Snart lyder startskuddet til den årlige forårsrengøring af den danske natur. I hele landet trækker danskere udendørs for at indsamle andres efterladte skrald – og traditionen tro går børnene forrest.

I løbet af skoleugen 28. marts til 1. april skal flere end 164.000 børn fra skoler og dagtilbud ud at samle affald, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Det er lærere, skoleledere, pædagoger og dagplejere, der har tilmeldt deres elever og børn til Affaldsindsamlingen – og i år slår de rekorden fra 2019, hvor 146.000 børn deltog.

I Danmarks Naturfredningsforening glæder man sig over de rekordmange tilmeldinger.

– Det er intet mindre end fantastisk, at skolerne og dagtilbuddene bakker så massivt op, og at så mange børn skal deltage på Affaldsindsamlingen i år. Ikke alene gør det en konkret og synlig forskel, når så mange giver en hånd med – det er også en håndgribelig måde at lære børnene, hvor vigtigt det er at passe ordentligt på naturen og miljøet. Og det er helt afgørende, hvis vi skal løse problemet med henkastet affald på den lange bane, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Se, hvor mange børn, der er tilmeldt i din kommune

Skal tælle engangsemballage

Når børnene skal på jagt efter henkastet affald, er sigtekornet stillet særligt skarpt på kaffekopper, slikpapir og andre former for engangsemballage.

Hvert år laver Danmarks Naturfredningsforening en opgørelse over, hvor mange kilo affald der er blevet samlet i forbindelse med Affaldsindsamlingen, men som noget nyt bliver børnene også bedt om at tælle, hvor mange stykker engangsemballage de finder.

I år sætter Danmarks Naturfredningsforening nemlig fokus på de mange typer af engangsemballager, der alt for ofte bliver smidt på gaden og i naturen. Ikke alene skal det afdække problemets omfang – optællingen tjener også et pædagogisk formål.

– Det ser måske ikke ud af så meget, når der ligger en sammenkrøllet chipspose i vejkanten eller en fladtrådt cigaretpakke ved busstoppestedet. Men det gør virkelig indtryk på børnene, når affaldssækkene er bugnende fulde og man bliver opmærksom på, hvor meget der egentlig ligger og flyder, siger Maria Reumert Gjerding og fortsætter:

– Når der ovenikøbet er tale om emballager, der er lavet til kun blive brugt én gang, bliver det endnu lettere for børnene at forholde sig til, at vores affald også er et kæmpe spild af ressourcer. Og det er en vigtig pointe i forhold til klimaet.

Som led i Affaldsindsamlingen får skolerne og dagtilbuddene adgang til helt nye digitale undervisningsmaterialer, der bl.a. skal gøre børnene klogere på affald, affaldsforebyggelse og ikke mindst sammenhængen mellem affald og klima.

Læs også: 2 ud af 3 mener, at der er for meget affald i naturen

Hylder affaldsheltene

Når skoleeleverne har været i marken, er der ikke kun spænding om, hvor mange kilo affald og hvor meget engangsemballage de har fundet.

Merrild, der er officielt partner på Affaldsindsamlingen, ønsker at hylde skolerne og de ihærdige elever, som alle er sande affaldshelte. Derfor sætter de igen i år et gavekort på 25.000 kr. på højkant til et grønt skoleprojekt på en af de deltagende skoler.

Sidste år vandt Sankt Petri Skole i København, der bl.a. har valgt at bruge pengene på solceller.

Læs også: Danskere laver langt mere affald end andre europæere

Offentlige indsamlinger hele ugen

Børnene er ikke de eneste, der skal samle affald i uge 13. På Affaldsindsamlingen deltager også foreninger, idrætsklubber, virksomheder og ikke mindst private borgere.

Lørdag d. 2. april og søndag d. 3. april kulminerer affaldsugen med hundredvis af offentlige affaldsindsamlinger i hele landet. På www.affaldsindsamlingen.dk kan man finde en oversigt over indsamlingerne. Her kan man også oprette sit helt eget arrangement.

Danmarks Naturfredningsforening forventer, at op mod 35.000 vil samle ind i løbet af weekenden.

Om Affaldsindsamlingen

  • Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald og har været afholdt siden 2006.
  • Årets affaldsindsamling løber af stablen i uge 13. I hverdagene deltager flere end 164.000 børn fra skoler og dagtilbud, mens det i hele ugen er muligt at deltage i offentlige affaldsindsamlinger arrangeret af foreninger, virksomheder, privatpersoner m.fl.
  • Efter indsamlingen registrerer indsamlerne deres affald hos Danmarks Naturfredningsforening, der herefter laver en opgørelse over, hvor meget der er blevet fundet.
  • I år sætter indsamlingen fokus på engangsemballage. Derfor bliver indsamlerne bl.a. bedt om at angive, hvor mange stykker engangsemballage de finder.
  • Sidste år deltog op mod 185.000 børn og voksne i Affaldsindsamlingen. På en enkelt uge samlede de mere end 167 ton affald – heriblandt 120.000 stykker takeaway-emballage, 52.000 engangsmundbind og 87.000 dåser.
  • www.affaldsindsamlingen.dk kan man finde offentlige indsamlinger i hele landet.
  • Affaldsindsamlingen er støttet af bl.a. Merrild, Maxi Zoo, Rudolph Care, Mads Nørgaard, IKEA og Sol & Strand.
alt
Mikkel Blichmann Faartoft
Presseansvarlig for kampagner, events og projekter