Din næste bil bør være en elbil. Sådan lyder rådet fra Danmarks Naturfredningsforening, der netop har indgået et samarbejde med AL Finans for at understøtte salget af klimakloge biler frem for fossilbiler.

AL Finans hører under Arbejdernes Landsbank, der de seneste ti år i træk er kåret som Danmarks bedste bank.

Danmarks Naturfredningsforening og AL Finans har indgået samarbejdet for at gøre en forskel for miljøet og klimaet. DN ønsker at udbrede kendskabet til den grønneste transport og skubbe på salget af særligt elbiler – mens AL Finans ønsker at tilbyde et unikt produkt specifikt til klimakloge biler og samtidig støtte DNs generelle arbejde.

Lånet er kun til køb af elbiler og plugin hybrid

Elbilen er ubetinget det bedste klimavalg. Samlet set udleder en elbil i Danmark kun halvt så mange klimagasser som de mest energieffektive fossilbiler. Det viser en analyse, som Klimarådets uafhængige eksperter har lavet.

De har udregnet CO2-udledning i en bils levetid – inklusiv produktion af bilen, batteriet og strømmen til at drive elbilen – og sammenlignet det med fossilbilers samlede udledning.

Elbilen udleder i gennemsnit 90 gram CO2 pr. km, mens nye fossilbiler udleder 212 gram CO2 pr. km.

Plugin hybrid er det næstmest klimakloge valg – hvis du bruger elmotoren så meget som muligt.

Derfor tilbydes det nye grønne billån udelukkende, hvis du køber en elbil eller en plugin hybrid. Til gengæld kan du få lånet, hvad enten du køber ny eller brugt bil, og lige meget om du er privatperson eller erhvervskunde.

Læs mere om det nye grønne billån, samarbejdet og DNs anbefalinger her