Fiskeri, ødelagte vandløb og trafik. Der er mange grunde til, at odderne er presset art på Sjælland. Men takket være en masse glade givere i julen 2020, bliver en af odderens trusler nu minimeret gevaldigt.

Sidste jul samlede Danmarks Naturfredningsforening penge ind til at restaurere og bygge de faunapassager, som odderne i Kalundborg Kommune er afhængige af for ikke at havne i den farlige trafik.

Faunapassagerne var flere steder i stykker eller helt væk, og derfor glæder det Mikkel Lerbech Jeppsen, biolog i Kalundborg Kommune, at faunapassagerne endelig er blevet udskiftet:

- Selv få trafikdræbte oddere kan få stor indflydelse på den tilbageværende bestand, som vi er forpligtet til at bevare. Derfor værdsætter Kalundborg Kommune samarbejdet med DN og dens medlemmer, som i dette tilfælde har hjulpet til at nogle udtjente odderpassager kunne udskiftes med det samme. De kan forhåbentlig modstå vind og vejr i mange år endnu, så odderne kan krydse vejbroerne sikkert og uden at begive sig op i trafikken, siger Mikkel Lerbech Jeppsen.

Se billeder af de nye odderpassager nederst i artiklen.

Trafik er en af oddernes alvorligste trusler

Odderen er kategoriseret som sårbar på listen over arter i Danmark, der kan være i risiko for at uddø. Men på Sjælland er arten endnu mere sjælden.

Læs også: Kommune vil redde odderne fra trafikdrab

Fiskeri i kystnære vande og årelang menneskelig ødelæggelse af mange af Sjællands vandløb og åer, har været med til næsten at fjerne odderen fra øen, ligesom den også har været kritisk truet i Jylland og på Fyn.

Læs mere om hvad der truer odderen

Støt de truede dyr i julen

Også i julen 2021 samler Danmarks Naturfredningsforening penge ind til de truede arter i Danmark.

Pengene går blandt andet til forskningsprojekt, der skal afsøge hasselmusenes levesteder i Jylland samt et projekt, der skal sikre den stærkt truede kirkeugles overlevelse.

Vil du være med til at give dyrene et hjem i julen?

Også trafikken har været med til at true odderen, og i Kalundborg er der flere gange fundet døde oddere på landevejene. Årsagen er, at odderne typisk kravler op på landevejsbroen, når de svømmer ad et vandløb for at komme ud i fjorden for at jage. For selvom odderne i teorien kunne svømme hele vejen, så er odderne bange for at svømme i mørke og overdækkede miljøer. Og derfor kravler den hellere op på vejen for at krydse den.

Og dét kan være rigtig farligt.

Kan give odderne lokal fremgang

Selvom en odderpassage måske kan se ud som en lille indsats, så kan den altså betyde liv eller død for en odder.

Hvert år dør 30-40 oddere i trafikken, ifølge Miljøstyrelsen. På Sjælland er odderbestanden fortsat så lille, at et trafikdrab kan være problematisk for hele bestanden. Derfor er det altafgørende, at der nu er kommet en håndfuld flere odderpassager på Sjælland, siger Bo Håkansson, biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

-Odderpassager er en af hovedårsagerne til, at bestanden igen er blevet stærk i Jylland. På Sjælland er odderne så fortsat sårbare, at odderpassager kan betyde liv eller død for hele bestanden. Derfor er vi utroligt glade for, at så mange danskere har valgt at give penge til odderprojektet sidste jul, siger han.

Anordningerne ser simple ud, men de er vigtige for at spare odderne for en tur op på den farlige landevej. Her ses før/efter billeder af de restaurerede odderpassager ved Gørlev Landevej og Kalundborgvej. På billede 1 og billede 3 ses det, hvor usikre og delvist ødelagte, odderpassagerne var.

Støt de truede dyr i julen med et valgfrit beløb