Lene Skrumsager Møller har skrevet bogen 'Fra græsplæne til grøntsagsmark', hvor hun fortæller om, hvordan hun har omlagt sin gamle parcelhushave til en vild køkkenhave.

Her er hendes gode råd til, hvordan man kan kombinere en køkkenhave med en mere vild have, hvor haven får lov til at gro frit, så der bliver skabt levesteder for sommerfugle, bier og andre dyr.

Læs også: Lenes parcelhushave er blevet en vild køkkenhave med grøntsagsmark

1. Ingen gift

Vi dyrker uden gift og uden brug af kunstgødning. Vi bruger biologisk sneglebekæmpelse og kompost.

2. Ingen bearbejdning af jorden

Vi bearbejder ikke jorden og respekterer det usynlige liv i jorden – de mia. af mikroorganismer som omsætter vores kompost, så planterne kan optage næringen.

3. Jorddække

Vi dyrker med jorddække, som fodrer livet nede i jorden samt insekter og smådyr på jordoverfladen – og dermed fuglene.

4. Flerårige planter

Vi dyrker flerårige planter såsom grønkål, der giver grønt i haven hele året.

5. Lad noget stå

Vi ”plukker ikke rent” – vi lader noget tilbage til de vilde dyr, som bor her eller kommer forbi. Vi lader en brændenælde til sommerfuglene og til te. Vi ofrer en majskolbe til fuglene. Vi ofrer kirsebær til skovduer ved ikke at komme net på træet. Vi lader mange nedfaldsæbler blive liggende under træet til pindsvin, ræven og fuglene, og vi dyrker nogle af vores kål til sommerfuglene.

6. Lad græsset stå

Rundt om køkkenhaven slipper vi haven lidt mere fri. Her får græsset lov at vokse højt. Vi slår det kun med le en gang om året – det giver gemmesteder til det vilde liv, og der vokser insektvenlige blomster tæt på grøntsagsmarken.

7. Byd livet velkommen

Lær din have og dens væsener at kende, det gør det lettere at arbejde med den, for intet er statisk i en have. Vi hilser respektfuldt på de levende skabninger, som vi møder i køkkenhaven – frøer, edderkopper, fluer, fugle, sommerfugle – og giver dem kærlige komplimenter og takker dem for at være her sammen med os.

Slip din have fri

Gør som tusindvis af andre haveejere og tilmeld din have til vores projekt Slip Haven Fri.

Så får du vejledning til omlægning af din have og en flot sticker til postkassen.

Object reference not set to an instance of an object.