Klokken 11.30 hos konsulentvirksomheden QVARTZ i København er medarbejderne så småt begyndt at finde vej til kantinen. Lee Berg, kantinens køkkenchef, har sammen med de andre kokke lavet asiatisk inspireret gryderet med ris og salater af sæsonens råvarer.

Alt det, man kan få økologisk, er økologisk.

- Vi er rigtig stolte af, at vi kun serverer økologisk for medarbejderne. Det giver nogle udfordringer, fordi vi aldrig rigtig ved, hvad vi får leveret. Alt skal være i sæson, og nogle gange får vi ikke de råvarer, vi troede vi fik. Men så skal vi være lidt kreative, og det er rigtig fedt for mig som kok at skulle lege med råvarerne, siger Lee Berg om virksomhedens skifte til økologi sidste år.

Økologisalget stiger og stiger

QVARTZ er en af de mange virksomheder, hospitaler, restauranter, skoler og institutioner der i 2017 har købt økologiske føde- og drikkevarer. Ifølge en ny opgørelse fra Danmarks Statistik er det samlede salg af økologi til foodservice steget med 20 pct. fra 1.711 mio. kr. i 2016 til 2.044 mio. kr. i 2017. Økologiske varer udgjorde 9,3 pct. af det samlede salg til foodservice i 2017 mod 8,5 pct. i 2016.

- Vi ved, at økologi er bedre for miljø og sundhed blandt andet fordi, at den økologiske produktion ikke efterlader sprøjtegifte i vores fødevare og grundvand. Derfor glæder det os, at flere arbejdspladser og institutioner ser fordelene ved at spise økologisk. Vi håber, at det på sigt kan få endnu flere landmænd til at omlægge til økologi, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Læs mere om økologisk landbrug

Økologi matcher vores fortælling

Medarbejderne hos QVARTZ er også glade for den økologiske mad. Som køen til frokostbuffeten bliver længere, er der flere, der bemærker, at de måske ikke altid er så gode til det med økologi i privaten. Derfor er det rigtig godt, at de kan have god samvittighed, når de spiser på jobbet.

- Og så er det også dejligt, at man ved, hvad man får serveret, og at råvarerne er endt på fadene på bæredygtig vis, siger en af de frokostsultne medarbejdere.

QVARTZ er en global konsulentvirksomhed, der arbejder med at udtænke løsninger til store virksomheder. Det kan være at udarbejde strategier og viden, hvis virksomheden vil ændre retning, for eksempel fokusere mere på bæredygtighed.

QVARTZ har guldmærket i økologi hos fødevarestyrelsens mærkningsordning for spisesteder. Det vil sige, at maden er mellem 90 og 100 procent økologisk. Udover at spise økologisk har QVARTZ en fast vegetardag og en fiskedag. Og så er der stor fokus på at mindske madspild. Rester bliver brugt flittigt, og overskydende mad bliver samlet i en bunke og afleveret til de økologiske landmænd.

- Vi fortæller udadtil, at vi er mangfoldige og støtter en bæredygtig udvikling. Nu kan vi også sige det om det, vi spiser, siger Lee Berg.

Læs mere: Sådan får du et mere økologisk forbrug

Øko-dokumentation tager tid

At maden er 90 til 100 procent økologisk skal Lee Berg dokumentere ved at taste alle sine leverancer ind i et computersystem. Systemet udregner selv, hvor mange procent økologien nu udgør.

- Det kræver noget tid, fordi man skal have styr på tallene og være klar til at ændre sine planer. Hvis vi lige pludselig er nede på 90,1 procent, skal jeg sørge for at bestille 100 procent økologisk de næste mange dage, så vi kan få procenten op igen.

Generelt skal man være klar på at bruge mere tid, hvis man vil omstille til økologi, siger Lee Berg. For det første er der papirarbejdet, og for det andet tager det helt praktisk længere tid at klargøre økologiske råvarer.

De enkelte grøntsager er ofte mindre, hvilket kræver mere fokus og snilde.

- Men hvis man er klar på at bruge tiden og pengene på økologi, så synes jeg, det er det hele værd. Medarbejderne er glade, og mit job bliver sjovere. Og jeg synes det er vigtigt at sikre, at de dyr, vi spiser, har haft det godt og at der ikke er alle mulige sprøjtegifte i miljøet, siger Lee Berg, der fortæller, at virksomheden bruger 40 procent flere kroner på maden, efter de skiftede til økologisk.

3 grunde til vi laver økologisk mad

  1. Det stemmer overens med vores profil
    QVARTZ går op i bæredygtig udvikling og mangfoldighed. En moderne arbejdsplads. Derfor er det helt på sin plads, at vi også i køkkenet efterlever den profil.
  2. Det er sjovere
    Min arbejdsdag er blevet bedre, efter vi er skiftet til økologi. Det er bare meget sjovere at lave mad med de allerbedste råvarer, der smager fantastisk. Enten fordi det er dyr, som har haft de bedste vilkår eller fordi det er grøntsager, man ved er i sæson og har haft gode betingelser
    Medarbejderne bliver glade
  3. Jeg tror, der også er noget glæde og stolthed for medarbejderne i at kunne sige, de spiser økologisk på arbejdet. De er i hvert fald meget interesserede i maden og spørger til menuen. Især fordi vi jo ikke længere kan have en ugemenu hængende. Nu er det fra dag til dag.