Miljøordfører Ole Birk Olesen: Naturen skal passe sig selv - præcis som økonomien

De naturvenlige holdninger får ham dog ikke til at føle sig som en forvildet hippie på højrefløjen.

- Næ, jeg føler mig bare som en, der har fulgt med i biologiundervisningen, konstaterer han tørt. Noget blomsterbarn ligner han da også så langtfra, som han sidder der med sit notorisk velplejede skæg, tætsiddende jakkesæt og nypudsede sko. Jakkesæt og stivede skjorter var imidlertid ikke noget, der fyldte meget i Ole Birk Olesens sønderjyske barndom.

- Jeg er vokset op på en gård, hvor vi havde 80 malkekøer, og jeg har fået fortalt, at jeg vildt godt kunne lide at være ude i stalden med dyrene. Senere begyndte jeg at interessere mig for de dyr, der var uden for stalden, fortæller han.

Optaget af naturen som barn

50-årige Ole Birk Olesen er kendt som en hård hund, der ikke går af vejen for at træde folk over tæerne i den politiske debat. Men som han sidder der og fortæller, hvordan han med nabodrengene elskede at fange vandinsekter, salamandere og karusser i et vandhul på familien Olesens land, er ord som ’mild’ eller endda ’lun’ mere rammende. Han fortæller, hvordan de puttede dyrene i et soppebassin til nærmere undersøgelser.

- Vi havde konkurrencer om, hvem der kunne fange den største karusse. Det er jo en ret lille fisk, så den største karusse var ikke særlig stor, siger han og holder to fingre frem.

- Men den største var dog stadig måske tre gange så stor som de andres, erindrer han med et smil og tilføjer, at når han ikke fangede smådyr med sit net, sad han foran flimmeren.

- Jeg så vildt mange naturfilm i fjernsynet om eksotiske dyr på den afrikanske savanne eller om hvaler. Jeg elskede David Attenborough.

Selv mener Ole Birk Olesen, at de utallige timers naturfilm plus biologiundervisningen i skolen har givet ham den grundlæggende naturvidenskabelige forståelse af verden – og store kærlighed til den vilde natur – der gør, at han nu også kæmper politisk for, at vi skal have meget mere vild natur i Danmark.

- Når vi begræder den biodiversitetskrise, der er på verdensplan, og gerne vil gøre noget ved den, så har vi også pligt til selv at gøre noget på vores egne himmelstrøg. Stort set hele Danmarks areal er meget præget af, at vi mennesker er her og har sat os på det hele, siger han.

Det var især debatten om naturnationalparker i efteråret 2020, der fik den gamle kærlighed til naturen til at blomstre op. Også selvom Liberal Alliance med Ole Birk Olesens ord desværre ikke var indbudt til de forhandlinger, der resulterede i, at den daværende socialdemokratiske regering og dens støttepartier satte næsten 900 millioner kr. af til at skabe mere biodiversitet. En central del af aftalen var planen om 15 naturnationalparker, og det affødte en del diskussioner, der tændte samfundsdebattøren i Ole Birk Olesen.

- Jeg oplevede, at der var en masse misforståelser i den offentlige debat, og jeg kan ikke se en misforståelse uden at få lyst til at rette den. Der er noget, der hedder viden, og så er der noget, der hedder misinformation. Og nogle af de ting, der bliver sagt af modstanderne af naturnationalparkerne, er faktuelt forkerte. Vi har faktisk masser af forskning på det her område. Og masser af sund fornuft i øvrigt.

Og det er præcis, hvad idéen bag naturnationalparkerne er for Ole Birk Olesen: sund fornuft. Han mener desuden, at misforståelserne ofte bunder i interessekonflikter:

- Det er legitimt at sige, ’Vi er nervøse for, at vores mountainbikespor bliver nedlagt, og derfor ønsker vi ikke, at der skal være en naturnationalpark.’ Men man skal ikke gå ud i en debat og påstå, at der ikke kommer mere natur, når vi laver naturnationalparker. For det gør der. Man skal heller ikke gå ud og påstå, at hestene i en naturnationalpark har det dårligere end den almindelige ridehest, fastslår han og kommer dermed ind på et af de helt store stridspunkter i debatten: dyrenes ve og vel, når vi sætter dem bag hegn, men ellers overlader dem til sig selv.

Er det bedre at være ko i en stald end i naturen?

På Molslaboratoriet, der er en del af Naturhistorisk Museum i Aarhus, har der de seneste år kørt et rewildingprojekt, hvor blandt andet køer og heste går ude hele året uden at blive fodret. Selvom dyrene jævnligt bliver tilset af en dyrlæge, har projektet medført voldsomme protester, og Molslaboratoriets ansatte bliver jævnligt udsat for hetz.

Også på Christiansborg er der uenighed om, hvor godt de store græssere har det. I foråret 2021 måtte Naturstyrelsen erkende, at helbredstilstanden var for dårlig blandt det kvæg, de havde til at græsse på styrelsens egne arealer i Mols Bjerge – ikke at forveksle med Molslaboratoriet. I den forbindelse sagde Venstres Jacob Jensen til Altinget, at i dét tilfælde ville køerne have det bedre på en gård, hvor de ”bliver malket to gange om dagen af en robot”.

