31-årig naturformidler: Vend grønne frustrationer til ild i øjnene
Biologen og ildsjælen Alexander Holm er en af de stadig flere unge, der kaster sig helhjertet ind i kampen for en grønnere verden.Han står bag podcasten Den Dyriske Time, hvor ugens vigtigste historier fra den grønne frontlinje bliver vendt og drejet. Han er forperson i Den Dyriske Forening, der samler penge ind til at beskytte verdens biodiversitets-brændpunkter. Og med sin bror har han et snedkerfirma, der laver møbler af kasseret træ og donerer noget af overskuddet til opkøb af skov i Ecuador og Nicaragua.
Med andre ord fylder den grønne dagsorden utroligt meget i 31-årige Alexander Holms liv.
- Ja, der er fuld fart på. Det sker ofte, at jeg bliver grebet af sagen og går i gang med at skrive et debatindlæg, allerede inden jeg har drukket morgenkaffe, fortæller Alexander Holm.
Læs mere: Den danske natur er stadig i stor krise
Hvorfor udrydder vi natur og dyr?
For Alexander Holm begyndte den grønne interesse allerede, da han voksede op på en lille bondegård på landet.
- Jeg har altid været fascineret af dyr, og som barn ville jeg hellere læse dyrebøger og se naturdokumentarer, når de andre børn spillede fodbold.
Med alderen blev den grønne interesse udvidet til også at handle om klima, økosystemer, dyrevelfærd og biodiversitet. Og hans passion for de emner fik ham til at begynde på biologistudiet.
- Jeg har altid syntes, at det var nederen med al den ødelæggelse af natur. Men jeg begyndte at blive mere fokuseret på årsagerne: Hvorfor er det, at vi bliver ved med at leve på samme måde, selv om vi alle ved, at det er utroligt dårligt for klimaet og naturen?
Få grøn inspiration på Folkemødet
Hvordan får vi endnu flere unge engageret i den grønne sag, og hvordan gør vi bedst en forskel? Det diskuterer Alexander Holm med flere grønne ungdomsorganisationer på årets Folkemøde.
Vi deltager også i mange andre grønne events og debatter på Folkemødet på Bornholm d. 15.-17. juni.
Se hvornår du kan møde os på Folkemødet her.
En spirende grøn ungebevægelse
Heldigvis bliver der flere og flere unge, der brænder for at gøre verden grønnere.
- Den grønne dagsorden fylder ekstremt meget blandt min generation og dem, der er endnu yngre. Tidligere handlede det meget om klima, men de grønne ungdomsorganisationer byder også mere og mere ind på biodiversitets-dagsordenen, og mange af de bedste grønne løsninger gavner også både naturen og klimaet.
Alexander Holm oplever dog også, at det for nogle unge kan være svært at undgå at føle frustration, afmagt og håbløshed, når de store globale rapporter om klima og biodiversitet gang på gang viser, at udviklingen går den forkerte vej.
- Men vreden og frustrationen kan heldigvis også give blod på tanden. Og det er vigtigt, at vi får flere progressive unge ind i grønne NGO’er, politiske partier og andre steder, hvor de kan gøre en forskel. Vi bliver nødt til at have et ungt frisk modsvar til de politikere og lobbyister, som i virkeligheden bare gerne vil have, at tingene fortsætter med at være, som de er i dag.
Læs mere: De 4 vigtigste pointer fra den seneste store klimarapport
Bidrag med det, der giver ild i øjnene
Spørger man Alexander Holm, hvordan unge i dag bedst kan bidrage til den grønne dagsorden, så får man ikke noget entydigt svar.
- Det vigtigste er, at man bidrager til at holde et konstant grønt pres mod den kulsorte dagsorden. Men hvordan man gør det, afhænger af hvem man er. Man kan få inspiration på sociale medier og i mange grønne organisationer som f.eks. Danmarks Naturfredningsforening, De Unge Biodiversitetsambassadører, og Den Grønne Ungdomsbevægelse.
- Men man må bare ikke miste håbet. Insistér på at prøve noget forskelligt, indtil man finder noget, der giver en ild i øjnene.
Du kan møde Alexander Holm på årets Folkemøde på Bornholm, når han er moderator for debatten "En spirende ungebevægelse for biodiversitet" med grønne ungdomsorganisationer. Det finder sted lørdag d. 17. juni kl. 15.10 på Tuborgfondets scene på Folkemødet.