Mange års kamp mod forurening med giftigt norsk oliespildevand ser nu ud til at bære frugt.

Efter en dialog med EU-kommissionens juridiske eksperter lyder det nemlig nu fra Miljøministeriet, at Danmark alligevel godt kan give afslag på import af udenlandsk spildevand med et lavt indhold af olie.

Det har ellers hidtil ikke været meldingen fra Miljøstyrelsen.

- Det er rigtig godt, at miljøministeren nu slår fast, at vi selvfølgelig kan sige nej til at importere giftigt norsk oliespildevand og hælde det ud i vores danske hav, lyder det fra præsident i Danmark Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.

Læs mere: Sådan ender norsk olie-spildevand i dansk hav

 Forurening i dansk hav

Det danske hav er i forvejen presset af udledning af kvælstof fra landbruget og intensivt fiskeri. Det sidste vores hårdt pressede havmiljø har brug for, er mere forurening.

 DN arbejder lige nu politisk for at stoppe udledningen af giftigt spildevand i dansk hav.

Fra RGS Nordic' renseanlæg på Stigsnæs ved Skælskør udledes norsk oliespildevand fyldt med giftige kemikalier til det lille havområde Agersø Sund.

Lang sej kamp mod oliespildevand

En stop for import af udenlandsk industrispildevand med lavt olieindhold vil højst sandsynligt også bremse den meget udskældte udledning af norsk oliespildevand fra virksomheden RGS Nordic ved Skælskør til det lille havområde Agersø Sund.

- Det her er en vigtig sejr for havmiljøet og for de borgere og organisationer, der i årevis har kæmpet imod forureningen af Agersø Sund, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmark Naturfredningsforening.

Læs mere: Stop giftigt spildevand i dansk hav

Miljøstyrelsen har indtil nu afvist, at Danmark kunne sige nej til at modtage bl.a. norsk oliespildevand til såkaldt ”nyttiggørelse”. Også selvom det oftest kun er få procenter af spildevandet, der kan nyttiggøres og genanvendes, mens resten bliver lukket ud i dansk hav. Det bliver der nu lavet om på.

- Det er helt ubegribeligt, at Miljøstyrelsen gennem flere år har tilladt RGS Nordic og andre virksomheder at importere farligt affald til Danmark ved at kalde det ”nyttiggørelse”, når konsekvenserne for vores havmiljø er så store. Vores danske hav skal ikke være skraldespand for andre landes industriaffald, siger Maria Reumert Gjerding.

 Læs mere: Stædige øboere afslørede olieforurening: Vi blev kaldt sabotører

DN: Udledning af oliespildevand bør stoppe nu!

I 25 år har tankskibe sejlet det kemiholdige spildevand fra den norske olieindustri til Stigsnæs ved Skælskør.

Her er spildevandet efter behandling på virksomheden RGS Nordics renseanlæg blevet ledt ud i det lille havområde Agersø Sund og videre rundt i de indre danske farvande.

Men selv efter behandlingen er spildevandet fra RGS Nordic fyldt med giftige kemiske stoffer som tungmetaller og tjærestoffer langt over de grænseværdier, myndighederne har sat.

- Det er meget problematisk, at myndighederne i så mange år har fejlfortolket reglerne og ikke brugt muligheden for at sige nej til giftigt udenlandsk industrispildevand, siger Maria Reumert Gjerding og fortsætter:

- Det er millioner af tons kemifyldt spildevand, der er endt i vores i forvejen stærkt belastede danske hav og har forværret tilstanden her, siger hun.

 Læs mere: Fiskere i Storebælt ærgrer sig over oliespildevand: - Det er det døde hav

Miljøministerens beslutning får dog ikke betydning for havnaturen i Agersø Sund før om 2½ år. Først her løber den importtilladelse, som virksomheden RGS Nordic fik i sommer, nemlig ud. Ifølge ministeren er det ikke muligt at trække tilladelsen tilbage, men det er DN-præsident Maria Reumert Gjerding lodret uenig i:

- Det bør stoppes nu og her og ikke først om flere år, slår hun fast.

alt
Claus Garde Bergmann
Presseansvarlig for hav og fiskeri