Danmarks Naturfredningsforening er Danmarks største grønne organisation med 130.000 medlemmer og over 1.500 frivillige. Derudover er vi den eneste forening i Danmark, der kan rejse fredningssager og sikre Danmarks natur for fremtiden. Vi har allerede sat spor i landskabet - i dag er ca. 5 procent af Danmarks areal nemlig fredet.

Men Danmarks Naturfredningsforening er, på trods af navnet, meget mere end naturfredninger.

Vores mærkesager

Mere plads til naturen

Vi arbejder bredt for at skabe plads til naturen bl.a. ved at omlægge landbrugsjord til natur, forbinde naturområder og frede naturperler.

Vi arbejder for at øge biodiversiteten gennem kampagner såsom Plads til det Vilde og Sommerfugleeffekten og ved at arbejde for 20 procent urørt skov i Danmark.

Vi arbejder for at øge andelen af beskyttet natur i Danmark, så vi kan bremse naturens tilbagegang og skabe gode levesteder for truede arter.

En løsning på klimakrisen

Klimaforandringerne raser – men vi kan nå at vende udviklingen.

Danmarks Naturfredningsforening arbejder for et 100 procent CO2-neutralt Danmark i 2040. Det skal bl.a. ske ved:

  • At give naturen mere plads - bl.a. skal ineffektiv landbrugsjord omlægges til natur, og vi skal have meget mere skov og urørt skov i Danmark.
  • At udfase biomasse hurtigt, så der ikke bliver brændt træ af i den danske energiforsyning.
  • At indføre en CO2-afgift, som gør det dyrere at forurene – og billigere at forbruge og producere klimaklogt.

Et Danmark uden sprøjtegift

Danmarks Naturfredningsforening arbejder for et sprøjtefrit Danmark.

Sprøjtegift fra både landbruget og private haver ender i vores grundvand og forurener vores drikkevand og vores natur.

Derfor engagerer vi tusindvis af haveejere via projekt Giftfri Have, hvor vi står sammen om at droppe sprøjtegift i haven.

Mere om Danmarks Naturfredningsforening

Følg os på sociale medier