- Det er en kæmpe fejl og en skandale, at det her får lov til at ske og ikke er blevet stoppet endnu, lyder det fra Betina Linde.

Hun er er én af de 188 beboere på den lille ø Agersø, der har levet med, at der i 25 år er blevet udledt millioner af tons giftigt oliespildevand tæt ved hendes hjem.

- Det er fuldstændig respektløst. Overfor både natur og mennesker på Agersø - og langs hele kysten fra Næstved til Korsør. Jeg frygter, at vi får et hav, der er fuldstændig stendødt.

Læs mere:  Stop giftigt spildevand i dansk hav!

Spildevandet stammer fra den norske olieindustri og bliver i store tankskibe sejlet til Agersø Sund ved Storebælt.

Det er virksomheden RGS Nordic, der importerer det forurenede spildevand til Danmark, hvor det efter en behandling på virksomhedens renseanlæg syd for Korsør bliver ledt i Agersø Sund.

Forurening i dansk hav

Det danske hav er i forvejen presset af udledning af kvælstof fra landbruget og intensivt fiskeri.

 Det sidste vores hårdt pressede havmiljø har brug for, er mere forurening.

 DN arbejder lige nu politisk for at stoppe importen af norsk oliespildevand og udledningen af giftigt spildevand i dansk hav.

Havnaturen fortæller selv, hvordan den har det

Men selv efter behandlingen på renseanlægget indeholder det importerede oliespildevand masser af giftige tungmetaller, tjærestoffer og anden kemi i mængder langt over de grænseværdier, som myndighederne vurderer som miljømæssigt forsvarligt.

Det rammer Agersø-borgerne særlig hårdt, mener Betina Linde.

- Jeg er født og opvokset herovre på Agersø. Min familie har været herovre i mange generationer og alle i min familie er naturmennesker. Så det gør virkelig ondt at være nærmeste vidne til, at der bliver lukket giftigt spildevand ud lige herude, siger hun.

Læs mere: Fiskere i Storebælt ærgrer sig over oliespildevand: - Det er det døde hav

Havnaturen i Agersø Sund er gennem årene gået markant tilbage. Udledning af kvælstof og intensivt fiskeri har presset livet i sundet.

Derfor er det ifølge Betina Linde også skræmmende, at der år efter år hældes store mængder giftig kemi ud i det sårbare havmiljø, som hun er nabo til.

- Jeg synes, at naturen taler for sig selv. Fiskene, der forsvinder, bundplanterne, der forsvinder. Tal for forurening kan hæves og sænkes. Men havnaturen fortæller jo selv, hvordan den har det Og den har det skidt.

Betina Linde har ofte sit kamera med rundt i Agersøs smukke natur for at fange øens skønhed.

Foto: Claus Garde Bergmann

Forureningen må ikke ødelægge det unikke ved Agersø

Betina Linde holder meget af at gå lange ture i Agersøs smukke kystnatur med sin hund. Og det helt særlige ved Agersø er ifølge hende netop naturen og den rolige ø-stemning.

Men for Betina Linde og andre Agersøboere har tanken om de kemiske stoffer i havet forandret noget ved forholdet til øens natur og hav.

Læs mere:  Stædige øboere afslørede olieforurening: Vi blev kaldt sabotører

- Vi lever som vi har gjort altid herovre - bader, sejler, og jeg plukker fortsat gode, spiselige urter som strandkål og strandsennep, men det er klart, at jeg overvejer, om det bliver ved med at være godt for mig at spise. For vi bliver jo mindet om forureningen, hver gang et skib lægger til derovre.

Derfor er Betina Linde "jublende lykkelig" over, at der er kommet fokus på det, der foregår i Agersø Sund. For så kan der forhåbentlig blive taget hånd om det, lyder det fra øboeren.

- Det gør ondt at være vidne til på så tæt hold, at naturen behandles så respektløst af de instanser, som skulle være med til at passe på den og os. Havet råber ikke selv op, men lider i stilhed under overfladen. Derfor er vi nødt til det, siger Agersøboeren.

Samtidig frygter hun, at det vil skade billedet af Agersø og alt det særlige, øen kan tilbyde.

- Vi har noget helt fantastisk herovre på Agersø, og vi er begejstret for at vise det frem til nye beboere og de mange turister, der kommer her hver sommer. Vi vil ikke kendes som øen med forureningen. Vi vil have det lukket nu, siger Betina Linde.

Læs mere:  Sådan ender norsk olie-spildevand i dansk hav

Foto: Claus Garde Bergmann

Agersøboere glæder sig over, at der endelig er kommet fokus på udledningen af norsk oliespildevand i deres hav, men frygter samtidig at opmærksomheden vil få folk til at fravælge øen. Vi har stadig en fantastisk ø, lyder det.

alt
Claus Garde Bergmann
Presseansvarlig for hav og fiskeri