Et bål skaber hygge, varme og er en nærmest uundværlig del af enhver overnatning med respekt for sig selv.

Forbered bålet hjemmefra

For at gøre det lettere at lave bål, kan I forberede en lille ”ildpose” hjemmefra. Ildposen kan blot være en lille plasticpose med lidt optændingsmaterialer i. Det kunne for eksempel være:

Optændingsbrik fra brændeovnen
Vatkugler indsmurt i vaseline
Avisstrimler (evt avisstrimler dyppet i smeltet stearin og tørret)
Stearinlysstumper
Birkebark

Regler for bål i skoven

Det er ikke ufarligt at lave bål, og derfor er der også en række regler, I bør kende og respektere, inden I laver bål:

1. Lav kun bål på anlagte bålpladser eller steder, I har fået lov at lave bål.

2. Tænd ikke bål, hvis det blæser, eller skovbunden er meget tør, da der er fare for, at ilden kommer ud af kontrol.

3. Tænd aldrig bål, uden at der er en voksen tilstede.

4. Lav en regel om, at man ikke løber omkring bålet, men sidder stille i god afstand.

5. Hav altid vand ved bålet, og husk at slukke det grundigt. inden det forlades, selv små uslukkede gløder kan få fat i løbet af natten.

Læs også: Regler for overnatning i naturen

Nem manual til bål

Der er mange måder at tænde et bål på, men en af de letteste hedder et pagodebål. Start med at lægge to-tre stykker brænde parallelt og således, at de peger i vindens retning. Læg derefter to-tre stykker brænde på tværs ovenpå, og så to-tre stykker mere også på tværs af. Når du stabler på denne måde, kommer bålet til at ligne et lille hus (pagode).

Tag nu dine tørre kviste/små pinde sammen med lidt materiale fra ildposen, og tænd op i midten af huset.

Tænd bålet fra vindsiden, så ilden bliver suget ind gennem bålet. Fortsæt med at lægge tynde pinde og kviste på kryds og tværs i bålet, så ilden får godt fat. Pagodebålet er også rigtig godt at lave mad på, da det danner en masse gode gløder hurtigt.

Læs også: Nemme retter over bål