Findes en af verdens største ferskvandsfisk i Danmark?
Selvom den er blevet set herhjemme i Danmark for nogle år tilbage, er der stadig udbredt tvivl om, hvorvidt mallen, der kan blive op til fem meter lang, lever naturligt i Danmark.Den kan blive op til fem meter lang og opnå en kampvægt på hele 300 kg. Det gør den til en af verdens største ferskvandsfisk. Og med dens spidse tænder og lange skægtråde er det ikke underligt, at den bliver kaldt for et søuhyre.
Man mener, at den sidste naturlige malle i Danmark blev fanget i Sorø Sø i 1799. Alligevel har enkelte fiskere oplevet at kunne hive en malle op af en sø – sidst i 2014, hvor en fisker fangede en malle, der vejede 33,5 kg og var 177 cm lang. Maller som denne er formentlig blevet sat ud af private.
Men spørgsmålet er, om mallen er at finde i Danmark i dag, og om det er muligt, at den kan leve her naturligt.
Forsvundet i fire år
Det er hele fire år siden, at den sidste malle er set og fanget, og de sidste mange år har der generelt været lang tid mellem mallerne, hvilket for mange er et tegn på, at mallen ikke lever naturligt i Danmark.
Men på den anden side er klimaet ved at ændre sig, hvilket muligvis kan betyde, at det igen er muligt for mallen at være en del af den naturlige fiskebestand.
- Mallen skal nok mest betegnes som en relikt, der var mest udbredt i den ældre stenalder. Den har været meget eftersøgt i Sorø Sø og uden tvivl også forsøgt genudsat, men der er almindelig enighed om, at den ikke findes der længere. På den anden side er der med klimaforandringerne ikke noget i vejen for, at den kan leve her igen, forklarer Henrik Jørgensen fra Danmarks Naturfredningsforening.
Det menes også at være klimaforandringer, der i sin tid gjorde, at mallen uddøde i Danmark.
Læs også: 2 slanger der spøger i Danmark
Her kan du finde mallen
Mallen er populær hos lystfiskere, og det er stadig muligt at fange en malle i nogle enkelte søer i Sverige. Men også her bliver mallen mere og mere sjælden.
Derudover findes der de såkaldte put and take i søer i Danmark, hvor man udsætter fisk. Eftersigende skulle der være maller i flere danske put and take søer.
Hvis man blot er interesseret i at se en malle, så kan man se den malle, som blev fanget i 2014 i Aqua Akvarium og Dyrepark i Silkeborg.