Da Danmarks Naturfredningsforening satte klimakommunerne i søen tilbage i 2007, var det med en ambition om at flytte klima fra noget, man talte om, til noget der blev handlet konkret på.

I dag har mere end 70 kommuner indgået en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at nedbringe CO2-udledningen med mindst to procent om året. Kommunerne har vist, at klimahandling er mulig, når man sætter fokus på udledningerne fra kommunens egne skoler, plejehjem, institutioner, administrationsbygninger og transport.

Med klimalovens mål om en reduktion på 70 procent er kommunernes bidrag afgørende – også mere end den årlige reduktion på 2 procent, som har været målet i klimakommuner. Klimakommune-konceptet stod i mange år alene, men der er endelig kommet nye koncepter til, som gør det muligt at inddrage hele kommunens geografi i klimaarbejdet og udarbejde en langsigtet og ambitiøs klimaplan.

Derfor overdrager Danmarks Naturfredningsforening nu stafetten til DK2020, som er et klima-partnerskab mellem Realdania, KL og de 5 regioner samt C40 og Concito.
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding takker de mange kommuner, som har været tilmeldt som klimakommuner:

- Det er et markant klimaansvarsvar, de enkelte kommuner har taget – længe før der var konkrete mål for danske klimareduktioner. Og jeg vil rigtig gerne takke alle klimakommuner for at have ydet en vigtig indsats, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening og fortsætter:

- DK2020 udgør en ny stærk ramme for, at kommunerne kan bidrage til opfylde de danske klimamål. Klimakommunernes erfaringer og resultater er et rigtig godt afsæt for endnu mere ambitiøs klimahandling i kommunerne, siger Maria Reumert Gjerding.

Partnerskab hjælper med klimahandlingsplaner

I DK2020 er 65 kommuner i gang med at udvikle klimahandlingsplaner, der skal gøre dem klimaneutrale og klimarobuste senest i 2050. DK2020 har netop åbnet for den sidste ansøgningsrunde, som også giver resten af landets kommuner mulighed for at blive en del af klimaindsatsen.

- Med klimakommuner har Danmarks Naturfredningsforening sat den kommunale klimakamp på dagsordenen som nogen af de allerførste. Den vedholdenhed og pionerånd fortjener stor anerkendelse, og i DK2020 er vi meget stolte af at skulle overtage stafetten og arbejde videre for at styrke den lokale klimaindsats, som er fuldstændig afgørende for at nå de ambitiøse mål i Parisaftalen, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania og repræsentant for DK2020-partnerskabet.

Danmarks Naturfredningsforening vil fremover i kommunerne fokusere en lokal indsats for klima, hvor der bl.a. fokuseres på lokale klimahandlemuligheder og sammenhængen mellem natur og klima.

Klimakommune, Klimakommune Plus og Klimaregion udfases i foråret 2021, men deres resultater vil fortsat være tilgængelige frem til årets udgang på www.klimakommuner.dk

Fakta om klimakommuner

  • Klimakommuner blev igangsat af Danmarks Naturfredningsforening i oktober 2007. Frederikshavn var den første der skrev under.
  • En klimakommuneaftale forpligter de deltagende kommuner til at reducere udledningen fra deres virksomhed med minimum 2 procent om året.
  • Der er 70 klimakommuner, men der er i alt 78 kommuner, der har været i ordningen. Herudover er 13 kommuner klimakommune plus kommuner.
  • Klimakommunerne har tilsammen gennem samtlige år reduceret med 450.000 ton CO2.


Læs mere om klimakommuner her www.klimakommuner.dk
Læs mere om DK2020 her https://realdania.dk/projekter/dk2020

alt
Jens la Cour
Chefrådgiver, EU miljøpolitik og interessevaretagelse
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 31 19 32 45