Fredag d. 10. og lørdag d. 11. maj samles madentusiaster, meningsdannere og forskellige aktører inden for blandt andet gastronomi, fødevareproduktion og landbrug, når første udgave af Madens Folkemøde løber af stablen på Engestofte Gods i Maribo.

Her bliver der sat fokus på fremtidens mad gennem debatter, workshops, madboder og et særligt område for børn og unge.

Danmarks Naturfredningsforening er repræsenteret på mødet med eget telt, hvor der blandt andet vil blive afholdt aktiviteter for børnene.

Læs også: Bliv klogere på ramsløg

‘Naturens vilde gaver’

Både fredag og lørdag stiller Danmarks Naturfredningsforening skarpt på naturen som spisekammer, når børnene inviteres med ud i den omkringliggende natur for at samle vilde, spiselige urter.

Naturen bugner nemlig af friske råvarer, der er lige til at spise, og særligt i øjeblikket kan man finde friske vilde urter, som ikke blot smager fantastisk, men som også er fulde af vitaminer.

Efter indsamlingsturen vil de indsamlede urter blive forabejdet til lækre småretter som forårsruller, vild pesto og pandekager med urter.

Den gode smagsoplevelse følges op af en snak om gode sankeregler og andre eksempler på vilde spiselige planter fra naturens kæmpe køkkenhave.

Læs også: Familier spiser sig fri for gift

Madens Folkemøde...

  • er Danmarks første folkemøde for mad.
  • afholdes 10.-11. maj på Engestofte Gods i Maribo.
  • giver mulighed for at blive klogere på fremtidens mad.
  • byder på debatter, talks, workshops, et stort madmarked og et område for børn og unge.
  • bliver organiseret og afviklet af Food Organisation of Denmark

Læs mere om Madens Folkemøde her.

Landbrug og miljøhensyn kan gå hånd i hånd

På Madens Folkemøde kan du også høre nærmere om, hvordan man kan drive landbrug og samtidig skabe plads til både natur, dyr og mennesker.

Skovsgaard Gods, der ejes af Danmarks Naturfond, driver nemlig et moderne og økologisk landbrug, hvor der tages store hensyn til natur og miljø, og hvor der dyrkes uden brug af sprøjtemidler og kunstgødning.

Landbruget på Skovsgaard er et eksempel på, at det er muligt på både at drive et effektivt landbrug og værne om den danske natur - altså et landbrug i balance.

Besøg Skovsgaards stand på folkemødet og oplev udvalgte økologiske produkter.

Læs også: Køb økologi og beskyt drikkevandet

Sådan deltager du

Ønsker du at møde Danmarks Naturfredningsforening, Skovsgaard og de øvrige deltagere på Danmarks første folkemøde for mad, kan du købe billet til Madens Folkemøde her.

Billetten koster 50 kr. og giver adgang begge dage. Børn til og med 12 år kommer gratis ind og behøver ingen billet.