En sprøjte, et filter og en ansigtsmaske. Det er noget af det udstyr, som Magnus Heide Andreasen netop har fået ind ad døren. Udstyret skal han bruge på søndag, hvor han skal opsamle en vandprøve ud for den bornholmske nordkyst.

Han har nemlig meldt sig som frivillig til HavBlitz – et nyt stort citizen science-projekt, som Danmarks Naturfredningsforening og Aarhus Universitet står bag.

Med HavBlitz skal helt almindelige borgere opsamle miljø-DNA fra havet på 100 forskellige steder langs den danske kyst.

Ud fra miljø-DNA kan forskerne kortlægge, hvilke fiskearter og andre organismer der er gemmer sig i de danske farvande.

– Jeg er kæmpe fan af idéen om miljø-DNA, og jeg har længe haft lyst til at kunne hjælpe med sådan et projekt, siger Magnus Heide Andreasen, der har et helt særligt forhold til havet.

Læs mere om havet i Danmark her

Naturlig interesse

Havet og livet under overfladen har altid fyldt meget i den 27-årige bornholmers liv. Han kommer nemlig fra en naturglad familie, og er opvokset tæt på kysten i Sandvig – en lille havneby på nordspidsen af Bornholm.

– Siden vi var helt små, har mine brødre og jeg brugt al vores tid i klipperne langs kysten eller på havnen. Her blev vi sat ned med en redningsvest, og så kunne vi ellers passe os selv.

Efterhånden som vi blev større, kunne vi tage ud på havet i kajak eller båd og sejle alene rundt. Så jeg har haft en meget naturlig interesse for havet og livet deri fra en meget tidlig alder, fortæller Magnus Heide Andreasen, der efter gymnasiet valgte at gøre mere ud af denne interesse.

For i 2013 begyndte han at læse biologi på Københavns Universitet, inden han i 2017 rykkede til Norge for at tage en kandidat i havbiologi.

– Jeg kan slet ikke forestille mig en tilværelse uden at være tæt på naturen og havet. For jeg føler mig allergladest, når jeg er på eller i havet. Og det er meget mere berigende, når man ved bare en lille smule om det.

Læs også: Kraftigt iltsvind i danske farvande: Kvælstofudledningen er alt for stor

Brænder for naturformidling

I dag er Magnus Heide Andreasen tilbage på Bornholm, hvor han hjælper sine forældre med deres mange projekter. De driver blandt andet en isbutik på havnen i Sandvig og arrangerer bådture, hvor de fortæller om naturen og havet omkring det nordlige Bornholm.

Senest har familien opkøbt et gammelt isværk i havnebyen Tejn få kilometer syd for Sandvig, og også her har Magnus Heide Andreasen planer om at dele sin glæde for havet med andre.

– Jeg har et ønske om at kunne lave noget naturformidling – særligt for børn, men også noget som engagerer hele lokalsamfundet og turisterne, fortæller den nyuddannede havbiolog og tilføjer:

– Ligesom at man har “artists in residence”, så vil jeg også gerne lave noget lignende for forskere, hvor vi altså tilbyder dem et sted at bo eller opholde sig, mens de skriver eller arbejder herovre. Og så kan de til gengæld hjælpe med noget naturformidling eller holde en præsentation af deres arbejde. Det er stedet oplagt til.

Læs også: Redningsplan for havet er afleveret på Christiansborg

Vil hjælpe med forskning i lokalområdet

Selvom Magnus Heide Andreasen i løbet af sin uddannelse har taget et væld af vandprøver, ser han frem til prøvetagningen på søndag i forbindelse med ‘HavBlitz’. Og det er der særligt én grund til.

– Jeg har længe drømt om at kunne hjælpe med forskning her i lokalområdet, og jeg synes, at det er fedt med muligheden for at tage prøver her. Jeg ville også nyde at gøre det alle mulige andre steder, men jeg er personligt knyttet til havet heromkring, hvor jeg bor, og det er altid sjovt, når man kan give noget videre herfra.

Læs også: 400 frivillige skal hjælpe forskere med at undersøge livet i havet

Han håber, at der i fremtiden vil blive lavet endnu flere projekter, hvor frivillige kan hjælpe forskerne. For han er ikke ene om at ville hjælpe.

– Det ville være fedt, hvis der var mere af den slags, for der er en enorm interesse for det, og folk er virkelig opsatte på at bidrage – uanset baggrund. Folk vil gerne føle, at de har været en del af forskningen, som stiller os bedre i forhold til at løse nogle af de her miljøudfordringer, vi står over for, siger den unge havbiolog, der også regner med at få selskab, når han på søndag skal indsamle vandprøven:

– Jeg kommer til at have familien med ude. Jeg er sikker på, at de også vil synes, at det er spændende og sjovt. Det bliver en god og lidt anderledes sjov dag ved vandet.

Læs mere om HavBlitz her

Om HavBlitz

  • 'HavBlitz' er et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og Aarhus Universitet, og er del af et større projekt kaldet KYST_SEKVENS, som er støttet af VELUX FONDEN.
  • Projektet forløber i perioden 2019-2020 og vil have involveret 400 af Danmarks Naturfredningsforenings medlemmer ved projektets afslutning.
  • De frivillige vil indsamle vandprøver på 100 forskellige punkter langs den danske kyst.
  • Den første prøvetagning finder sted den 29. september 2019, mens den anden prøvetagning finder sted i foråret 2020.
  • Prøverne bliver undersøgt for miljø-DNA af forskere på Aarhus Universitet og vil vise, hvilke fiskearter der findes i havet omkring Danmark.
  • Resultaterne vil blive offentligt tilgængelige på havblitz.dk og indgå i et Danmarkskort over havets biodiversitet.