Turister myldrer til Danmark fra nær og fjern. De vil bl.a. opleve vores unikke kystlandskaber, som vi er omkranset af. Men hvad med selv at lege turist i dit eget land her i sommerferien? Det er bedre for klimaet at holde ferie i Danmark end at rejse sydpå, og så koster det ingenting at opleve de danske kyster.

På trods af vores lille landareal, har vi en udsædvanlig lang kyststrækning, der skyldes Danmarks mange øer. Det gør, at næsten alle områder i Danmark ligger nær kysten og ingen dansker har større afstand end 52 kilometer til havet.

Ifølge Geodatastyrelsen udgør længden af de danske kyster til sammen omkring 8.754 kilometer. Det gør, at vi ligger på 17. pladsen i hele verden over lande med længst kystlinje.

Af de mange fredede kyster i Danmark, har vi udvalgt fem, der er perfekte til sommerferien.

Læs også: Vi kæmper for fri adgang til kysterne

Stevns klint

Det er ikke kun en fryd for øjet at besøge Stevns Klint. Det rå naturområde gemmer på en helt enestående geologi, der har gjort det værdigt til en placering på Unescos verdensarvsliste.

Klinten er verdensberømt, fordi man mellem kalk- og kridtlaget har fundet et tyndt bånd kaldet Fiskeler, der er et bevis på meteornedslaget, der formodentlig stod bag masseudryddelsen af dinosaurer.

Fredningen ved Stevns Klint udgør en sti fra en gammel råstofgrav ved Boesdal langs klinten og hen til den charmerende fiskerby Rødvig. Fredningen indgår i trampestien ved Stevns Klint, hvor man kan gå hele vejen langs kysten.

Fanø

Vidste du, at Fanø er en af Danmarks yngste øer?

Den er skabt af sand i kombination med hav, vind og strøm, og den vokser stadig hvert år med flere meter mod vest.

I dag øens natur og kyster trækplaster for mange besøgende. Du kan gå eller cykle langs øens kystlinje. Her er der en rute på omkring 35 kilometer. Og der er også mange andre vandreruter rundt på øen.

Se de forskellige vandreture her.

Den store fredning på Fanø strækker sig over den sydlige del af øen omkring klitplantagen, og den udgør op mod en fjerdedel af hele øen. Fredningen omfatter den brede strand mod vest, hvor landskabet er domineret af hvide havklitter med vildtvoksende, højt græs.

Ejby Ådal og kystskrænterne

Forbered dig på at blive blæst bagover af den storslåede natur ved Ejby Ådal, hvor der fra bakkerne er et fantastisk udsyn over Isefjorden. Den frodige natur i området byder på et hav af blomster, der farver landskabet. Og faktisk er mange af planterne i ådalen også fredede og må ikke plukkes.

Åen løber i sine sidste kilometer i en dyb U-formet dal, der blev dannet for omkring 15.000 år siden af smeltevand fra istiden. I begge sider af dalen rejser der sig stejle kystskrænter, og det højeste punkt kan findes mod syd på Flækkebakke, der er 31 meter høj og giver en unik udsigt over fjordlandskabet.

Der er et rigt insekt- og dyreliv i Ådalen, så der er god mulighed for at gå på opdagelse efter arter. På de tørre skrænter kan du være heldig at støde på det sjældne markfirben, som typisk ligger i områder med sol her om sommeren.

Grenen i Skagen

En af de mest populære naturattraktioner i Danmark er det nordligste punkt, Grenen i Skagen, der tiltrækker omkring en million gæster om året.

Grenen er et særligt naturfænomen, fordi havene mødes her, så du kan stå på den yderste spids af Skagens Odde med den ene fod i Skagerrak og den anden i Kattegat, mens bølgerne møder hinanden. Området består af aflejret sand og grus, der er blevet transporteret af stærke strømme, og det har gjort, at strandvolden er vokset 1 kilometer i længden over de sidste 100 år. Den store strandflade i spidsen af Grenen er i konstant bevægelse, og der opstår ofte lagunesøer, som er med til at tiltrække vadefugle. Og selvom det kan være fristende at bade her, så er det strengt forbudt på grund af de stærke og livsfarlige strømme.

Skagens Gren ligger få kilometer nord for Skagen centrum, hvor du også kan besøge Skagen Odde Naturcenter og Skagen Grå Fyr - Center for Trækfugle, som er et nyt internationalt formidlingscenter.

Røjle Klint

Foto: Lone Ryttersgaard

En af Danmarks oversete kyster er Røjle Klint ud mod Lillebælt, der allerede blev fredet tilbage i 1939 for sin særlige geologi, der er et resultat af sammenstødet mellem hav og land. Hvis du er fossiljæger, så er der rig mulighed for at gå på opdagelse her.

I dag kan du se det omkring 50 millioner år gamle plastiske ler fra Eocæntiden, der dominerer terrænet med sine røde og grønne farver. Her gemmer sig interessante fossiler og mineraler som hajtænder, silkespat, fosforit og det guldskinnende mineral svovlkis.

Røjle Klint er udpeget som Natura 200 område sammen med Kasmose Skov, der ligger tæt på klinten. Skoven er også et besøg værd, fordi den har stået urørt siden 1993. Det betyder, at træerne har fået lov at vokse op, ældes og dø uden indgriben fra mennesker. Urørt skov gavner biodiversiteten og du vil se en større mangfoldighed af dyr og planter end i opdyrket skov.

Læs også: Urørt skov gavner biodiversitet og klima.

Klimavenlig sommerferie i Danmark

Når du holder sommerferie i Danmark er det ikke kun godt for pengepungen – det er også til gavn for klimaet, hvis du skifter flyrejsen ud med bil- eller cykeltur i det danske landskab.

Vil du blive klogere på, hvordan du kan få en klimavenlig sommer? Få vores gratis E-bog og bliv inspireret til at leve mere klimaklogt gennem sommeren.