- Denne sommer har vi oplevet humlebier, hvepse, svirrefluer, forskellige sommerfuglearter, frøer og tudser, fortæller haveejer Sisse-Mie Moser Varde, der sammen med sin mand bor i Struer.

For to år siden flyttede de ind til en have, der var helt veltrimmet og udsat for sprøjtegift. Men efter de har ladet den vokse vildt og holdt den giftfri, vrimler det med alverdens insekter og smådyr, som de ikke har haft besøg af før.

At droppe sprøjtegift er første og vigtigste skridt mod en mere insektvenlig have, siger Therese Nissen, der er biolog hos Danmarks Naturfredningsforening:

- Ved at være giftfri i haven sikrer man bedre levesteder til insekter, der er dybt afhængig af åndehuller, hvor naturen er helt fri for gift.

Læs også: Forsker: Roundup skader vild natur og insekter - også længe efter sprøjtning

Hun understreger, at hvis man samtidig lader sin have vokse vildt med højt græs og kvasbunker, er man godt på vej mod at få et rigere dyreliv.

Sådan skader Roundup insekter

Insekter som vilde bier og sommerfugle er særligt følsomme over for brug af sprøjtegift, fordi det påvirker dem på flere måder.

- Når der bliver brugt sprøjtegift fjerner det først og fremmest blomstrende ’ukrudt’, der er en del af fødegrundlaget for vilde bier og sommerfugle. Men der er også en stor risiko for, at insekterne bliver slået ihjel af Roundup, siger Therese Nissen.

Et videnskabeligt forsøg fra universitetet i Texas har påvist, at glyphosat, der er aktivstoffet i Roundup, kan gøre skade på bier, fordi det kan påvirke deres fordøjelsessystem. Det gør dem mere sårbare over for sygdomme.

Læs også: Videnskabeligt forsøg - Roundup kan gøre bier syge

Flere insekter giver rigere dyreliv

Når man stopper med at sprøjte i haven vil der først komme flere insekter, og det betyder, at andre dyr også kan komme til – enten fordi de lever af insekter, fugle f.eks., eller er følsomme over for gift.

Græsset får lov at gro sammen med ukrudt, og hvad der ellers dukker op i haven hos Sisse-Mie Moser Varde og hendes mand.
Græsset får lov at gro sammen med ukrudt, og hvad der ellers dukker op i haven hos Sisse-Mie Moser Varde og hendes mand.

- Det gik pludselig op for mig her i sommeren, hvor meget summende liv jeg har fået i haven, siger Therese Elmkvist, der er haveejer i Brønshøj.

Det er hendes første sæson med en helt giftfri have. Tidligere var der aldrig bier eller mariehøns i nærheden af hendes roser, men denne sommer var de trofaste stamgæster sammen med bladlus og småfugle.

Læs også: Giftfri Have – Tips til nye haveejere

Hos ægteparret i Struer har de også set en tydelig forskel i haven. De er glade for at følge med i dyrelivet, der er kommet i takt med, at deres have er blevet giftfri og vokser mere vildt - også selvom det i nogles øjne ser rodet ud.

- Mange vil måske synes, at det ser mindre ordentligt ud, men jeg sætter mere pris på det vilde dyreliv end en velfriseret have. Denne sommer har vi set op til fem forskellige sommerfuglearter på en dag. Det gjorde vi aldrig før, siger Sisse-Mie Moser Varde.

De var overraskede over, at deres have på blot 40 kvadratmeter, har kunne tiltrække så mange forskellige dyr kun ved at være giftfri og lade haven gro.