I weekenden på Danmarks Naturfredningsforenings repræsentantskabsmøde blev der valgt en ny vicepræsident. Og med et overbevisende flertal blev den 46-årige Sebastian Jonshøj valgt til en af foreningens vigtigste tillidsposter. Han skal nu sammen med præsident Maria Reumert Gjerding stå i spidsen for foreningens politiske ledelse.

Med valget får foreningen en vicepræsident med årelang erfaring i organisationen. Han kalder sig selv for ”organisationens mand”, og ser det som sin vigtigste rolle at styrke det frivillige område i foreningen.

- Vi er ubetinget Danmarks største grønne frivillige forening. Og jeg ser det som vores vigtigste opgave at styrke det frivillige engagement, så vores forening kan spille en langt større rolle i den voksende grønne bevægelse, siger Sebastian Jonshøj.

Han har siden 2015 været formand for Danmarks Naturfredningsforenings andenstørste afdeling i Aarhus og han er uddannet med speciale i naturpleje og formidling med en bachelor i naturforvaltning.

- Vi er noget så unikt som en landsdækkende frivillig organisation med lokalafdelinger og frivillige i stort set hver eneste kommune. Det giver os en styrke – men også en forpligtelse til at brede den store grønne dagsorden ud i alle kroge i Danmark. Den grønne dagsorden står stærkere end nogensinde før. Og vi skal geare vores organisation til at rumme det voksende grønne engagement. Uanset om vi er i Tønder, Mariager eller Nørrebro, siger han.

Vil styrke kampen for vildere natur

Vicepræsidenten i foreningen er måske ny. Men der varsles ikke nogen ny politisk linje fra den nye vicepræsident. For Sebastian Jonshøj har det især været valget af Maria Reumert Gjerding som ny præsident, som har motiveret ham til at stille op til posten.

- Vi har som forening valgt en dygtig præsident, som har udstukket en klar politisk retning for vores arbejde. Hun har en klar vision og en forening, som bakker fuldt op om den linje. Den dagsorden som ubetinget ligger mit hjerte nær er kampen for en vildere natur. Vi står i en kæmpe biodiversitetskrise, hvor vi mister arter i et alarmerende tempo. Vores vigtigste politiske opgave er, at sikre at naturen får langt mere plads.

Præsident Maria Reumert Gjerding er glad for valget af Sebastian Jonshøj og ser frem til et tæt samarbejde.

- Jeg kender Sebastian som en dynamisk og dygtig lokalformand med et hjerte som brænder for naturen. Vi kommer til at have et tæt parløb – og det er min ambition, at vi med valget af Sebastian får en vicepræsident, som kommer til at spille en tydelig rolle i den offentlige debat.

Til repræsentantskabsmødet i Skælskør blev der derudover valgt fire nye medlemmer til foreningens hovedbestyrelse. Tidligere vicepræsident Thorkild Kjeldsen blev valgt som ordinær hovedbestyrelsesmedlem sammen med Louise HH Villumsen og Martin Vestergaard. Hans Jürgen Stehr blev valgt som repræsentant for Miljøfagligt Udvalg.