Liberale visioner - også for naturen

Selvom Kalvebod Fælled og lignende steder ikke just imponerer Ole Birk Olesen, så mener han alligevel, at vi skal betragte det som natur. Han mener ikke, det er en etiket, der kun er vilde urter og utæmmede dyr forundt.

- Jeg ser ikke mennesket som et fremmedelement i naturen. Mennesket er en del af naturen, og når jeg går rundt i København, tænker jeg, at byen er som en myretue for mennesker. Nede i myretuen er der heller ikke specielt meget biodiversitet. Der er kun det, som kan finde ud af at leve sammen med myrerne. Der er heller ikke vildt meget biodiversitet herinde i menneskenes tue. Der er de dyr og planter, som kan finde ud af at leve sammen med mennesker. Men så er der jo andre steder, hvor der ikke skal være tuer af mennesker.

Ole Birk Olesen skelner dermed mellem ’natur’ og ’egentlig natur’.

- Jeg tror, at der er mange danskere, der ikke har forstået, at det, vi i dag betragter som natur, i meget høj grad er kulturlandskaber, som biologisk er ret kedelige. Vi kan godt synes, at de er smukke, og de gør sig også godt på et guldaldermaleri eller et landskabsfotografi. Men det vil nok komme bag på mange, hvor meget mere spændende det er at gå i et område, hvor der er egentlig natur. Og at egentlig natur heller ikke indbefatter, at der bare går får og æder alt ned om sommeren, siger han og får på forunderlig vis talt sig ind på en af sine gamle mærkesager som transportminister, nemlig Kattegatforbindelsen. Kritikere mener, at en sådan forbindelse vil ødelægge den unikke natur på halvøen Røsnæs, men det er ifølge Ole Birk Olesen totalt misforstået.

- Spidsen af Røsnæs er sådan et stort strandengareal, hvor der går får. Og det er bare grønt og bidt ned til sokkeholderne. Der er ikke nogen nævneværdig artsrigdom derude. Men det er et Natura 2000-område, og folk tror: ’Nu er vi i naturen.’ Men det er de ikke, siger han med en stemme, der går fra sin sædvanlige bas til en hovedrystende tenor.

Her bliver jeg mindet om, at jeg faktisk sidder og taler med en mand, der er hårdnakket bannerfører for minimalstat og det fri markeds fortræffeligheder. Jeg spørger ham, om der ikke er et modsætningsforhold mellem hans liberale værdisæt og hans ønske om langt mere strengt beskyttet natur. Til det svarer han først tøvende:

- Jeg synes jo, at statsmagten skal fylde så lidt som muligt og begrænse sig til de områder, hvor statsmagten har en legitim funktion. Men når det kommer til naturen, synes jeg, at statsmagten har en legitim funktion. At vi gennem staten beslutter, at der er nogle områder, vi gerne vil friholde for menneskelig dominans, sådan at der kan udvikle sig noget natur, fordi vi alle sammen – eller næsten alle sammen – er enige om, at vi gerne vil have noget natur her i vores land også, siger han.

Han standser sin talestrøm et øjeblik.

- Altså, prøver han sig frem og holder en tænkepause, før hans tanker ligesom falder i hak. Faktisk passer hans natursyn og visioner for Danmarks vilde natur utrolig godt med hans ideologiske ståsted.

- Altså, vi liberale ser i hvert fald os selv sådan, at vi har nemmere ved at acceptere, at ting kan passe sig selv og alligevel føre til et godt resultat, uden at det bliver styret fra centralt hold. Det er vores syn på økonomien og samfundet generelt. Så når det handler om naturområder, har jeg nemt ved at acceptere, at de også passer sig selv. Og det kommer der en helhed ud af, som er smukkere end det, vi kunne få, hvis vi havde detailstyret tingene, siger han.

Der er i øvrigt heller ingen, der siger, at det nødvendigvis skal være staten, der driver den vilde natur, mener han.

- Hvis nu Naturstyrelsen ikke synes, at den er egnet til at gennemføre vores ambitioner, så kan man jo også overdrage arealer til andre, som man tror på kan gennemføre det, siger han.

Tiden er gået, og han sender en sms til fotografen om, at han bliver lidt forsinket. De skal mødes på Kalvebod Fælled, der er blevet inkarnationen af hans visioner for Danmarks natur. Før han tager derud, vil han lige hjem og klæde om, for skræddersyet jakkesæt og blanke sko passer ikke helt derude. Vi siger farvel, og han går gennem Christiansborgs bagindgang ud i den københavnske mennesketue for at tage metroen ud mod det, han drømmer om kunne blive bare en lille del af Danmarks vilde natur.

Artiklen er skrevet af Rikke Bolander og første gang bragt i medlemsmagasinet Natur og Miljø i september 2023.