De seneste år er antallet af skolebørn, der deltager i affaldsindsamlingen, vokset gevaldigt. I år skal 123.000 børn ud og samle affald i naturen i uge 15 med deres skole.

Stigningen er markant, hvis man kigger på antallet af deltagende børn de seneste 10 år.
I 2006 var der 21.000 tilmeldte skolebørn, hvilket altså betyder, at der er kommet en stigning på mere end 100.000 deltagere på 10 år.

Årets deltagerantal slår også den hidtidige rekord fra sidste år, hvor 90.000 skolebørn hjalp med at rydde op i naturen.

Ole Laursen, der er talsperson for DNs affaldsindsamling, er begejstret over den stigende interesse:

- Indsamlingen er en utrolig vigtig begivenhed. Og når vi slår deltagerrekorden to år i træk, så viser det jo også, at befolkningen har fået øjnene mere op for, at vi skal hjælpe naturen, hvor vi kan.

Samlede 132.000 kilo affald i 2015

Udover at børnene kan komme ud i naturen og få frisk luft og tænke på andet end lektier og skoleopgaver, så gør de også en kæmpe indsats for miljøet i deres nærområde.

Sidste år blev der samlet hele 132.000 kilo affald, men rekorden var fra 2012, hvor der tilsammen blev fundet lidt over 198.000 kilo affald i den danske natur.

Så det er ikke en ubetydelig opgave, de danske skolebørn tager på sig. Og det glæder Ole Laursen.

- Det er meget positivt, at de gør det. Det er nemlig et stort problem, at der bliver smidt så meget affald i den danske natur. Og hvert eneste år finder vi flere tons derude.

- Flere og flere indser nok, at det er vigtigt, at vi tager fat i problemet og gør noget aktivt ved det. Vi håber, at tendensen kan blive ved de kommende år.

Hvert eneste stykke tæller

Hvert eneste år bliver der fundet store mængder affald i naturen. Men selvom der måske ikke bliver fundet helt så meget i år, så gør hvert eneste resultat stadig en stor forskel.

Ifølge Ole Laursen så er det en win-win situation, hver eneste gang vi hjælper naturen.

- Selvfølgelig er det skønt, når vi finder så meget affald som muligt. Det er dog ikke en nødvendighed at finde meget. Man kan sige, at vi selvfølgelig håber på at finde en masse affald, men hvis vi ikke finder meget, så er det jo også positivt, for så betyder det jo, at der ikke ligger så meget og sviner i naturen.

- Men mon ikke der bliver fundet en del, når der nu er så mange mennesker, der vil yde en indsats i år? Vi håber på det.

Affaldsindsamlingen siden 2006

Der er blevet fundet rigtig meget affald i naturen siden 2006. Her er et overblik over antallet af deltagere og den mængde affald, der er blevet fundet de seneste år:

2015: I alt 132.000 kilo affald
110.000 deltagere, heraf ca. 90.000 børn fra skoler og institutioner.

2014: I alt 119.706 kilo affald
90.000 deltagere, heraf ca. 65.000 børn fra skole og institutioner.

2013: I alt 142.273 kilo affald
81.000 deltagere, heraf ca. 56.000 børn fra skoler og institutioner.

2012: I alt 198.488 kilo affald
100.000 deltagere, heraf ca. 70.000 børn fra skoler og institutioner.

2011: I alt 191.000 kilo affald
91.000 deltagere, heraf ca. 66.000 børn fra skoler og institutioner.

2010: I alt 161.000 kilo affald
82.000 deltagere, heraf 62.400 børn fra skoler og institutioner.

2009: I alt 173.000 kilo affald
82.600 deltagere, heraf 63.000 børn fra skoler og institutioner.

2008: I alt 189.300 kilo affald
82.600 deltagere, heraf 50.000 børn fra skoler og institutioner.

2007: I alt 178.600 kilo affald
43.00 deltagere, heraf 50.000 børn fra skoler og institutioner.

2006: I alt 71.000 kilo affald
24.500 deltagere, heraf 21.000 børn fra skoler og institutioner.