En god måde at styrke naturen på, er ved at have områder med sten i din have. Stenene kan bruges som gode skjulesteder for blandt andet vilde bier, sommerfugle og krybdyr, og hvis stenene står i sol, er de også gode varmesteder for dyrene.

Der er nemlig flere arter som trives i det varme miljø, som de solopvarmede sten giver. Både insekter, firben og andre dyr har brug for varmesten for at holde kropstemperaturen oppe, så de kan fungere. Humlebierne er derimod meget glade for stendiger til både at overvintre i og lave deres reder.

Stenområder i din have er også en god mulighed for at at få plads til vilde planter, som kan gro omkring stenene. Det er dog vigtigt, at planterne ikke kommer til at overskygge stenene, så de står i skygge.

Læs mere: Sådan får du en vildere have med 10 gode naturelementer

Dine stenområder i din have kan se ud på utallige måder. Her får du nogle ideer til, hvordan du kan indtænke sten i haven:

1. Løse sten i haven som varmesteder til dyrene

Hvis du stadig er ved at vende dig til tanken om en vild have, og ikke føler dig komfortabel med at gå i gang med de helt store projekter endnu, kan du starte med at lægge nogle få store sten ud i haven.

Du kan lægge de store sten tilfældigt i haven eller i de områder, hvor du synes, at nogle store sten passer godt ind. Hvis du har nogle store sten fra byggeprojekter så gem stenene, og brug dem i din have.

Når du lægger få store sten i din have, giver du ikke dyrene samme mulighed for at skabe levesteder som ved stenbunker og stendiger.

Derfor er det i stedet vigtigt, at du vælger at placere stenene nogle steder, hvor de kan stå i sol. På den måde kan de store sten bruges som steder, hvor dyrene kan varme sig. Sten er nemlig gode til at holde på varmen fra solen.

Læs mere: Sådan får du flere varme og tørre områder i haven

2. Stenbunker styrker biodiversiteten

Stenbunker i haven er en god måde at styrke biodiversiteten på, men løsningen er en smule mere kompliceret end den første. Stenbunker kræver nemlig både mere plads i haven og flere kræfter til at bære de tunge sten.

Helt konkret skal du finde plads i din have til at lave et område, hvor du samler flere sten ovenpå og ved siden af hinanden. Stenbunken kan både være lille og stor alt efter, hvad du ønsker.

Når du laver et større område i din have med store sten, giver du gode muligheder for at insekter og dyr kan få fuld gavn af de små huller mellem stenene. Det er derfor også vigtigt, at du ikke lukker hullerne mellem stenene med bindemiddel som beton og lim.

Du kan med fordel vælge store marksten til din stenbunke og lægge den i et solrigt område i haven, så den også kan bruges som varmested for dyrene.

Læs mere: Sådan får du en vildere have med 10 gode naturelementer

3. Stendiger som levested for dyr og planter

Stendiger i haven er til de ambitiøse, der ikke kun ønsker at skabe plads til forskellige dyr og planter, men også har mod på at kaste sig ud i et lille byggeprojekt.

At bygge et stendige i haven kræver plads, men også at du sætter dig grundigt ind i, hvordan det skal bygges, så du får stenene til at balancere ovenpå hinanden, uden at de vælter.

Når du bygger et stendige, er det også vigtigt, at du ikke bruger bindemiddel mellem hullerne. For det er lige præcis hullerne mellem stenene, der giver forudsætningen for, at stendiget kan bruges som levested for forskellige dyr.

Det er også en god ide at vælge marksten til at bygge dit stendige, da det kræver store sten at gå i gang med projektet. Derudover kan du også med fordel placere stendiget et solrigt sted i haven, så det kan bruges som varmested for dyr.

Gør som tusindvis af andre haveejere og tilmeld din have til vores projekt Slip Haven Fri.

Det er gratis, og så får du vejledning til omlægning af din have og en flot sticker til postkassen.

Object reference not set to an instance of an object.