Du lever klimaklogt og tænker over, hvordan dit forbrug og din adfærd påvirker klimaet. Men hvordan inspirerer du andre til at gøre det samme? Og hvordan gør du det uden at virke irriterende?

Vi har samlet 9 råd til, hvordan du effektivt får dine venner med på vognen.

1. Tal om klimaet

Det kan lyde banalt og indlysende, men hvis du skal have held med at inspirere dine venner til at leve mere klimaklogt, er du nødt til at bringe klimaet på banen.

Samtalen om klimaet er nemlig udgangspunktet for, at du kan overbevise dem om, at det er vigtigt og meningsfuldt at gøre en indsats selv.

Men at tale om klimaet behøver ikke at være detaljerede udredninger om klimaets tilstand. Du kan sagtens nøjes med at fortælle dem, hvilke tanker du gør dig om klimaet, og hvorfor du selv prøver at gøre en forskel.

Det vigtigste er bare, at du får sat klima-snakken i gang, så dine venner begynder at reflektere over klimaet.

2. Vær bevidst om din fremtoning

Når du skal motivere andre til at ændre adfærd, er det vigtigt, at du er opmærksom på din egen attitude og fremtoning. For det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan du griber opgaven an.

Det er fx sjældent en god idé at fremstå bedrevidende eller moraliserende, da du risikerer, at dine venner bliver irriterede og lukker af. Undlad derfor at fremhæve deres klimabelastende vaner. Man kommer meget længere ved at være konstruktiv end ved at pege fingre.

Det er generelt en fordel, når du lytter og udviser respekt for andre synspunkter. For når du tager dine venners holdninger seriøst - og ikke bare fejer dem af banen fra start - er dine venner mere tilbøjelige til at lytte til DIG og DINE klimakloge råd og argumenter.

Og så er det værd at huske på, at lidt entusiasme kan gøre underværker. Vær ikke bange for at lade din egen begejstring og motivation skinne igennem. Dit engagement smitter nemlig hurtigt af.

Læs også: Få en gratis guide til en klimaklog sommer

3. Fortæl, hvad du selv får ud af det

Når man skal overbevise andre om at handle klimaklogt, er det ikke altid nok at fokusere på de mange konsekvenser, som klimaforandringerne fører med sig. Nogle mennesker lukker nemlig helt af, når de bliver konfronteret med ubehagelige emner, historier om katastrofer og billeder af udmagrede isbjørne.

Ofte er det mere effektivt at fokusere på nogle af de mange fordele, der er ved at gøre noget for klimaet. Du kan fx fortælle, hvad du selv har fået ud af at leve klimaklogt.

Har du droppet flyrejsen og i stedet holdt ferie i Danmark? Så fortæl om alle de nye, spændende oplevelser, det har kastet af sig.

Eller er du begyndt at cykle lidt mere i stedet for at tage bilen? Så fortæl, hvad det har gjort for dig. Måske kan du mærke det på pengepungen, eller også kan du bare mærke, at du er kommet i lidt bedre form.

Kort sagt: Fortæl om alle de gode ting, som din klimaindsats har ført med sig.

4. Gør det relevant for andre

Hvad der motiverer dig til at handle klimaklogt, motiverer ikke nødvendigvis dine venner. Det er nemlig meget forskelligt, hvad vi som mennesker interesserer os for og bekymrer os om.

Find derfor ud af, hvad der er vigtigt for dine venner, og prøv at koble det sammen med klimaet.

Er din ven fx meget optaget af økonomi, så fokusér på de mange penge, man sparer, når man dropper bilen og flyrejserne, eller når man energirenoverer boligen.

Eller ønsker du at overbevise din ven, der lige har fået børn, så fokusér på, hvor vigtigt det er, at vi efterlader en beboelig klode til de nye generationer.

Med andre ord: Sæt klimaet ind i en sammenhæng, der er relevant for dine venner.

5. Hold det simpelt

Det er ingen hemmelighed, at klimaet er komplekst, og at hele klimadebatten hurtigt kan virke abstrakt og uoverskuelig. Sørg derfor for at holde det så simpelt og konkret som muligt - ellers risikerer du, at dine venner slet ikke kan overskue at komme i gang.

Fokusér på de små, konkrete ting, vi selv kan gøre for klimaet. Du kan eventuelt tage udgangspunkt i de mange råd, som du finder i guiden til en klimaklog sommer.

Det vigtigste er, at det ikke føles som et uoverskueligt projekt.

Læs også: 5 tips til en klimaklog sommer

6. Dræb myterne

Når det kommer til klima, findes der et væld af myter og fordomme, og ofte kan disse være skyld i, at man aldrig rigtigt kommer i gang med at gøre noget.

Spørg derfor ind til, hvilke fordomme dine venner har, når de høre ordene "klima" og "klimaindsats". Måske kan du afkræfte dem.

Men husk at tage fordommene seriøst. Som nævnt når du allerlængst, når du dræber myterne med gode argumenter, og ikke blot afviser dem blankt.

Så hvis dine venner fx påstår, at din klimaindsats ikke nytter noget, så bring disse fire argumenter på banen.

Læs også: Sådan vinder du diskussionen: Jo, min klimaindsats nytter noget!

7. Hjælp hinanden

Det er ofte lettest at ændre vaner, når man gør det sammen med andre. Det gør det både sjovere at komme i gang og lettere at holde dampen oppe.

Så tilbyd din hjælp med at komme i gang, og prøv at gøre det til et fælles projekt.

Er dine venner konkurrencelystne, så giv hinanden udfordringer:

Hvem af jer kan undvære bilen i flest dage i streg? Hvem er jer kan finde på de bedste kødfri retter?

8. Ros dine venner

Som mennesker søger vi ros og anerkendelse i større eller mindre grad. Dette kan du udnytte, når du skal motivere dine venner til at handle klimaklogt.

Giv dine dem et klap på skulderen, når de gør noget godt for klimaet - også selv når de ikke er klar over det.

Det motiverer dem til at fortsætte - eller begynde - med at handle klimaklogt.

Læs også: Er du med på de 3 grønne trends?

9. Vær tålmodig

Ligesom at Rom ikke blev bygget på én dag, kan du heller ikke forvente, at dine venner bliver klimaaktivister over natten. Og det behøver de heller ikke.

Det tager nemlig tid at ændre vaner, og det er derfor vigtigt, at du ikke presser dem for hårdt. Hvis du stiller alt for høje forventninger, mister de hurtigt gejsten.

Lad dem hellere tage små skridt ad gangen. Det øger chancerne for, at de gode vaner varer ved.

Læs også: Få en gratis guide til en klimaklog sommer