Selvom skovbundens anemoner ville pynte i haven, eller orkideen gøgeurt ville se fantastisk ud i en vase på stuebordet, så skal du lade blomsterne stå i naturen. Men den regel gælder ikke for den smukke mangebladet lupin, der blomstrer netop nu.

Lupiner er måske blandt de smukkeste blomster, hvis du er til buketter og dekorationer. Og den gode nyhed er altså, at du meget gerne må plukke dem, når du møder dem i naturen og langs veje og stier. Du må dog ikke plukke lupiner fra private haver eller marker.

Du kan bl.a. finde lupiner i grøftekanterne og langs veje i og nær byer og boligkvarterer. Frøene fra lupiner kan nemlig sidde fast i bilers dæk eller sprede sig med plantejord.

Lupin er en invasiv art

Lupinen er ikke hjemmehørende i den danske natur, men er omvendt en invasiv art, der har spredt sig fra haver og marker. Her kan lupiner i første omgang være sået som grøntgødning eller - typisk for haverne - fordi blomsterne er smukke at se på og så dufter de også godt.

Når først lupiner havner i naturen, så er de svære at slippe af med igen. Lupiner har nemlig tre store fordele, når det kommer til overlevelse:

  1. De formerer sig let, når de kaster frø af sig i sensommeren.
  2. Deres rødder er tykke og stikker meget dybt. Derfor kan lupiner klare sig godt selv på meget tør og mager jord, fordi rødderne henter vand og næringsstoffer fra de dybere jordlag.
  3. De gøder selv jorden omkring sig, fordi de kan fiksere kvælstof fra atmosfæren. Via knoldbakterier på rødderne omdanner de kvælstoffet til ammonium, der bidrager til at gøde jorden omkring dem.

- Der er bakterier i selve rodknolden, der binder kvælstof fra jorden og på den måde laver næring til sig selv og jorden omkring den. Det betyder, at lupiner kan ændre plantesamfundet til fordel for plantearter som lupinen selv, der trives på næringsrig jord, forklarer Therese Nissen, der er natur- og miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Ifølge data fra GBIF (Global Biodiversity Information Facility) er mangebladet lupin udbredt i hele landet.

Kom med i klubben, der passer på naturen

Du må gerne plukke lupiner

Det er godt nyt for lupinen, at den er robust, men dårlig nyt for andre planter i den danske natur, som lupinen kan komme til at stjæle pladsen fra, når lupinen ændrer på balancen i jorden.

Mangebladet lupin eller havelupin, som de fleste lupiner i Danmark er, er på Naturstyrelsens observationsliste over arter, som der skal holdes særligt øje med netop på grund af dens evne til at overtage pladsen fra andre arter.

Derfor er det faktisk helt okay at plukke lupiner, så længe de ikke befinder sig på en privat grund - naturligvis.

Sådan bør du plukke lupiner

Faktisk er det at plukke eller "slå" lupiner med på listen over måder at bekæmpe den på. Dvs. at du kan plukke en skøn og smuk buket med hjem helt lovligt - faktisk gør du naturen en lille tjeneste.

Når du plukker lupiner, så ryk gerne hele planten med op. Oprykning bør især foregå nu og ikke i sensommeren, da oprykning i sensommeren kan føre til spredning af lupiner, da frøene er modne her.

Læs også: Ulovligt at grave planter op: Alligevel er flere sjældne planter stjålet

Slåning er en anden metode at bekæmpe lupiner på, men er jo ikke en god metode, hvis du ønsker at få glæde af blomsterne derhjemme.

Husk, at når du er færdig med at nyde lupinerne derhjemme, så skal du undgå at bidrage til spredning af lupiner til naturen. Smid derfor ikke lupiner ud i komposten eller kvasbunken i din have, men i din almindelige skraldespand.

Lær mere om bekæmpelse af mangebladet lupin hos Miljøstyrelsen

Undgå at plante lupiner i din egen have

De er meget smukke, farvestrålende og velduftende, men du bør ikke plante lupiner i din egen have, da de kan sprede sig til omkringliggende naturområder. Vælg i stedet for hjemmehørende blomster, der ikke vil kunne skade naturen.

- Du kan sagtens købe mere naturvenlige planter på planteskolen, som giver den samme glæde i haven, og som ikke overtager naturen, hvis de skulle sprede sig, siger Therese Nissen og nævner nogle alternativer:

  • Almindelige spiseærter: Ærteplantens blomster dufter skønt og pynter også i haven.
  • Kællingetand, der også er en ærteplante: Den er guf for humlebier!
  • Kopurt
  • Storkenæb
  • Almindelige gederams eller katost (disse trives godt i næringsrig jord).

Læs mere: Plant en vildeng i din have

Fakta om lupiner

  • Der findes rigtig mange forskellige arter af lupiner, men den mest almindelige i Danmark hedder mangebladet lupin eller staudelupin.
  • Mangebladet lupin bliver mellem 0,5 og 1,5 meter høj.
  • Lupiner hører til ærteblomstfamilien.
  • Lupiner blomstrer typisk i juni og juli.
  • Du kan finde lupiner langs veje, grøfter, ved bebyggelse og på sandede jorde.
  • Mangebladet lupin er typisk ensfarvet enten lilla, lyserød/rosa, gul eller hvid. Der findes også en regnbuelupin, der får flere forskellige farver blomster på samme plante.
  • Lupiner er kendetegnet af hjulformede blade og blomster, der sidder i en opret klase.
  • Lupiner er giftige.
alt
Therese Nissen
Natur- & miljøpolitisk rådgiver