Affaldssortering gør, at vi kan genanvende nogle produkter til nye. F.eks. kan brugte rengøringsflasker måske blive til plastposer, og papkasser kan blive til papir. Det er godt for klimaet, når vi ikke behøver skabe nye produkter helt fra bunden.

Men faktisk ville det allerbedste være, hvis produkterne var lavet til at blive genbrugt igen og igen i et cirkulært kredsløb. På den måde ville de aldrig blive til affald - lidt ligesom vi kender det fra dåser og flasker med pant.

Indtil vi i Danmark får gode retursystemer for flere engangsprodukter, er det en god idé at affaldssortere i de ti fraktioner. Men det kan godt være en udfordring at få plads til affaldssorteringen i hjemmet – særligt hvis man bor småt og ikke kan finde plads til det i køkkenet.

Derfor har vi samlet tre kreative løsninger til at få plads til affaldssortering i hjemmet.


Brug pladsen på væggen til affaldssortering

Hvis du bor småt, kan det være svært at finde plads til at affaldssortere, da der i forvejen ikke er meget plads til opbevaring.

En løsning kan derfor være at udnytte den plads du har på væggen til affaldssortering. Det kan du gøre på mange måder, og det vigtigste er, at du finder en løsning, som du selv synes er pæn og passer ind i dit hjem.

Du kan for eksempel finde nogle skoskabe, som du synes passer ind i din stil og bruge dem til at sortere dit affald i. På den måde kan du gemme dit affald væk og samtidig få brugt den plads du har på væggen.

Men hvis du synes, at skoskabene fylder for meget på væggen, og du eksempelvis hellere vil udnytte den plads du har på døren, kan du også bruge muleposer til at affaldssortere i.

Hæng muleposerne op på væggen eller døren og brug gerne en krog, så du nemt kan tage indkøbsnettene ned, når du skal ud med skrald.


Saml affaldssorteringen i en reol eller i et skab

Måske behøver du slet ikke lede så langt, for at finde et sted i dit hjem, hvor du har plads til affaldssortering.

En måde at få plads til affaldssortering kan nemlig være at samle affaldssorteringen i en reol eller i et skab.

Du har for eksempel sikkert en reol derhjemme, som du bruger til opbevaring af forskellig slags, så hvorfor ikke inkorporere affaldssortering i reolen?

Find nogle kasser, som passer i skabet og brug dem til at sortere dit affald i, så du kan holde orden og samtidig gemme dit affald væk.

Du kan også overveje, hvad dine behov er, og hvor meget plads de forskellige fraktioner behøver. Hvis du for eksempel sjældent har papir, der skal smides ud, så kan du lave mindre plads til det og mere plads til andre fraktioner som for eksempel glas og plastik.


Brug møbler med opbevaring til affaldssortering

Tænk flere formål ind i en ting. At få plads til affaldssortering i hjemmet behøver ikke nødvendigvis at betyde mindre plads til andre ting.

En god måde at udnytte den trænge plads på, er nemlig ved at bruge møbler, hvor der er plads til opbevaring. På den måde går affaldssorteringen ikke ud over den resterende plads i hjemmet.

Anskaf dig for eksempel en bænk, hvor der også er plads til opbevaring. På den måde kan du bruge opbevaringen i bænken til affaldssortering og samtidig bruge den til andre ting, eksempelvis som alternativ til stole rundt om spisebordet.

Find nogle kasser, kurve eller muleposer som passer til bænken, og som du kan bruge til at sortere dit affald i, så du nemt kan holde orden.

Gå gerne på jagt efter smarte møbler med opbevaring i forskellige genbrugsbutikker. Der gemmer sig ofte masser af gode møbler, hvis du er lidt tålmodig og selv har mod på at give dem en klat maling, så de passer ind i dit hjem.