hvis bare man ved, hvordan man skal bruge dem.

For eksempel kan du lave lækker snaps af slåenbær, tørrede tangchips- og salt eller lækker citronsukker fra de overflødige appelsinskræller.

Se opskrifterne på lækre julegodter.


Årets bæredygtige julegave

Med et grønt gavemedlemskab hos Danmarks Naturfredningsforening giver du ikke kun vores natur, klima og miljø en gave. Modtageren får nemlig samtidig en lang række medlemsfordele, f.eks. rabat i Friluftsland og adgang til tusindvis af gratis ture i naturen hvert år.

Årets julegave varer og giver værdi et helt år. Samtidig er du med til at støtte vores arbejde for at beskytte naturen og de arter, der lever der, at sikre rent drikkevand og passe på klimaet.

Du undgår også at skulle ud i julemylderet i gågaden eller centeret - du kan nemlig printe gavemedlemskabet ud selv.


Hjemmestrikkede karklude

Dette er en tendens, der kun bliver mere og mere populær. Og med god grund. Hjemmelavede karklude er en hyggelig, brugbar og til tider smuk gave. Du kontrollerer farve og garn, og du sparer hav- og vandmiljøet for det skadelige mikroplast, der ofte gemmer sig i karklude.

Og oven i købet er den klimavenlig, da man sparer både materiale og plastikemballage, som ellers ville købe i supermarkedet.

Strik eller hækl dine egne karklude og bind dem find ind som på billedet. Hvem ville ikke blive glad for sådan en fin og personlig gave?

Der er masser af forskellige strikke- og hækleopskrifter på nettet, som du kan få gratis adgang til ved en simpelt søgning. Ellers kan du følge denne simple strikkeopskrift:

Falsk rib: Slå 58 masker op på pind 3 og følg mønster: 1. pind: Alle masker ret. 2. pind: *1 ret, 1 vrang*, gentag *-*. Gentag mønster til karkluden måler ca. 21 cm i længden. Luk af på en pind 1 hvor alle masker strikkes ret.


Hjemmelavet julegave: Giv dyrene et hjem i julen

De kan være hundedyre at købe, men de skaber enorm værdi for biodiversiteten i haverne. Insekt- dyre- eller bihoteller er den perfekte hjemmelavede gave, som hjælper naturen og de insekter og smådyr, der besøger haven.

Glæd modtageren ved at fremstille et hjemmelavet bo, så de kan gå hjem og skabe varme og ly for havens beboere. Du kan lave boet på mange forskellige måder og i forskellige størrelser.

Umiddelbart skal du kun bruge noget træ eller en ølkasse, der kan danne rammen om hotellet. Kvas, mos og småkviste skal bruges til at skabe ly og småhulrum til insekterne. Derudover er en lille potte genial til at bo i, samtidig med at den giver god beskyttelse, hvis du vender bagsiden ud af. Dertil er det altid en god idé med cylinderformede rør, som især de enlige bier godt kan lide at overvintre i. Det kan være bambus, tagrør eller stykker træ, du borer huller i på langs.

Se guiden til insekt- og bihoteller


Hjemmelavet oplevelse som julegave: Lav en skattejagt

Denne er et hit især for børnene. Giv modtageren en julegave, de sent vil glemme, nemlig en hjemmelavet julegave: En skattejagt i et udvalgt naturområde. Det kan være parken, skoven eller stranden, de bor tæt på.

Tag ud til det valgte område med pen og papir eller en tablet og lav et nogenlunde akkurat kort over stier, kendetegn, bygninger og træer. Udpeg et sted, som er ”målstregen” for modtageren og hvor I måske oven i købet planlægger en ekstra overraskelse.

Jeres hjemmelavede kort pakker I flot ind, og når modtagerne åbner det, vil de glæde sig til at gå på opdagelse. Hvis I vil, kan I møde vedkommende på målstedet og stå klar med jeres overraskelse. Det kan være en lækker snack eller en termokande med varm kakao.


Hjemmelavet julegave: Kunst med sten

Lav bogstøtter eller søde figurer til vindueskarmen med sten, du finder på stranden eller i skoven. Alle sten er forskellige, og nogle ligner måske endda et dyr eller et ansigt. Du kan enten lakere stenene, spraye dem med glimmer eller male dem i sjove og smukke motiver.

Kun fantasien sætter grænser for hvad du kan pynte stenene med, og de kan bruges til alverdens ting. Velkomstskilt på døren, bogstøtter eller kreative klodser til at skabe ”hegn” om forskellige elementer i din have, f.eks. blomsterengen, dammen eller kvashegnet.